Du skal da være lærer!«

Da Dorthe Thorup som 40-årig var blevet mæt af sin stilling som personaleudviklingschef i en international handelsvirksomhed, kom de forløsende ord fra hendes pædagoguddannede svigerinde.

»Egentlig overvejede jeg at gå i gang med pædagogstudiet, men hendes udmelding fik mig til at indse, at lærer var det helt rigtige. Jeg var så overbevist, at jeg sendte en ansøgning til Blågaard Seminarium med det samme, selv om ansøgningsfristen var overskredet«.

For at få råd til merituddannelsen måtte Dorthe Thorup sammen med sin mand tage lån i huset, men hun var aldrig i tvivl om, at det var det rigtige valg.

Sådan har hun det fortsat, nu hvor hun har arbejdet på Tjørnegårdsskolen i Gentofte i syv år, lige siden hun blev færdiguddannet med linjefag i dansk og engelsk. Plus natur/teknik, som hun lagde oveni, fordi der var mangel på netop natur/teknik-lærere, da hun gik i gang med studiet.

Undervisningsblues:
 »Jeg er vant til en masse larm som musiker«

Markant jobskifte

Det var ellers noget af et skifte, set udefra, at kvitte jobbet som personaleudviklingschef og gå i gang med merituddannelsen. Men helt tilbage til dengang hun valgte karrierevej, har hun interesseret sig for pædagogik.

I stedet kom hun dog ind i rejsebranchen og var udstationeret på Tjæreborgs rejsemål igennem ni år. Hun var med til at starte nye rejsemål op, underviste rejseledere, blev destinationschef og endte i en stilling som chef for al udstationeret personale. Da Tjæreborg blev en del af Spies, ændrede kulturen sig, og hun valgte at gå i gang med at læse merkonom og fik siden arbejde hos den børsnoterede danske trækoncern DLH, hvor hun blev i næsten ti år.

»Jeg sad i et ansvarsfuldt job med god løn, men jeg var blevet gift og havde fået barn og var væk hjemmefra fra 7.30 til 17.30. Det var også frustrerende, at ligegyldigt hvor meget jeg vidste om personaleudvikling, kunne der altid være en direktør et sted i systemet, der bremsede mig og sagde, at der ikke var råd«.

Overvejelserne førte til, at hun søgte tilbage til sin oprindelige interesse for pædagogik og sprog.

»Med børn er der ingen skjulte dagsordener, det er befriende. I begyndelsen var jeg lidt bekymret for, hvordan jeg ville passe ind blandt kollegerne. Ville de synes, at jeg var for underlig med min baggrund? Derfor stak jeg fingeren i jorden, men jeg fandt hurtigt ud af, at der var plads til, at jeg kunne være mig. Det var slet ikke noget problem«, siger nu 52-årige Dorthe Thorup, der er i gang med at føre sin tredje klasse gennem mellemtrinnet.

Ud af boksen

I nogle sammenhænge mærker hun, at hendes baggrund er anderledes end kollegernes:

»I lærerkollegiet har jeg fået rollen som hende, der stiller de mærkelige spørgsmål og tænker lidt anderledes. Jeg betragter det faktisk som en del af mit ansvar. Jeg tror, det er, fordi jeg har været så vant til at have ansvar og tage beslutninger i en fart i mine tidligere job«.

Det bekræftes af hendes nære kollega gennem en del år, lærer Flemming Petersen:

»Dorthe bruger udtrykket at tænke ud af boksen, og det er hun virkelig god til, hun har en evne til at sætte tingene i et større perspektiv. Lærere kan have det med at bevæge sig lidt ud ad en tangent, men der skærer hun tit igennem. I den forbindelse kan man mærke hendes fortid skinne igennem«.

Selv om Dorthe Thorup har været gennem mange omstillinger i sit tidligere arbejdsliv, synes hun dog ikke, at det giver hende større fordele i forbindelse med tilpasning til folkeskolereformen:

»I øjeblikket er der begyndervanskeligheder over hele linjen. Tid til forberedelse eksisterer stort set ikke længere. Det kan måske være en fordel for mig, i den forbindelse at jeg har mange års erfaring i at formidle et budskab lynhurtigt, men reformen sætter også ofte lærere i et dilemma, hvor vi fysisk skal være to steder på samme tid. Og det er jo uløseligt, uanset hvilken erfaring man har med sig«.