Sygefravær

Lærerformand i kommune med landets højeste sygefravær: Ser hurtigt voldsomt ud

Sorø er med et gennemsnit på 18 sygedage om året den kommune i landet med det højeste sygefravær blandt lærerne. Men kommunens størrelse gør, at statistikken let bliver skæv, påpeger den lokale lærerformand. 

Offentliggjort Sidst opdateret

I nogle kommuner er sygefraværet blandt lærere meget højere end i andre.

Mandag kunne Politiken fortælle på baggrund af tal fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos, at Sorø er den kommune i landet, hvor lærerne har flest fraværsdage som følge af sygdom.

Mens sygefraværet på landsplan blandt lærere i gennemsnit er 13,2 dage, er det i Sorø Kommune 18 dage om året. Og det frustrerer børne- og familiechef i Sorø Kommune Henrik Madsen.

”Vi taler ikke om andet. Sygefraværet ligger højt, både for pædagoger, social- og sundhedshjælpere og lærere. Før corona lå vi i den bedste tredjedel i landet. Nu ligger vi som den dårligste kommune”, siger han til Politiken.

I Politiken beskrives det også, hvordan der på en af kommunens skoler er meget enkeltdagsfravær, særligt på mandage og tirsdage. 

Som følge af det høje fraværsniveau iværksatte Sorø Kommune sidste sommer et projekt, som blandt andet betyder, at en arbejdsmiljøkonsulent er blevet koblet til skolerne. Samtidig skal et samarbejde med jobcenteret hjælpe langtidssygemeldte lærere tilbage i arbejdet.

Lærerformand: Statistik forvrides af enkelt skole

Formand for Ringsted-Sorø Lærerforening Lise Vadsager påpeger, at der kun er seks folkeskoler i Sorø Kommune med i alt cirka 230 lærere. Derfor skal der ikke voldsomt meget sygefravær til, før det slår igennem i en statistik. 

Hun hæfter sig også ved, at tre af skolerne i kommunen ligger på eller under niveauet for hele landet.

”En af skolerne i kommunen – Stenlille Skole – har betydeligt højere sygefravær end de andre skoler. Der har været stor udskiftning i ledelsen gennem de seneste år, ligesom der også er en større udskiftning i personalet end på de andre skoler. Når man ikke ved, om ens team er det samme lige om lidt, giver det en større utryghed ved at gå på arbejde og kan medføre mere sygefravær”, siger hun.

Ifølge Politikens oplysninger har lærerne på Stenlille Skole i gennemsnit 28 sygedage om året.

Lise Vadsager fortæller desuden, at der i Sorø Kommune ikke er noget øvre loft for antallet af undervisningstimer.

”Vi oplever derfor, at en del af vores lærere føler sig presset af at have rigtig mange undervisningstimer. Der er ikke altid den helt rigtige balance mellem undervisningstid og forberedelsestid”, siger hun.

Ikke længere line end i andre kommuner

Ifølge Lise Vadsager kan sygefraværet i Sorø Kommune i hvert fald ikke forklares med, at lærerne ”får lov” til at være mere syge end i andre kommuner.

”Det er ikke sådan, at man får lov at gå og være sygemeldt i halve og hele år, inden det fører til afskedigelse. Her er ikke længere line end andre steder”, siger hun.

Foruden Sorø Kommune er sygefraværet i Frederikssund Kommune også væsentligt over landsgennemsnittet. Her havde lærerne sidste år i gennemsnit 17 sygedage.