Jeg sidder med lukkede øjne og lader tankerne flyve. Men de vender ustandselig tilbage til et menneske, jeg aldrig vil glemme. Et energibundt fuld af omsorg, skøre idéer og samler af alverdens særheder fundet på loppemarkeder og auktioner hist og pist. Hende, jeg tænker på, er en kær kollega, som jeg har arbejdet sammen med siden 1978 på Digeskolen i Højer, Kirsten Volden. Hun levede og åndede for skolen - ikke mindst for de mange børn, hun hjalp med deres læsevanskeligheder. Lærerværelset på Digeskolen har altid været et sted med glæde - ikke mindst takket være Kirstens livsbekræftende udstråling. Selv i den svære tid efter at hun fik konstateret kræft, gav hun ikke op. Hun havde intet ønske om at stoppe, men kræften gjorde det umuligt for hende at give eleverne den omsorg, som var hende. Hun var nødt til at stoppe i 2009. Kirsten efterlader sig et minde, som vil bestå, så længe der er en skole, der hedder Digeskolen. En ukendt forfatter har udtrykt mine tanker på denne måde:

»Man kan lukke sine øjne og ønske, at hun vender tilbage, eller man kan åbne sine øjne og iagttage det, hun har efterladt sig. Man kan huske hende og allermest, at hun er forsvundet, eller man kan værne om hendes minde og lade det leve videre«.

Vi værner om Kirstens minde.

Henning Brogaard, skoleleder, Digeskolen i Højer