Det er tidlig morgen i skolens aula, og lærer Ulla Fauske er ved at stille 24 stole i rundkreds. En til hende og 23 til eleverne i 5. klasse. Stolene bliver rettet til, så de står, præcis hvor de skal stå.

Så kommer eleverne ind, og før de sætter sig, får de besked på, at klassens piger, der er i undertal, ikke må sidde ved siden af hinanden.

Da alle har fundet en stol, begynder klassemødet.

»Ja! Goddag. Hvor er I dygtige. Det gik bare supergodt med at sætte sig ned pigerne og drengene mellem hinanden. Ingen skulle skændes eller dirigere. I dag skal vi snakke om sprog, om hvordan I taler til hinanden. Det kan I godt lige vende inde i jeres hoveder, og vi skal selvfølgelig lege. Hvis vi når andet, skal vi også snakke lidt om uro«.

Ulla Fauske peger på tavlen og taler samtidig med høj og tydelig stemme ud mod eleverne.

»Sprog har noget at gøre med, hvordan man opfører sig. Sprog kan være noget, der kommer ud af munden. Hvad kan sprog ellers være?«

Flere elever rækker hånden op.

»Det kan være et andet sprog«, foreslår en af eleverne. Læreren giver eleven ret og morer sig lidt over svaret, før hun går videre til den næste elev, der siger »kropssprog«.

»Hvad er kropssprog?«

Igen rækkes hænder op, og der begynder en længere snak om negative attituder, aggressiv adfærd og sammenhæng mellem kropssprog og talesprog.

Masser af opmærksomhed

Ulla Fauske taler, så alle eleverne nemt kan høre hende. Hun går rundt i cirklen i midten og takker alle, der bidrager med svar eller optræden i rollespil, kommenterer alle udsagn, benytter billedsprog, konkluderer, før et emne forlades, viser, hvad der tales om, med mimik og ageren. Og hun nævner alle eleverne ved navn.

Resultatet er en rolig time med masser af elevopmærksomhed. Forbavsende meget, mener Ulla Fauske.

»Det er en klasse med mange udfordringer, og kort før vi begyndte, flippede en af eleverne ud, og det endte med, at han græd. Det mærkede vi ikke andet til, end at han ikke var så meget med«, siger hun.

Ulla Fauske er AKT-lærer (adfærd, kontrol, trivsel) på Havbakkeskolen i Als ved Mariager Fjord. Ud over at holde klassemøde har hun eneundervisning med nogle af eleverne, og et par af dem mødes hun også med for at tale om tilværelsen, og hvad der sker i skoletiden.

»Det er et fantastisk dejligt job, men jeg vil vove at påstå, at jeg brugte de samme teknikker, dengang jeg var almindelig lærer. Uanset hvilken lærerrolle du har, skal du forholde dig til dine elevers og dine klassers trivsel«, siger hun.

Trivsel og faglighed

Holdningen på Havbakkeskolen og i Mariagerfjord Kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) er, at det er bedst at beholde elever med psykiske diagnoser eller med adfærdsproblemer i de almindelige klasser, så længe de trives og er i faglig udvikling.

På den måde hænger trivsel og rummelighed nøje sammen.

»Det er ikke et mål i sig selv at være så rummelige som muligt, men ved at lærerne i klasseteamet arbejder sammen og har mulighed for egen faglig udvikling og vejledning fra AKT-lærer og PPR kan vi nå resultater, der skaber en bedre klasse for alle«.

Havbakkeskolen arbejder med LP-modellen, hvilket smitter af på hele den pædagogiske tænkning. Også på et emne, der optager Ulla Fauske meget: Hvordan en lærer takler børn, der udfordrer ham eller hende.

»Det gælder om at have struktur på sin undervisning og have mange relationer til eleverne. Jeg skal som lærer interessere mig for de børn, der udfordrer mig. Jeg skal vide, at Martin har været til optimistjolle i går, så jeg kan spørge om, hvordan det gik, når jeg møder ham på gangen«.

Skolens intention er, at alle elever skal ses. Ingen må have en skoledag uden at være blevet talt til af en voksen.

Besøget hos mormor

»Om det er på vej til en time eller et andet sted, er ligegyldigt, men som lærer skal man huske at spørge, hvordan besøget hjemme hos mormor gik i går. De elever, der udfordrer en mest, er dem, man skal få den første relation til i en klasse. Har man en relation, er det meget nemmere at få en elev til at gøre noget. Se dem, lyt til dem og vis interesse for skateboard, fodbold, og hvad der ellers skal til«.

Når man er i spil med eleverne, som Ulla Fauske kalder det, er der grundlag for et godt læringsmiljø. Børnene har en oplevelse af at betyde noget, af at være en del af et fællesskab og af at blive set.

»Det får børn og for den sags skyld alle mennesker til at vokse og til at opleve, at de betyder noget. Så vil man gerne opfylde de forventninger, som læreren har til en«.

Når læreren har problemer med at holde ro i en klasse, er det svært at få overskud til at opbygge relationer. Derfor er klasseledelse en nøgle til rummelighed.

»Jeg håber ikke, at der findes skoler, hvor en lærer står alene med en klasse. Der skal være mulighed for at hente hjælp i klasseteamet eller hos AKT-læreren. Er der det, kan man i fællesskab finde ud af, hvordan man bedriver klasseledelse. Hvordan eleverne skal opføre sig i timerne og i forhold til hinanden«.

Den positive historie

Denne morgens time i 5. klasse viser, hvad Ulla Fauske mener med klasseledelse. Læreren skal fortælle eleverne, hvad der skal ske, og hvad målet med timen er. Læreren skal også være parat til at bruge sin intuition og ændre planer, hvis situationen kalder på det. Læreren skal vise, at hun eller han ved noget, som eleverne ikke ved, og som de skal interessere sig for.

»Alle klasser har brug for, at deres lærere udøver klasseledelse, og alle klasser har brug for trivselstiltag og for at få lagt en social årsplan. Ellers vil der sidde nogle elever, som ikke bliver set. Skal du sikre alle elevers positive udvikling, bliver man som lærer nødt til at være tæt på dem«.

Klasselærer Anne Holmriis og Ulla Fauske får efter timen en samtale om forløbet og om eleven, der havde en dårlig morgen. Tonefaldet er nøgternt og holdningen vurderende. Resultatet var okay, og det følger den plan, der er lagt, og som går ud på at få eleverne til at tale pænere til hinanden og at få pigegruppen til at fungere bedre.

Før de går fra hinanden, vender de et par episoder, som de syntes fungerede rigtig godt.

»Det tror jeg er meget vigtigt«, siger Ulla Fauske. »Tænk sig, hvis vi noget oftere kan slutte hver time med at sige til eleverne, at de har gjort det rigtig godt, og at det har været en fornøjelse at have dem. Og tænk sig, hvis man på lærerværelset bliver bedre til at fortælle de positive oplevelser om de elever, man er udfordret af. De gode historier smitter af på, hvordan lærerne har det med klassen, og hvordan den trives, og man får helt sikkert lejlighed til også at fortælle, når et eller andet ikke har fungeret«, siger Ulla Fauske.

Hun har været lærer i 35 år og taget en række kurser med relation til trivsel og rummelighed og en AKT-læreruddannelse. Ud over at være AKT-lærer underviser hun i musik.