Debatten om inklusionsloven i folkeskolen har rullet on og off i lang tid. Der kommer dog gradvist flere og flere kritiske artikler og opråb mod inklusionsloven. Selv den retorisk begavede journalist Clement Kjærsgaard har haft temaet oppe nogle gange i programmet »Debatten«. Jeg vil nu forsøge at lave en Sofie Linde med inklusionsloven og påstå, at inklusionsloven er mere ekskluderende, end den er inkluderende. Intentionen med inklusionsloven er god, men desværre kan ikke alle børn inkluderes på normalområdet, eller som en lærer engang sagde: Teoretisk som en kæmpe, men praktisk som et misfoster. Det smerter at høre om børn, der i inklusionens - og besparelsens - navn på ubestemt tid er stavnsbundet i en almin-delig klasse på en almindelig folkeskole, og det i hele landet.

Taberne er lærerne, der går ned med stress, de andre elever, der udvikler stress, fordi eleverne ikke ved, hvornår og hvem der får en på hovedet, og selvfølgelig det udfordrede barn, der godt kan se, at det er anderledes i forhold til de andre elever. Jeg har hørt om klasser, der er opløst på grund af massive inklusionsudfordringer, idet de resursestærke forældre tager deres børn ud og vælger en privatskole eller en naboskole, og det er et stort samfundsmæssigt nederlag for alle. Jeg har selv en række forslag, som kan findes sammen med dette indlæg på folkeskolen.dk. Men hvordan skal vi imødekomme en »revidering« af inklusionsloven, som lærere, pædagoger og forældre råber efter? Hvor fungerer det? Hvad siger børnehaveklasselederne, skolelederne, psykologerne og andre politikere? Hvor og hvordan kan vi gøre det bedre for vores elever, forældre og medarbejderne på skolen?