Selv formand Anders Bondo Christensen er det ikke beskåret at opstille en meningsfuld argumentation for en anstændig folkeskole på nugældende lovs præmisser. Indledningsvis forsikrer han i Folkeskolen nummer 20 om, at nok er uddannelse et gode. Men det kan altså blive for meget af det gode. Og det beviser han med en henvisning til, at folkeskolelovens formålsparagraf overhovedet ikke vægter videnstilegnelse. Hvilket jo netop er folkeskolens forbandelse. Man hører næsten den triumferende formandsrøst: »Vidste I ikke det?« Men vi har vidst det til ulidelighed. For det er her, vor særegne danske faglige uvidenhed bunder. Men skidt med det, når bare formålsparagraffen berettiger katastrofen. Formandens tale er derfor af dyb religiøs karakter. Al fornuftsargumentation er lagt på hylden. I stedet for gør Anders Bondo Christensen det samme som Kristus, der som bekendt beviste sine uudgrundelige ord med citathenvisninger. Der bør være grænser for fagligheden, thi der står skrevet Og når formanden så gerne vil styrke formidlingen af dansk kultur, bør det ikke ske mere præcist, end at man andet sted i nummer 20 kan slippe af sted med at påstå, at en såkaldt dannelseskaravanes på­trykte antifaglighedskampagne skal opfattes som en andelsbevægelsesagtig vækst fra folkedybet. Jo, når bare der er grænser for fagligheden, kan formanden godt af og til i sin tekst hævde, at det skam ikke er ligegyldigt, om børn lærer noget.

Men husk alligevel, at der jo står skrevet Og efter alle fiksfakserierne slutter formanden med sit generalangreb på alt, hvad der smager af skole og undervisning: Den danske folkeskole er ikke (og skal ikke være) en læreanstalt med fokus på målbare kundskaber. Og så er der skaffet plads til hele svadaen om, at vægten skal lægges på et liv i fællesskab, sociale fornemmelser, demokrati. Men at sætte alt dette i stedet for faglig videnstilegnelse er selvfølgelig nonsens af høj karat. Så her er der nok ikke andet at gøre end at hævde, at sådan skal det bare være, thi der står jo skrevet

Svar

Når Vagn Madsen nu har valgt at tage udgangspunkt i det religiøse, kan jeg fortsætte i samme spor med at konstatere, at han læser mine udtalelser, som en vis person læser bibelen. Politiken bragte forrige lørdag et interview, hvor overskriften var: »Lærerne skal sætte sig i respekt både i offentligheden og i klasseværelset. Ud med timetælleri og bureaukrati og ind med mere faglighed, siger lærernes formand, Anders Bondo Christensen«. Jeg mener, at det er afgørende, at vi fastholder den enkelte elevs alsidige personlige udvikling som formålet for folkeskolen, men det er ikke i modsætning til, at eleverne skal lære noget tværtimod. Det har jeg såmænd understreget gang på gang

Anders Bondo Christensen, formand for DLF