Banalt basalt? Det var sprogprofessor Jørn Lund, der for nogle år siden på et Sorø-møde tørt gjorde opmærksom på, at der kun er en enkelt konsonant til forskel mellem de to ord med en finurlig tilføjelse om, at det basale rent faktisk ofte også er banalt. Og omvendt.

Den historie tænker jeg tit på, når politikere og andre gode folk er ved at falde over hinanden for at komme frem på scenen med deres enkle frelsersange som svar på skolens mangeartede og komplekse udfordringer.

Styrk fagligheden, synger de således nærmest unisont og med stigende styrke, men i skarp dyst med andre sangere, der mindst lige så højlydt synger om nødvendigheden af, at skolen bliver mere rummelig.

Nogle af de mest populære hits på det sidste års toptiliste har helt i den ånd fraseret over to simple, men modstridende temaer:

Den danske folkeskole er verdens dyreste afskaf klassen, specialundervisningen og og gør skolen mere fleksibel.

Danske børn lærer for lidt øremærk flere timer til faglighed, styrk naturfagligheden og gør op med enhedslæreren.

Vi lærere, der er ansat til ude i virkeligheden at levere folkeskolelovens komplekse både-og-»vare«, men absolut har noteret os, at der i øjeblikket er større publikum til banale enten-eller-ballader, fristes selvfølgelig derfor til at bede politikerne om for h at bestemme sig, så vi i det mindste kan få ro for dem til at finde melodien og lave vores arbejde. Der er såmænd uro nok i skolen endda.

Når vi så har besindet os og mindet hinanden om det vigtige samspil og har prøvet at komme i seriøs dialog netop om det ja, så har vakse journalister for længst skruet helt op for lyden, fordi de selvfølgelig har fanget, at uddannelsespolitiske disharmonier sælger bedst.

Den banale og basale kendsgerning er imidlertid, at der aldrig er enkle, entydige svar på komplekse problemer.

Faglighed er for eksempel et særdeles sammensat begreb, som kræver seriøse nutidige svar, der her i senmoderniteten kun kan findes gennem respektfuld dialog, fordi vi altid kunne have valgt anderledes.

Tilsvarende banalt er det at minde hinanden om, at ingen strukturer eller organisationsformer alene indeholder fordele. Alle tilvalg indeholder også fravalg og ulemper.

Inden for mange derfor kommer for godt i gang med at dømme den danske læreruddannelsesmodel ude, bør vi derfor skrue ned for for­stærkerne, så vi kan tale seriøst om, hvordan vi bevarer det bedste fra den brede (klasse-)lærerordning, samtidig med at vi i erkendelse af betydningen af læreres dybe faglige indsigt søger nye løsninger.

Det vil blandt andet kræve ægte dialog om sigtet med linjefagene. Skal de ses som en (utopisk) betingelse for at undervise i folkeskolen eller er visionen især, at de er modelfag for de lærerstuderendes selvstændige faglige fordybelse og dermed forberedelse af deres kommende livslange læring som lærere?

Jørgen Stampe er formand for Pædagogisk Udvalg