Allerede i 1. klasse tror mange, at de kan forudse, hvilke elever der kommer til at få problemer senere i livet. Man kan simpelthen kigge ud over klassen og se de forskellige livsbaner for sig. Lærerne ved, hvad eleverne har med i rygsækken - hvad deres sociale arv er.

Det udsagn har Morten Ejrnæs, der er lektor i sociologi, socialt arbejde og organisation ved Aalborg Universitet og blandt andet har forsket i social arv og brugen af begrebet, hørt flere gange fra lærere og andre professioner. Problemet med udsagnet er bare, at det er forkert. Børn af alkoholikere bliver ikke nødvendigvis alkoholikere, og store sociale problemer bliver ikke nedarvet fra generation til generation.

Det er nemlig et mindretal, der reproducerer forældrenes negative sociale arv, men vi taler ofte om det, som var det normen.

Vores hukommelse er selektiv, og vi er tilbøjelige til at huske den ene gang, hvor forudsigelsen holdt vand, og glemme de seks gange, det var forkert.

»Vi er alle sammen inficeret med den tankegang, at selvfølgelig skal det give sig udslag i alvorlige sociale problemer hos børnene og de unge, hvis der har været kriminalitet, stof- eller alkoholmisbrug hos forældrene. Vi kan se, hvor meget de såkaldte mønsterbrydere har haft at kæmpe med. Vi opfatter det som mere naturligt, at unge med den opvækst var gået i hundene. Og der er ingen tvivl om, at det er forfærdeligt at vokse op i sådan et hjem«, siger Morten Ejrnæs, før han kommer til det berømte men:

»Men min pointe er, at vi med begrebet social arv påfører børn det problem, at de skal leve med en dårligere prognose, end de i realiteten har. Barnet og den unge behøver ikke at tumle med en forestilling om, at de kommer til at klare sig dårligt og give noget dårligt videre til deres børn. I virkeligheden er det sådan, at langt de fleste klarer sig. Det er et optimistisk budskab. Resiliens, mestring og 'gåpåmod' er almindeligt blandt udsatte børn«, siger Morten Ejrnæs.

Vi er lige så dårlige til at bryde social arv som USA

Overdrevet sammenhæng

Han blev sporet ind på området, da det gik op for ham, at den meget udbredte forestilling om, at sociale problemer bliver givet videre fra generation til generation, enten bygger på casebeskrivelser, hvis resultater ikke kan generaliseres, eller på misvisende risikoopgørelser.

»Der er kun i ringe grad tendens til, at børn får samme sociale problemer som deres forældre. Gyldige og pålidelige undersøgelser viser, at børn som hovedregel ikke gentager forældrenes mønstre. Det er derfor paradoksalt, at både forskere og journalister er tilbøjelige til at fremlægge resultaterne på en sådan måde, at politikere og praktikere må få indtryk af at det mest almindelige er, at børnene får problemer af samme sværhedsgrad som forældrene«, siger Morten Ejrnæs. Han henviser blandt andet til Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse »Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark« fra 2015. Forskerne bag rapporten argumenterer ligesom Morten Ejrnæs for, at man i stedet for begrebet »social arv« skal tale om chanceulighed i forhold til livschancer og risici for de unge.

Morten Ejrnæs nævner en analyse fra tænketanken Kraka med overskriften: »Kontanthjælpsforældre får kontanthjælpsbørn« som et illustrativt eksempel på, hvordan medierne cementerer et forkert billede. Titlen på analysen blev tilsyneladende underbygget med en henvisning til, at 40 procent af unge kontanthjælpsmodtagere havde forældre, der også havde været på kontanthjælp, og at det var en firedobling i forhold til det normale. Men da Morten Ejrnæs fik fat i tallene bag analysen, viste det sig, at kun 21 procent af de børn, der var vokset op i hjem med forældre på kontanthjælp, selv kom til at modtage kontanthjælp. Så der var altså 79 procent, som ikke fik kontanthjælp ligesom deres forældre.

»Overskriften 'Kontanthjælpsmodtagere får ikke kontanthjælpsbørn' havde været meget mere korrekt. Det er barokt, at Krakas konklusion udstyrer børnene med en dårligere prognose, end de i realiteten har. Børnene stem­ples som potentielle tabere og forældrene som dårlige forældre. Til trods for at tallene dokumenterer, at det er en undtagelse, at børnene får de samme problemer«, siger Morten Ejrnæs.

Søren elsker at få sorte fingre

Social arv

Morten Ejrnæs har undersøgt, hvordan de store professioner bruger begrebet »social arv«. Mere end halvdelen mener, at begrebet dækker over »sociale problemer, der overføres fra forældre til børn«. Andre mener, at det dækker over risikoen for at få sociale problemer, at reproducere ulighed, eller at børnenes uddannelsesniveau ligner forældrenes.

»Når man fagligt taler om social arv, så tænker selv fagfolk på meget forskellige ting, og man kan derfor i et fagligt forum få den opfattelse, at man har samme problemopfattelse, selvom de enkelte tænker på helt forskellige fænomener og forskellige årsager. Anvendelsen af begrebet står i vejen for faglig analyse og fremmer fordomsfuldhed og stigmatisering. Det sidste er det værste, fordi de kan føre til, at pædagoger og lærere forventer en negativ udvikling, hvilket kan blive en selvopfyldende profeti«. siger Morten Ejrnæs.

Ulighedsproblemer

Med folkeskolereformen er det blevet et mål, at »folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater«. Og for Morten Ejrnæs er problematikken reel:

»Hvis vi ser på børn af to ufaglærte arbejdere, så er deres chance eller sandsynlighed for at få en videregående uddannelse meget lav i forhold til børn af to akademikerforældre. Det er et problem, fordi der er nogle, der ikke får udnyttet deres evner«, siger Morten Ejrnæs. Han peger samtidig på, at der for de svageste grupper er noget andet i spil.

»Vi lader, som om vi ved at mindske effekten af den uddannelsesmæssige sociale arv kan mindske uligheden. Samtidig med at vi med den anden hånd øger uligheden i samfundet«, siger Morten Ejrnæs. Han mener, at man lader, som om skolen kan gøre børn parate til at tage en videregående uddannelse.

»Efter min mening risikerer man social eksklusion og stigmatisering af de børn, som ikke viser sig 'læringsparate' eller bare er ivrige efter at komme ud at tjene penge. Man har ikke taget højde for, at de har en baggrund, der ser helt anderledes ud. Men vi kunne politisk tage fat på selve uligheden, og den kan vi gøre noget ved. Og i et vist omfang vil det bedre mobilitetsmulighederne for dem, der er dårligst stillet i øjeblikket, hvis vi giver dem nogle anstændige materielle vilkår - så de for eksempel får en iPad på nogenlunde samme tidspunkt som de andre børn. Og de får mulighed for at deltage i skoleudflugter og fritidsaktiviteter som de andre«.

Læreren kan bryde social arv med relationer og engagement

Tag hensyn til baggrunden

Målet om, at »folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater«, ville Morten Ejrnæs have formuleret som at »tage hensyn til«. Fordi det er en forpligtigelse at indrette skolen til de børn, der kommer til den. For eksempel er det for Morten Ejrnæs at tage hensyn, når skolen har lektiecafeer, hvor de, der ikke kan få hjælp derhjemme, kan få hjælp - forudsat at der er kvalitet i lektiecafeerne.

»Hvis vi siger 'tager hensyn til', så må det jo være sådan, at vi får de bedste lærere ud på de skoler, hvor der er 60-70 procent forældre, som er uden for arbejdsmarkedet eller har andre problemer, vi må lave nogle sindssygt gode skoler netop der. Med lærere, der gerne vil være med til at løfte den opgave, og som får høj grad af frihed til det. Det ville give pote - hvis man giver dem mulighed for at bruge en pædagogik, der giver mening på den enkelte skole«, siger Morten Ejrnæs.

Han peger derudover på tiltag, der kan hjælpe med at tage hensyn til den sociale baggrund, fordi det kan muliggøre møder og samkvem mellem børn fra forskellige miljøer. For eksempel fora og mødesteder, hvor børn fra bogligt svage hjem kan møde børn fra bogligt stærke hjem. Det er vigtigt, at man giver plads til andet end det akademisk boglige i folkeskolen.

»Læreren må skabe læringsrum, der giver bedre mulighed for at udfolde ting, der i forvejen ligger tættere på elever fra uddannelsesfremmede hjem. Der skal flere praksiselementer ind, og vi skal mere ud af folkeskolen. Det kræver, at vi laver for eksempel udeskole og andre aktiviteter, der stimulerer til former for læring, der ikke alene begunstiger børn fra boglige hjem«.

Morten Ejrnæs mener, at man bør gentænke, hvilke kompetencer skolen skal fremme, og hvad man skal måle på i skolen.

»Det er oplagt, at børnene og de unge ensidigt er blevet stimuleret, opfordret og vejledt til at gå den boglige vej, og skiftende regeringer fremstiller det som middel til at mindske uligheden. Man risikerer udskillelse af dem, der ikke har lyst til eller evner for boglig uddannelse. Og på samfundsplan kan det resultere i, at vi kommer til at mangle håndværkere og andre med praktiske uddannelser. Skal uligheden bekæmpes, kræver det, at praktiske job inden for både håndværk, service og velfærd anerkendes, og det kan skolen bidrage positivt til, men det kræver også, at disse job aflønnes bedre, og at man sikrer et anstændigt leveniveau for dem, der for kortere eller længere tid ikke kan forsørge sig selv«, siger Morten Ejrnæs.