Tillad mig, kære læser, at skrue tiden et halvt århun-drede tilbage. Dengang optrådte et for længst uddødt fænomen på de traditionelle industrivirksomheder, nemlig manden med uret. Uret var et gammeldags, optrækkeligt klokkeværk med en startknap og en stopknap. Manden tidsmålte og registrerede hver en bevægelse ved samlebåndet. I den rendyrkede udgave gik manden med uret ind for, at man stemplede ind om morgenen, arbejdede nonstop så hurtigt og længe som muligt, ideelt set uden pauser, og ved arbejdsdagens slutning stemplede man så ud, så man kunne restituere sig til næste arbejdsdag. Manden med uret delte arbejdsdagen ind i veldefinerede og målbare småbidder og kunne altid presse lidt mere arbejde ind i hver bid - eller give lidt mindre tid til opgaven.

Heldigvis for kvaliteten, effektiviteten, arbejdsglæden og medarbejdernes helbred, som er fire sider af samme sag, blev man klogere. Manden med det lille klokkeværk blev overhalet af mere komplekse arbejdsprocesser og af tanken om, at medarbejderen havde noget at byde ind med i arbejdstilrettelæggelsen.

Jeg tror aldrig, manden med uret kommer tilbage. Men har han mon oldebørn, som forsynet med pc'er og regneark følger i oldefars fodspor? Oldebørn, som er suget ned i regnearkets magiske univers med dets tabeller og diagrammer, og som kan effektivisere en skole, en kommune, et land alene ved den rigtige brug af formler?

Regnearkets univers er ikke virkeligheden, det er en pseudovirkelighed.

Et billede: Når klokken ringer til spisefrikvarter hver torsdag, går 8.a op i elevkantinen. Deres lærer går ned i fysiklokalet og tjekker bestanden af kemikalier med den ene hånd, mens hun rutineret balancerer med leverpostej i den anden. Hun har nemlig tilsyn med fysik på sin mødeplan, og frokost? Det skal hun altså bare have, hun mødte nemlig 7:55 og vil ikke tilbage på tom mave til dagens to sidste lektioner og så, på netop denne torsdag, slag i slag, et klasseteammøde, et afdelingsmøde, et kursus og så et forældremøde, nonstop frem til klokken hvad som helst. Og ups! - aftensmaden må hun så tage, mens hun er på kursus. Den ligger da også og varmer sig selv i hendes rygsæk. Og denne »Sorte torsdag« er ikke en enlig svale!

Vores kollega er et offer for en pseudoeffektivisering. Man har jo sparet tre kvarter hver torsdag ved at omlægge spisefrikvarteret til fysiktilsyn. Det giver næsten råd til en lektion mere på ugeskemaet. Tænk, hvad det kan blive til, hvis man også lægger teammøder, vejledningstimer og alverdens andre opgaver ind.

Men enhver kan med sin almindelige sunde fornuft se, at det er ineffektivitet af første klasse.

Er det mon et billede på fortiden, nutiden eller fremtiden?

I Ballerup er det nutid.

Hvad vil kommunerne?

Hvad vil KL?