Skatersko, gummisko, høje sko og støvler. 5. klasse har studeret deres fodtøj og tegnet det fra flere vinkler. Nu er de ved at omdanne tegningerne til trykplader, og nogle er klar til at få fingre i trykkemaskinen. Øvelsen i at se er blevet til en øvelse i at forenkle, og nu skal der komme et produkt ud af det. »I presser en god, stor klat tryksværte ud på glaspladen, og så kører I valsen frem og tilbage på pladen, så det bliver godt fordelt«, forklarer billedkunstlærer Alice Carlslund, mens hun klemmer på tuben, og den ramme lugt af tryksværte breder sig. Pladen glinser af blank, sort farve, og den smaskende lyd af valsen, der ruller i den tykke sværte, begynder. »Hvem tør lægge tryk til?« Seks fingre stryger i vejret, og Nana får til stor fortrydelse for de andre lov til at starte. »Du er altid så heldig ...«. Nana henter sin papplade, hvor hun har tegnet en tegning af sin snøresko op med tyk lim. Hun ruller forsigtigt valsen hen over trykket, men får besked på at trykke til og køre helt ud over alle kanter. Efter et par rul bliver hun mere modig og kører lystigt mere på. Klassen har været i gang med skoprojektet en måned. De begyndte med at se på deres sko og langsomt tegne, hvad de så. Efter flere forsøg har de tegnet blyantstegningen op med tusch og forenklet den, så de kunne overføre den til en papplade og forsigtigt tegne konturerne op med flydende lim. »Det er meget vigtigt, at eleverne lærer at se rigtigt. Man siger, at børn i dag er så gode til at se billeder. Men de skal tvinges til at se langsomt, så de virkelig observerer. Det gør dem også bedre til at se og afkode resten af verden«, siger billedkunstlærer Alice Carlslund. Billedkunstfaget skal give børn visuelle kompetencer. De skal lære at afkode og læse billedsprog, ligesom de skal kunne kommunikere visuelt. »Det verbale sprog kan ikke beskrive alting. Derfor skal børnene lære at bruge billeder til at kommunikere med og at forstå andres kommunikation i billeder. Det handler i virkeligheden om at kunne fungere i et demokratisk samfund - for det kan man ikke, hvis man ikke er i stand til at afkode de symboler, man bliver præsenteret for«.

Kreativitet kræver redskaber

Nana er færdig med tryksværten og har lagt et stykke ru papir over pladen. Et ekstra stykke pap bliver lagt ovenpå, og med alvorlig mine bærer hun værket hen til trykpressen. »Så får I chancen for at finde ud af, hvad den her mærkelige maskine, som I har spekuleret på i fem år, skal bruges til«, griner Alice Carlslund og viser, hvordan man drejer håndsvinget. Nanas makker Cecilie drejer jernhåndtaget, og med en hvinende syngen kører snøreskotrykket mellem presserullerne. Ud kommer en fladere udgave, og Nana kan meget forsigtigt og med stolt mine trække papiret af pladen. Det er klar til at blive hængt op, og de andre klapper. Ikke alle er nået så langt som Nana. Et par drenge og en pige skal vente på, at limen tørrer, og i mellemtiden får de lov til at tegne. De løber op til det fælles bord, hvor de slår op i hver deres lyserøde mappe. Her kan de se, hvad de har skrevet, at de gerne ville lære i billedkunst. Nataschja ville lære at tegne fantasidyr, og Alice Carlslund anbefaler hende først at tegne noget, hun kender, så hun kan blive god til at tegne almindelige ting først. Så Nataschja bliver omhyggeligt placeret på en stol med lyset skråt fra ryggen og en passende afstand til en gryde, som hun nu skal få ned på papiret. »Du skal tegne det, du ser, og ikke det, du tror, du ser«, lyder beskeden. »Man kan ikke bare sige til folk, at de skal være kreative. Man må give dem redskaber til at være det. Og det er det, vi gør i billedkunst - giver børnene værktøjer til at kunne arbejde kreativt og bruge de kendte former til at skabe noget nyt«, mener Alice Carlslund. De lyserøde mapper fungerer som portfolier for børnenes læring. For Alice Carlslund er det et spørgsmål om at gøre eleverne bevidste om det, de lærer, og få dem til at se, at de bliver bedre. Børnene har selv sat egne mål, og undervejs kan hun så tale med dem om, hvor langt de er nået. »Det er vigtigt, at børnene selv er bevidste om processen, men ligefrem at teste eleverne ville være helt hul i hovedet, for når det kommer til kreativitet, er der netop ingen færdige løsninger, man kan måle«.

Skoens liv

Med tyve minutter tilbage får 5. klasse besked på at rydde op, og lynhurtigt er tegnepapir, trykvalser og plader pakket væk. Nana og Cecilie nåede lige at få trykt deres sko på farvet plakatpapir, udvalgt efter hvilke farver der passer til deres skos årstid. Cecilie er ikke helt tilfreds med tryk nummer tre, som har fået for meget sværte, og hun og Nana diskuterer, hvad de skal gøre for at få det helt perfekt næste gang. »Hvad kan man bruge sko til?« spørger Alice Carlslund, og en sværm af fingre ryger i luften. »At gå med. At sparke med. At danse med« lyder buddene. »Og hvad med italienske sko?« spørger én. Alice Carlslund taler med dem om, hvad italienske sko er, og et par af pigerne får som opgave til næste gang at spørge deres mødre om, hvad der er specielt ved italienske sko. »Kender I nogle eventyr med sko?« spørger hun så. »Der er et græsk et med en, der har vinger på skoene - Hermes«. »Og Askepot, der tabte glasskoen klokken tolv«. »Og der er også den med ham, der kan ønske alt muligt, fordi han har fået nogle mærkelige sko ...«. Timen er gået, og eleverne får til opgave at gå hjem og finde billeder af sko på Google, som de kan snakke om næste gang. På vejen ud kommer en til at skubbe til en piedestal dækket af mørkeblåt velour og en blondeserviet med et par gamle støvler placeret på toppen. »Hov, det er mine støvler, dem skal vi snakke om næste gang«, råber Alice Carlslund, og drengen griner. I næste uge skal der nemlig diskuteres billeder, og opsætningen skal være afsæt for et kig på van Goghs gamle støvler. »Når de har fået et grundlæggende kendskab ved at prøve at se og tegne og trykke selv, kan vi gå i gang med at tematisere. Nu skal vi se på andre billedfremstillinger af sko næste gang. Og så kan de gå i gang med at tænke og skabe kreativt. Fortælle historien om 'Mit liv som sko', eller 'Hvordan ser mine lykkens galocher ud'. De grundlæggende værktøjer giver dem basis for at tænke kreativt«.