Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den kvikke og sympatiske Lykke Friis fik et godt valg. Da hun blev klimaminister, blev hun hentet direkte ind på posten fra stillingen som en højt værdsat prorektor på Københavns Universitet. Her ydede hun en fin indsats for, at universitetet skulle satse på flere sprog end engelsk. Hun var ikke medlem af Folketinget, men det er hun så nu. Om hun bliver uddannelsesordfører for Venstre, vides ikke i skrivende stund, men under valgkampen lancerede hun den tanke, at innovation, iværksætteri, ideudvikling skulle være et fag i folkeskolen. Sikken en omgang buzzwords!
Formålet skulle være at gøre eleverne konkurrencedygtige i en globaliseret verden. Lykke Friis mener, at det ikke er nok med en stærk faglighed, eleverne skal også kunne binde de faglige discipliner sammen. Den sang har man faktisk hørt, i hvert fald siden 1968.
Den stakkels skole, som har brug for støtte, opmuntring og flere penge, får i stedet med jævne mellemrum at vide, at nu skal snart den ene, snart den anden mærkesag være nye fag i skolen. Bare inden for det seneste år er følgende emner lanceret som ønskværdige fag: demokrati, medborgerskab, førstehjælp, ernæring, meditation, privatøkonomi, etik, internet, sex og fitness.
At sætte noget så luftigt som innovation på skoleskemaet lyder som en rigtig dårlig idé. Ikke fordi dette at tænke nyt er uvæsentligt, men fordi det ikke kan løsrives fra en faglig eller tværfaglig sammenhæng, hvis det skal blive andet end varm luft. Man kan være innovativ i alle fag, både de boglige og de ikke-boglige, men man skal kunne noget for at lancere nye og brugbare ideer; der er ingen genveje, man kan hverken skrige sig til innovation eller lidenskab. Det må komme indefra.
At være innovativ kræver fantasi, viden og et vist mod. Det sidste udvikler sig bedst i en skolekultur, der ikke bygger på kæft, trit og retning. I den henseende er grundlaget herhjemme i orden, selv om kravene udefra undertiden kan tage modet fra selv den største idealist på den ene eller den anden side af katederet. Det samme kan djøficeringen af Undervisningsministeriet, hvor man efterhånden skal lede længe efter folk med indsigt i sektoren. Her kunne en ny regering tage fat.
Professor Higgins
