»Kan vi snakke business?«

Mustafas øjne er indtrængende, men blikket opløses i et overskudsagtigt, venligt smil.

»Det var ikke mig, der gjorde det!« Et foto af et par af pigerne fra klassen på døren er blevet overmalet, netop mens Mustafa har været på toilettet og altså ude af døren.

»Jeg sværger!«

»Rolig, jeg tror på dig, når du siger det«.

Hans ansigt klarer op i et uforbeholdent smil.

»Det er derfor, jeg godt kan lide dig - du stoler på os!«

Og det har Mustafa fra 6. klasse ganske ret i. Jeg stoler på de elever, jeg har med at gøre, indtil der er evidens for det modsatte. Jo mere tillid man møder fra andre mennesker, jo mere lyst har man selv til at vise tillid. Vi arbejder bedre og har det bedre som mennesker.

Mustafa er ikke altid helt nem. Har han en dårlig dag, og jeg ikke har haft kontakt med ham, så han føler sig overset, kan det gå helt skævt. Han har gennem årene haft vanskeligt ved at overholde regler og aftaler ved leg og spil, og han har opført sig truende og slået på tæven. Men han er også en hengiven elev, der gerne vil lære noget og siden 1. klasse har lagt armen om skulderen på mig, når jeg hjælper ham med noget. Og han er stjernegutten, der med ny frisure hver 14. dag, meget synlige smykker og streetattitude møder fremmede voksne på skolen med labben fremme og et »Velkommen til skolen, mit navn er Mustafa«.

Tillid til medmennesket og tillid til samfundsinstitutionerne er efter alt at dømme vores vigtigste råstof og forklaringen på, hvorfor »den nordiske model« flyver så fint, selv om den ligesom humlebien ikke skulle kunne det.

Men tilliden er en følsom sag. Den tager lang tid at bygge op, men kan hurtigt nedbrydes. Og det er, hvad der påviseligt sker for tiden. Men tilliden er uhyre bevaringsværdig, for den gør ikke bare, at vi får det godt, den skaber også ifølge den berømte amerikanske professor Francis Fukuyama større samfundsmæssig rigdom.

Selv om tillidens indvirkning på læringen ikke kan måles, så er der rigtig god ræson i at snakke »business« med Mustafa.

Erik Schmidt