Naturfagsundervisning med Martin og Ketil

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De populære børneværter bag tv-programmerne »Naturpatruljen« og »Verden for begyndere«, Martin og Ketil, har taget en pause fra æteren og producerer nu undervisningsfilm. Makkerparret har allerede produceret over 20 naturfagsfilm, der bliver en del af verdens første i-bøger«.

Hvad er en i-bog?

»En i-bog er både en almindelig bog og en bog, der udkommer direkte til pc'er og aktive tavler. Ved at trykke på et kamera-ikon vil man så kunne se vores film på cirka fire-syv minutter. Filmene kan gennem vores oplevelser sætte gang i børnenes sanser, så de kan reagere på, at den hjerne, jeg fortæller om, langsomt 'smelter' gennem mine fingre«.

Hvorfor laver I ikke bare en traditionel undervisningsbog?

»Vi ved, at lærerne har få resurser til at tage klasserne med på tur ude i naturen, så de skal prioritere meget hårdt i de udbud, de har råd og tid til at benytte. Filmene her er et forsøg på at bringe virkeligheden ind i klasserne. Der vil sikkert også være rigtig mange elever, der finder naturundervisningen mere interessant, når de samtidig kan få en visuel oplevelse«.

Har I også planer om at lave film til andre fag?

»Vi vil meget gerne forsøge at optage film til matematik, fysik eller geografi med mere. Jeg (Martin. Redaktionen) gik selv fra bundkarakterer i matematik til gode karakterer, da jeg fik en ung, glad lærer, der forstod at gøre andengradsligninger konkrete - for eksempel til, hvordan man laver en parabol. Jeg tror, at vores film vil være en stor hjælp til den type elev, jeg selv var i skolen, som har behov for selv at være nysgerrig, før man kan se ideen med at bruge tid på indlæring«.

cgr@dlf.org