DET ER SENT onsdag formiddag. 14-årige Marie-Louise og hendes to år yngre lillesøster Anne-Sofie sidder ved spisebordet hjemme i den lyse stue i underetagen. På dette tidspunkt af dagen ville pigerne under normale omstændigheder være i skole.

Men omstændighederne er ikke normale. Ikke i dag.

Foran dem på bordet står der rundstykker og boller, men Marie-Louise kan ikke spise noget. Appetitten er væk.

Ligesom hendes far.

En halv time tidligere er hun vågnet ved, at hun kan høre stemmer i værelset ved siden af. Det er mor og Anne-Sofie. Et hastigt blik på vækkeuret afslører, at klokken er 10.

»Gud, vi har sovet over os«, tænker Marie-Louise.

Da hun træder ind på lillesøsterens værelse, sidder mor og Anne-Sofie på sengen. De har grædt begge to, når Marie-Louise at bemærke, inden mor siger tre små ord, som får verden til at synke i grus.

»Far er død«.

Alligevel udbryder Marie-Louise fattet og uden at tænke:

»Nå, men det vidste vi jo godt, han ville«.

Far havde været indlagt på hospitalet i en måned med leversvigt. Han var alkoholiker. I årevis kæmpede han med sit alkoholmisbrug, men forgæves. Han drak i skjul. De sidste to år blev han mere og mere syg af misbruget.

Mor fortæller med spag stemme, hvad det er, der er sket. Hvordan hun er blevet ringet op af sygehuset klokken 23 aftenen inden, efter at pigerne var gået i seng. At hun sammen med mormor og Olla og Claus, mors tante og onkel, har tilbragt hele natten på Helsingør Sygehus, hvor far har været indlagt i en måned, og at far nu er død.

Men det er, som om Marie-Louise ikke rigtig forstår, hvad det er, hendes mor fortæller hende. Hvad er det, hun siger? Far? Død?

Marie-Louise går tilbage til sit værelse. Nærmest per refleks begynder hun at rede sengen, ganske som hun plejer. Den voldsomme nyhed rumsterer i Marie-Louises hoved, mens hun tager tøj på. Langsomt siver det ind, hvad der er sket. Far er væk. Død og borte.

Hun når kun lige ind på Anne-Sofies værelse igen, før gråden overmander hende. Tårerne får uhindret lov til at strømme ned ad kinderne.

MOR TALER I TELEFON hele formiddagen, mens de to piger sidder som forstenet ved morgenbordet. Der er mange, der ringer, og mor ringer også selv til familie og venner for at overbringe den triste besked.

Mormor er her endnu. Hun forsøger at trøste pigerne. De græder på skift. Ét blik på den anden er det eneste, der skal til, før søstrenes tårekanaler må give efter for presset.

Tiden går, men den går langsomt. Marie-Louise aner ikke, hvor hun skal gøre af sig selv. Hun sidder bare. Ved bordet. I sofaen. Hun skiftevis græder og stirrer ud i luften. Der er helt stille i huset, bortset fra mors stemme ved telefonen. Marie-Louise går lidt rundt, men hun har ikke rigtig lyst til at foretage sig noget.

Udenfor passerer solen zenit. Himlen er klar og blå, og det er forbavsende varmt af en septemberonsdag at være. Pigerne går med mor ud i haven. De plukker nogle blomster og lægger dem ved flagstangen. Fars flagstang. Den fik han i fødselsdagsgave engang.

Anne-Sofie og mor tager i fællesskab vimplen ned, hvorefter de hejser flaget på halv. Det er hårdt at skulle gøre, og de græder igen. En af naboerne er på vej på arbejde. Hun kommer over og spørger, hvorfor de flager på halv. Da hun hører årsagen, bryder hun også ud i gråd.

De sætter sig ud i bilen og kører mod Helsingør Sygehus. For allersidste gang. Klokken er 15. De tager Olla og Claus bil. Mor er alt for rystet til selv at køre de 17 kilometer fra Niverød til Helsingør Sygehus.

Turen føles lang, selv om de efterhånden har kørt den mange gange. De har besøgt far hver eneste dag i al den tid, han har været indlagt. Undtagen de sidste to dage. Sygeplejerskerne har bedt dem om ikke at komme hver dag. Det tærer for meget på far, er begrundelsen. Der er tavst i bilen.

DET ER UNDERLIGT at se far ligge der i kapellet. Det ser ud, som om han sover. Han smiler let, synes Marie-Louise. Hun kan ikke lade være med at spekulere på, om det mon er sygeplejerskerne, der har sørget for det.

De har måttet vente lidt, før de har fået lov til at se ham. Far ligger på en hospitalsseng. Der er kun den ene seng og et bord med nogle blomster i det lille rum. På de gule vægge hænger to runde lamper. Belysningen er dæmpet. Han led af gulsot, men hans hud virker knap så gullig, som den plejer, i det svage lys. Han ser enormt fredfyldt ud, som han ligger der i sengen i sit hvide hospitalstøj.

Mor taler med hospitalspræsten. Hun har en masse spørgsmål om begravelsen, og hvad der nu skal ske. Må han få sin vielsesring med i kisten? Den har hun taget med hjemmefra, hvor den har ligget, fordi far ikke kan passe den længere.

De græder. Igen.

Marie-Louise er glad for, at hun får set sin far en sidste gang. Hun var ellers i tvivl, om hun ville. Det virker mærkeligt at skulle se et dødt menneske, synes hun. Det har hun aldrig prøvet før.

Olla og Claus tager pigerne med ud efter kort tid. For kort. Egentlig ville Marie-Louise godt have været der lidt længere. Hun føler ikke rigtigt, hun får sagt ordentligt farvel. Det er trods alt sidste gang, hun ser sin far. Og så får hun kun lov til at være derinde i lige knap tre kvarter.

Solen varmer stadig, da de forlader sygehuset. Mor bliver hos far et kvarters tid længere end de andre. Pigerne bruger ventetiden på at plukke nogle blade af træerne udenfor. Sidste gang, de besøgte far, gjorde de det samme.

Far så pæn ud, er de alle enige om, da de sidder hjemme hos Olla og Claus i Vedbæk og spiser aftensmad. Mor græder igen. Hun er utrøstelig. Det hele virker så uoverskueligt.

Klokken er 23, da Olla og Claus bil svinger ind ad familiens indkørsel. Lyden af bilens møde med gruset bryder stilheden. En lang og hård dag går på hæld. De er alle trætte, så de går direkte i seng.

Da Marie-Louise lægger sig til at sove, tænker hun: Bare det ikke er sandt, at far er død, når jeg vågner i morgen

Fortsættes i næste nummer af Folkeskolen