Når denne klumme publiceres, er det måske afgjort, om det er blevet Lars Løkke Rasmussens eller Helle Thorning-Schmidts hold, der skal bestemme fremtidens skolepolitik. Siden det brede skoleforlig i 2002 blev opsagt af VK-regeringen, har der i praktisk skolepolitik tilsvarende været to hovedmodeller: 1) En konkurrence-kompetence-kontrolskole med nationalt, bagudskuende læringssyn. 2) En individualistisk-fleksibel skole med udflydende struktur og indhold og et utopisk, fremtidsrettet læringssyn. Den første har været repræsenteret ved VK-regeringen (»360-graders-eftersyn«), mens KL med Jan Trøjborg og Jane Findahl i spidsen har stået for den anden (»Nysyn på folkeskolen«).

Der findes fusionsbestræbelser, der kombinerer det værste fra begge modeller med asiatisk inspireret effektivitetsforblindelse og stakåndet aktivitetspædagogik. Men ikke mange politikere tager udgangspunkt i at løse folkeskolens største problemer: Afdemokratiseringen, den politisk-økonomiske bureaukratisering og top-down-styring, de mildt sagt utilstrækkelige undervisningsmidler og -faciliteter, den radikale individualisering af børn og unge, popkulturens hegemoni, forældres forbrugerindstilling til skolen, manglende tillid til og respekt for læreren. Her har vi de største barrierer, der gør, at skolens elever ikke lærer mere.

Skolepolitik kan ikke tænkes uden kultur, etik og civilisation. Morgendagens skole er ikke bare et instrument til vækst, et forbrugsgode eller en aktiveringsinstitution, men et oplysnings- og kulturprojekt. Elever skal ikke pleases, men have mulighed for at dannes som mennesker og myndiggøres som borgere. Forældre skal ikke serviceres, men respekteres, og uddannelse kan ikke bare opfattes som en udgift, men en investering. Det er i sådan en holdningsændring, at guldet er begravet, fordi den vil have en stærk dynamisk effekt.

Vi har simpelthen brug for en åndelig og politisk vækkelse. Før får vi ikke for alvor nogen bedre undervisning, ingen bedre Pisa-tal, ingen bedre skole.

Erik Schmidt