Fire dage inden første møde sender regeringen et såkaldt spin ud i medierne. Det har form af en pjece med titlen »Service i en omstillingstid«. I den forsøger regeringen at sætte dagsordenen for forhandlingerne med Amtsrådsforeningen og KL om statens bloktilskud for 2004.

Udspillet er en foreløbig kulmination på en stadig mere intensiv politisering af de årlige kommunaløkonomiske forhandlinger.

Vil politikere i dag markere sig på velfærdspolitikken, må de ind over lokalpolitikken, eftersom en stor del af velfærdsydelserne gennem de seneste 10-15 år er blevet decentraliseret, som skoleområdet blev i 1993.

Fra 1970, da de kommunaløkonomiske forhandlingers historie begyndte i forbindelse med kommunalreformen, til slutningen af 1980erne var forhandlingerne en forholdsvis lidenskabsløs affære.

Embedsmænd fra Amtsrådsforeningen, KL og Finansministeriet gik efter jul i gang med at regne sig frem til, hvor mange penge staten skulle levere, for at næste års budgetter kunne hænge sammen rundt om i kommunerne og amterne.

I maj og juni slog finansministeren og KL-formanden så de sidste streger og sendte derpå »KL-aftalen« som den ofte kaldes i daglig tale videre til Folketingets finansudvalg, der sidst i juni vedtog den uden de store falbelader, selv om der er tale om beløb i den trecifrede milliardklasse, i år omkring 236 milliarder.

Decentralisering har medført politisering

De kommunale forhandlinger har fået en politisk betydning, der ligger langt ud over det snævert økonomiske.

Det kan man alene se af omfanget og karakteren af de aftaler, der er blevet indgået i årenes løb. I begyndelsen var de på to-tre sider og indeholdt meget konkrete aftaler om bloktilskuddets størrelse og rammer for skatteudskrivningen. Fra slutningen af 1980erne voksede de i omfang til efterhånden 10-20 sider med lange afsnit om politiske hensigter på specifikke områder.

Sidste år var det især skolepolitikken, der stod for skud. Et flere sider langt afsnit beskrev en såkaldt »fælles forståelse« mellem regeringen og KL om, at kommunerne skulle have fleksible muligheder for at lave fase- og holdopdelt skole.

Det ville gøre det muligt at suge eleverne fra 1990ernes babyboom op, uden at det blev for dyrt for de kommunale kasser.

Samtidig ville en mere rummelig skole gøre det muligt at begrænse udgifterne til specialundervisning.

Alt, hvad der skulle til, var en såkaldt »regelforenkling«. Altså folkeskoleloven skulle laves om på vitale punkter. Det skulle regeringen sørge for.

Da kabalen blev kendt på Christiansborg, var Fanden løs i Laksegade. Det var uhørt og udemokratisk, sagde oppositionen, og Socialdemokraterne endte med at stemme blankt i Finansudvalget. Socialistisk Folkeparti stemte imod.

Manøvren lykkedes da heller ikke. Regeringen kunne ikke skaffe den regelforenkling, som KL var blevet stillet i udsigt. Folkeskoleforliget blev i KLs øjne en tynd kop te. Til gengæld har kommunerne nu et stærkt våben i de indeværende forhandlinger om bloktilskuddet til 2004: Regeringen har ikke holdt, hvad den lovede.

Men finansministeren gik til modangreb med udspillet »Service i en omstillingstid«. Regeringen prøver nemlig at flytte fokus fra skolevæsenet til sundhedsområdet, der efter regeringens mening skal prioriteres i 2004. Ikke mindst på bekostning af skoleområdet, der skal rationaliseres og effektiviseres.

Folkeskolen er med sine 34 milliarder i 2003 den største kommunale udgiftspost. Sygehusene koster i 2003 amterne 46 milliarder.

Sagt på en anden måde: Da det ikke lykkedes at indføre den fleksible skole ad lovgivningens vej sidste år, skal der nu ifølge regeringens oplæg i stedet flere elever ind i klassen. Ligeledes skal lærerne tage flere timer bag katederet. Målet er det samme at spare penge på skoleområdet.

Regeringen skal have DF med

Regeringen kalkulerer med, at vælgerne oplever, at den har opfyldt sit valgløfte om at styrke fagligheden i folkeskolen ved at give flere timer til eleverne. Nu er der flere stemmer at hente i kortere ventelister på sygehusene.

Desuden er syge og gamle vigtigere for Dansk Folkeparti end skoler, og regeringen er nødt til at sikre sig Dansk Folkepartis stemme i Finansudvalget, når KL-aftalen skal fremlægges i slutningen af måneden.

Men KL har også forsøgt at gardere sig på forhånd. Det skete med debatoplægget »Velfærd med Vilje« fra februar. Pointen er her, at Folketinget må skære ned på overførselsindkomsterne, så kommunerne får råd til at levere en ordentlig service på de kommunale kerneområder børnepasning, skoler og ældrepleje.

Budskabet fra KL er med andre ord: Hvis de kommunale vælgere er utilfredse med de lokale serviceydelser, så er det Christiansborg, de skal blive sure på.

De kommunaløkonomiske forhandlinger har aldrig været så forbitrede som de sidste tre år. Det skyldes den såkaldte 2010-plan, som SR-regeringen vedtog januar 2001, og som VK-regeringen nu har overtaget.

Ifølge den må de kommunale udgifter kun stige med 0,7 procent i 2004 svarende til 2,7 milliarder kroner. For KL handler det nu om at få presset regeringen til at gøre »råderummet større«, som det hedder. Altså få hevet flere penge ud af Thor Pedersen.

Men Anders Fogh Rasmussen kan ikke give noget væk. Han har sat sit politiske liv ind på at holde fast i skattestoppet. Derfor skyder oppositionen netop mod skattestoppet.

»Kommunerne skal have mere i bloktilskud, eller de skal have mulighed for at kræve mere op i skat«, sagde Frank Jensen, politisk ordfører for Socialdemokraterne, til dagbladet Politiken, dagen før KL-forhandlingerne gik i gang.

»Regeringen fører sin politik per stedfortræder. Skattestoppet og de kommende skattelettelser fører til fyringer og nedskæringer i velfærden i amter og kommuner, og den sammenhæng vil vi selvfølgelig gøre synlig«, fastslog Frank Jensen.

Engang var de kommunaløkonomiske forhandlinger en kedsommelig affære. Nu udgør de en politisk slagmark på linje med finansloven.

Første forhandlingsmøde blev afholdt den 20. maj, andet møde efter dette blads deadline, nemlig 4. juni.

jvolsen@dlf.org