Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærer Jan Stampe Jansen døde den 19. november, 69 år. Jan blev ansat som lærer ved Spjald Skole i 1970. Han var et positivt og rummeligt menneske og blev hurtigt en værdsat kollega. Jan underviste især i svømning, geografi, dansk og musik. Han var meget samvittighedsfuld, og derfor var hans undervisning præget af grundig forberedelse og stort engagement.
Midt i firserne blev Jan på grund af sygdom førtidspensioneret, men bevarede sin tilknytning til skolen. Ved festlige lejligheder kunne kollegerne fortsat glæde sig over hans klaverspil. Musikken var en stor del af hans liv, og han var i sit es, når han var ude at spille med sit jazzorkester, Swing West, som han var medstifter af.
Gennem alle årene var Jan særdeles aktiv i lokalsamfundet. Han var med til at starte svømmeklubben og musikforeningen og lagde herudover et stort arbejde i stort set alle andre foreninger i sognet.
For et par år siden fik Jan konstateret en uhelbredelig kræftsygdom; men med en ukuelig optimisme og en stærk vilje fortsatte han med sine mange aktiviteter til det sidste. Han nåede lige at færdiggøre sin slægtshistorie, inden han måtte opgive kampen mod sygdommen.
Jan efterlader sin kone, Lena, og tre voksne børn.
Vi vil savne Jan.