Undervisningsministeriets medarbejdere havde endnu ikke hilst på den nye minister, før hun i en landsdækkende avis var blevet kaldt »folkeskolens svar på Donald Trump«. Det illustrerer meget godt, hvor kontroversielt valget af Merete Riisager er.

Mens der siden lockouten og regeringsindgrebet i 2013 har været Christiansborg-konsensus om folkeskolereformen og lov 409, har små partier som Enhedslisten, Liberal Alliance og senere Alternativet udgjort oppositionen på området. Den klareste, mest vedholdene stemme i den opposition har i en årrække været Merete Riisager. Hun har talt dunder mod de lange skoledage og kaldt dem »en beslaglæggelse af børnenes fritid«, og hun har talt imod den tiltagende styring af skolen og mange af de nye obligatoriske tiltag som lektiecafeer, understøttende undervisning, bevægelse og flere pædagoger i undervisningen.

Merete Riisager blev søndag den 27. november udpeget som undervisningsminister - mandag den 28. blev hun præsenteret for offentligheden.

Merete Riisager har tidligere opridset en vision om »folkets skole«. Det var, da hun som undervisningsordfører for Liberal Alliance holdt tale på partiets landsmøde den 2. april:

»Folkeskolen er ikke en form, man hælder børn ind i, og ud marcherer borgere, der er formet i statens billede - klar til at indtage deres roller som skatteydere og produktionsmedarbejdere i velfærdsstaten. Folkeskolen er folkets skole - og derfor skal folket have meget mere at skulle have sagt«.

I regeringsgrundlaget står blandt andet, at VLAK-regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) fortsat vil sikre ro om folkeskolen, og at regeringen vil gennemføre indførelsen af folkeskolereformen. Kattelemmen for folkeskolereformkritikeren Merete Riisager er, at det løbende skal vurderes, om der er behov for »enkelte justeringer« af reformen. Hvilke justeringer forestiller ministeren sig?

Og hvor meget kan hun have med af det menige folketingsmedlem i den nye rolle?

Endelig har vi bidt mærke i ministerens sprog: Hun siger for eksempel aldrig »læring«, hvorfor gør den nye minister - der er cand.mag. i pædagogik - ikke det?

Disse spørgsmål satte Folkeskolen sig for at få svar på i et interview med den nye minister. Ministeren tog imod i det fine hjørnekontor med udsigt over Frederiksholms Kanal, kontoret, som tidligere har huset blandt andre Christine Antorini og senest Ellen Trane Nørby.

Folkets skole

Ved sin tale i Undervisningsministeriet ved overdragelsen fra Ellen Trane Nørby gentog Merete Riisager begrebet »folkets skole« - en skole, der i højere grad bliver defineret af de forældre, børn og lærere, der befolker de lokale skoler. De skal kunne deltage direkte uden »hele tiden at have snore i ryggen«.

Hvad er din vision for folkets skole?

»Overordnet skal der være mindre system og mere skole. Vi har haft en længere årrække med mere og mere styring af folkeskolen, og vi er kommet til et punkt, hvor vi må spørge os selv, om det folk, der befolker folkeskolen, føler, at det er deres skole. Der er i hvert fald en del indikatorer, der peger på, at det går den forkerte vej«, siger Merete Riisager. Hun peger på, at mange forældre fravælger folkeskolen, at mange lærere har mistet arbejdsglæden, og at pædagogerne har svært ved at finde deres rolle i skolen, samtidig med at eleverne synes, skoledagen er for lang.

Skal folkeskolen ligne friskolerne mere?

»Folkeskolen er rygraden i grundskolen, og det er der, de fleste børn går. Den skal have gode rammer.

Der har været en tendens til, at folkeskolerne er blevet strammet så meget til, at det - nogle steder - har været svært for de professionelle at skabe den skole, som de gerne ville«.

Tilskuddet til friskolerne er sat op til 75 procent af landsgennemsnitsudgiften for en folkeskoleelev. Ifølge den nye minister er det en rigtig justering.

»Det vigtige er, at vi har gode skoler med forskellige muligheder. At forældrene har frit skolevalg, og at alle familietyper har frit skolevalg. Nu ligger vi på 75 procents tilskud igen - som er normalen for private skoler. Der har man ligget siden starten af 90'erne, indtil man valgte at sætte det ned«, siger Merete Riisager - hun vil dog ikke have en dominerende friskolesektor.

»Det er en fantastisk ting i Danmark, at vi har en grundlovsfæstet ret til at starte nye skoler. Det giver civilsamfundet muligheder: Hvis kommunen vælger at lukke den lokale skole, så kan borgerne sige: 'Det var forkert, vi åbner en lokal friskole'. Men det er stadigvæk folkeskolen, der er grundstammen i vores grundskolesystem. Og det er mere end 80 procent af børnene, der går der. Derfor er det fuldstændig afgørende, at folkeskolen fungerer. Og jeg er rigtig ked af det, hvis forældrene fravælger folkeskolen, fordi man ikke synes, at tingene fungerer ordentligt. Det er de udfordringer, jeg synes, vi skal kigge på«.

Lad lærerne komme på banen

Hvis folket skal finde ud af, hvad det vil med skolen, så er der brug for en samtale. Hvordan skal samtalen komme i gang?

»Samtalen skal ikke altid foregå på tværs af mit skrivebord, jeg tror, at vi skal i gang med en samtale, der også foregår i civilsamfundet. Hvad vil man med skolen? Jeg håber, at især lærerne kommer mere på banen i forhold til at snakke om skolens indhold. Hvordan har fagene det, hvordan har fagligheden det? Hvordan går det med historiefaget? Hvordan går det med de naturfaglige fag? Og så videre. Hvad kunne vi godt tænke os, hvor vil vi gerne hen? Den samtale er rigtig vigtig«.

I regeringsgrundlaget er der lagt op til justeringer, men når man begynder at spørge ind til, hvilke justeringer der er udsigt til, undgår den nye minister at blive konkret og henviser til, at hun først skal tale med forligspartierne om eventuelle ændringer. Intentionerne bag reformen og dens delelementer er ifølge ministeren gode - men de trænger til noget mere lokal tilpasning.

Og selvom hun har været en klar kritiker af den længere skoledag, vil hun ikke garantere en lovfæstet nedsættelse af timetallet

Kan man forestille sig flere dispensationer, så skoledagen bliver kortere?

»Der er mange muligheder, som allerede bliver brugt. En tredjedel af kommunerne benytter de frihedsrettigheder, der er. Man skal tage et kig på børnene og sige: Hvad er der behov for her? Det, vi skal være optaget af, er den gode undervisning, den velfungerende skole og det gode børneliv. Det skal være omdrejningspunktet, derfor skal man reagere ude lokalt, hvis man kan se, at skoledagen er blevet for lang. Det er jo meget forskelligt, hvor lang den er ude i landet, alt efter hvordan man har tilrettelagt undervisningen«.

I stedet for nye regler og love håber ministeren, at hun kan understøtte lokale ideer.

»Jeg betragter primært mig selv som et serviceorgan for skolefolk og praksis. Det er ikke sikkert, at man skal lave flere love, det kan også være, at man skal understøtte praksis på anden vis«.

Ministeren har argumenteret for, at der skal findes en balance mellem skolelivet og børnelivet - men børnelivet leves også i skolen. Og der er skoler og kommuner, hvor der ikke er fri tid for børnene i løbet af skoledagen. En ordning, Merete Riisager var kritisk over for som ordfører - i dag siger hun om en skoledag uden frie pauser:

»Jeg synes, det er vigtigt, at børnene skal lære noget. Og en gang imellem er det hårdt at lære noget. Der skal også være pauser, og det er vigtigt, at børn har deres eget rum, og at der er plads til legen på legens præmisser«.

Gælder det også i løbet af skoledagen?

»Det er meget vigtigt, at vi er opmærksomme på, at børn og børneliv skal have deres egen tid. Uanset om man er barn eller voksen, har man brug for pauser. Og pauser - det betyder pauser fra, at der er nogen, der vil en noget. Man skal have et rum, der er sit eget, hvor de voksne har respekt for børnelivet. Der sker også ting, når de voksne vender ryggen til«.

Ikke kun system

Merete Riisager har i flere forskellige organisationer og virksomheder arbejdet med forandringsprocesser, det har givet hende sans for, at der skal være sammenhæng mellem opgave og resurse.

»Uanset hvilke ændringer man foretager i skolen, skal man have blik for, om det er muligt at løse dem. Jeg har i mange år arbejdet med udvikling af organisationer. Og selvfølgelig er det her en meget større organisation, end jeg nogensinde har arbejdet med, men jeg har arbejdet med udvikling i store virksomheder - senest Lego - og der er det min erfaring, at hver gang man beder om noget, så skal man se på de vilkår, der er for at løse opgaven«.

Selv om ministeren understreger, at folkeskolen ikke er en virksomhed, tror hun, at nogle af erfaringerne fra erhvervslivet kan overføres til skolen.

»Man skal altid se på, hvem der skal udføre opgaverne, og hvilken motivation de har for at foretage ændringerne. Det er fuldstændig afgørende. Der er sket rigtig mange forandringer i folkeskolen de senere år. Nogle af dem har bidraget rigtig godt - andre er faldet så tæt på hinanden, at det har givet gevaldige udfordringer. Det kan vi ikke alt sammen løse i næste uge. Jeg vil gerne have fokus på yderste led: på eleverne, lærerne og pædagogerne og forældrene. Hvis vi kun taler system, så tror jeg, at vi tager fejl«.

Undervisning - skolens kerne

Undervisningsminister Merete Riisager taler ikke om »læring«, hvilket er markant, når hun nu står i spidsen for at implementere en reform, der er blevet kaldt en læringsrevolution. Ministeren fortæller, at det ikke er tilfældigt, at hun undgår »læring«.

»Børn skal lære noget, og når man lærer noget, så kan det ses som udtryk for den gode undervisning. Folkeskolens primære opgave, kerneopgaven, det er den gode undervisning og den skolastiske læring«, siger ministeren, der samtidig argumenterer for, at børn lærer noget i fritidslivet og ved andre aktiviteter end den klassiske undervisning - de lærer af andre børn, og de lærer derhjemme og så videre.

Kundskab er magt

Som bagtæppe på sin Facebook-profil har ministeren en dørhvælving med sloganet: »Kundskab er magt«. Sloganet peger på ministerens pædagogiske grundsyn.

»Det billede har jeg lagt op, fordi når jeg taler om undervisning i skolen, så synes jeg, det er vigtigt at få en dybde med i undervisningen. Når børn og unge mennesker får indsigt og faglig viden i dybden, så giver det dem en magt over egen tilværelse. De bliver bedre til at gennemskue, hvordan ting fungerer. De bliver bedre til at navigere i tilværelsen. Og de bliver bedre til at stille spørgsmål. Det er vigtigt for mig, at vi også har fokus på den dybde i undervisningen«, forklarer ministeren, der ser det som en del af hendes identitet som liberal.

»For mig er det også en liberal ting: Kundskab er magt, indsigt giver mulighed for at udfordre magthaverne, hvem end det er. Det kan være undervisningsministeren eller kommunen eller skolelederen eller læreren. Der er mange, der har magt. Men viden og indsigt er noget, der giver magt over egen tilværelse. Det er rigtig vigtigt i den måde, vi betragter undervisning på«.

Skolens nye minister har følgende direkte henvendelse til lærerprofessionen:

»Vi skal trække vejret helt ned i maven nu og begynde en samtale om skolen. Hvor jeg håber, at lærerne vil spille en større rolle. Den samtale skal foregå med regeringen og mig - men ikke kun - fordi der har været rigtig meget systemsnak de sidste par år, og jeg håber, at lærerne vil komme endnu mere på banen i forhold til at snakke om, hvad skolen er, og hvad den skal kunne. Vi har mange dygtige, hårdtarbejdende lærere derude - det bliver ikke nødvendigvis lettere at være lærer med mig som undervisningsminister - man får ikke mindre sved på panden, end man har nu, men flere skal være glade for at gå på arbejde«.