»Det, vi skal i gang med nu, er vores værksteder. Der er to drenge, der skal lave blækregning i værkstedet, og de ved det godt. I må gerne sætte jer sammen nede i det hjørne. Oppe i det her hjørne er der minier«. Læreren ved tavlen taler roligt og bestemt om, hvad der skal ske, og de fleste elever reagerer, som om de har forstået beskeden. De begynder at gå hen til deres værksted eller finder papirer frem. To piger skal lige have styr på, hvad de skal i gang med.

»Vi skal også lave blækregning!«

»Så sætter I jer ned til drengene. Blækregning foregår dernede. Minier heroppe. I kan også bruge klubben og hemsen«.

Videoen på pc-skærmen viser en helt almindelig hverdagssituation i en klasse, men for lærer Mette Vaaben og konsulent Anne Dalgaard Bunch er optagelsen et vigtigt element i en samtale, som de netop er begyndt på.

»Hvis du sammenligner med, hvordan eleverne tidligere opførte sig, når de skulle i værksteder, hvordan reagerer de så nu?« spørger Anne Dalgaard.

»Der er ingen modvilje«, svarer Mette Vaaben efter lidt betænkningstid.

»Et eller andet sted tror jeg, de kan lide den frihed, der er, selvom det for nogle af dem er en anledning til ikke at lave noget«, fortsætter hun.

»Jeg ser en gruppe børn, som gerne vil det«, siger konsulenten.

»Det har du ret i, men med forskellig motivation«, svarer Mette Vaaben.

»Selvfølgelig. Men de har fundet ud af, hvad det kræver af dem«.

»Det er der ingen tvivl om, men vi har også taget det op mange gange i slutningen af timen for at være sikre på, at de ved, hvad det går ud på«.

En tydelig lærer

Næste videoklip er fra timens begyndelse. Mette Vaaben står foran tavlen. »Godmorgen«, siger hun smilende. »Godmorgen«, svarer alle.

Herefter udveksles der endnu et godmorgen, efter at hver enkelt elevs navn er blevet nævnt, og alt, hvad der skal ske i timen, er blevet gennemgået og skrevet på tavlen.

»Hvad synes du om den start?« spørger konsulenten.

»Den er okay«.

»Ja, og det er en anden og meget mere tydelig Mette, vi ser her, end da vi begyndte. Der er en klar dagsorden, og eleverne ved, præcis hvad du vil med timen«.

»Ja, ja, men der er også gået et halvt år«, lyder Mette Vaabens kommentar.

Det er fjerde gang, læreren og konsulenten ser videooptagelser sammen efter et undervisningsforløb. Hver gang har Mette Vaaben fået et godt udbytte.

»Det er rigtig rart, at der bliver sat fokus på noget helt konkret. Efter undervisningen kan jeg jo ikke huske, hvordan jeg agerede i en bestemt situation. Om jeg smilede, vendte mig væk, eller hvad jeg nu gjorde. Det ser man i de videoklip, vi snakker ud fra. På den måde får vi et fælles udgangspunkt for samtalen. Det virker også meget stærkt, når man får ros for noget, som udspiller sig lige foran øjnene«, siger Mette Vaaben.

Hun er lærer på andet år og ansat på Sophienborgskolen i Hillerød. Det første år var fint, men i perioder overvejede hun alligevel at finde en anden levevej, fordi det var svært at forholde sig til de mange elever og forældre.

»Jeg har linjefag i matematik og naturfag og fik derfor mange klasser til at begynde med. Samtidig lagde jeg det meste af min energi i de yngste klasser, fordi eleverne og jeg var fælles om at være nye. Da så min 4. klasse viste sig at danse på væggene i mine timer, fik jeg problemer«, fortæller hun.

Det virker - men du skal selv yde

Da skolen indledte et samarbejde med konsulenterne Anne Dalgaard Bunch og Annette Thye fra firmaet KiP-Learning, syntes Mette Vaaben, at det kunne være spændende at få hjælp fra dem.

»Det har virket«, lyder Mette Vaabens konklusion.

»Men kun fordi jeg også selv har ydet en indsats. Man skal være åben og parat til at yde noget, hvis supervision skal føre til resultater«.

Konsulenterne har hjulpet Mette ­Vaaben til at se de positive sider af sin ­måde at være lærer på.

»Jeg er tilbøjelig til at se det, der ikke lykkes i min undervisning. Hvis fem elever ikke har været med i en time, er det dem, jeg har i tankerne bagefter, og det er meget nemt at sige til sig selv, at det hele er mislykkedes. Konsulenterne har derimod set de 19 elever, der har været aktivt med, og når de har vist det på video, har det været med til at ændre mit syn på undervisningen«.

Når hun i dag er overbevist om at ville fortsætte som lærer, hænger det sammen med supervisionen.

»Konsulenter udefra kan jo kun bede om at se ens ur for bagefter at fortælle, hvad klokken er. Men det har alligevel været rigtig godt, for jeg har savnet den supervision, vi fik i praktikperioderne under uddannelsen, og fordi det er godt at have nogen at tale med om de konkrete forløb. Det er et privilegium, at der sidder en person i lokalet, som kun har til opgave at hjælpe dig til at blive en bedre lærer«.

Jan Kaare

»Burde de nye lærere ikke have fået kompetence til at gennemføre under­visning gennem årene på læreruddannelsen? Jo, men fakta er, at nye lærere har et udtalt behov for at få hjælp til at analysere deres praksisoplevelser for på den måde at få greb om arbejdet« Konsulent Anne Dalgaard Bunch, KiP-learning