Niels Knudsen
22. oktober 2020 afgik vores tidligere kollega ved Stenlille Skole Niels Knudsen ved døden efter kort tids sygdom.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Niels blev uddannet på Holbæk Seminarium i 1978, og i 1979 blev han ansat på Stenlille Skole. Her mødte Niels sin kommende hustru, Anne-Lene, der også var lærer på skolen. Sammen fik de døtrene Stine og Mette.
Niels blev hurtigt en højt respekteret kollega og vellidt lærer - især blandt skolens overbygningselever, der gennem årenes løb altid mødte en yderst vidende og fagligt kompetent lærer i Niels. Med sin humor og menneskelighed evnede Niels at gøre selv de allermest »tørre« faglige stofområder til en historiefortællende og letspiselig læring for sine elever.
Niels Knudsen var dansklærer med stort D, og ingen var i tvivl om, at netop dette fag var hans store faglige passion. Niels elskede bøger og vidste meget om det meste.
I mange år fungerede Niels som beskikket censor i skriftlig dansk (skriftlig fremstilling og diktat).
Ud over danskfaget underviste Niels igennem sit virke på skolen i mange andre fag:
Engelsk, historie, samfundsfag, idræt - for blot at nævne nogle få.
Niels blev også uddannet UU-vejleder (Ungdommens Uddannelsesvejledning), og i mange år fungerede han som skolens UU-vejleder. Hans evne til at støtte, vejlede og vidensformidle kom i alle årene såvel elever som kolleger til gode.
Efterhånden som it-undervisningen og teknologien vandt mere og mere indpas i folkeskolen, blev Niels hurtigt skolens førende it-mand/it-nørd, der altid gav sig tid til at hjælpe andre før eget arbejde. I 1990'erne arbejdede Niels som jobvejleder i Stenlille Kommune, men heldigvis vendte han efter nogen tid retur til sit arbejde som folkeskolelærer ved Stenlille Skole.
Niels mestrede sproget og elskede at gribe tidens trend. I mange år optrådte Niels ved flere lejligheder med selvskrevne humoristiske monologer for skolens elever, forældre og kolleger - altid med stof til eftertanke. Niels kunne altid løfte en trykket stemning med en kvik og velvalgt bemærkning. Når det er sagt, var Niels også et meget privat menneske.
Niels elskede at rejse, og han nåede at være på mange udlandsrejser med sine elever og kolleger. Han blev ligeledes aktiv i flere Comenius-projekter, hvor udvekslingen blandt elever og lærere gav Niels og Anne-Lene venner for livet.
Niels besad mange talenter. God mad var ikke kun noget, der blev nydt på de bedste restauranter rundtom i verden. Niels var en mester i et køkken, og ad flere omgange lavede han sammen med sine 9.- og 10.-klasser restaurantprojekter på skolen, hvor han gav sin viden videre til sine elever, der fremtryllede de mest fantastiske retter og lærte alt om, hvordan en restaurant skulle drives. Her var ingen uundværlige.
I årenes løb nåede Niels at opleve mange forandringer i folkeskolen. Med reformen i 2013 var Niels en af de kolleger og lærere, der rettede ind og gjorde det, der blev forventet af en god medarbejder. Men for at kunne opretholde glæden ved at undervise og formidle gjorde han det, der gav mening. For Niels betød det ofte mange timers forberedelse derhjemme selv efter en lang arbejdsdag på skolen.
I 2017 gik Niels på pension. I kort tid nåede han at nyde sit otium med sin elskede hustru og familie samt mange fritidsinteresser.
Niels efterlader sig foruden sin hustru, Anne-Lene, sine to døtre, Stine og Mette, også to svigersønner og tre børnebørn. Må jeg her endnu en gang kondolere.
Jeg tør vist godt sige, at for alle os, der kendte Niels bare en lille smule, efterlader hans pludselige bortgang et stort savn.
Æret være Niels Knudsens minde.