Tænk hvis en lærer var en person omgærdet af respekt og accept. Tænk hvis det var almindeligt kendt, at lærere er professionelle og dygtige til deres job? Jeg ved, at skolerne bugner af kompetente lærere, for de er mine kollegaer. Jeg ved også, at samme kollegaer elsker deres job og vil gå meget langt i arbejdet omkring deres elever. Jeg er derimod ikke altid så sikker på, at samfundet omkring os er helt klar over det.

Forleden omtalte en veninde (der ikke er lærer) sin søns lærer som et umuligt og håbløst uprofessionelt menneske. Læreren havde i en time bedt nogle forstyrrende elever om at forlade klassen, så de andre elever kunne få en besked. Min veninde så det som et stort problem, at læreren havde udelukket børn fra fællesskabet ved at sende dem uden for døren. Der skulle i stedet være brugt tid på at tale børnene til ro. Hun har naturligvis, som den interesserede forælder hun er, taget kontakt til læreren og fortalt denne, at hun og hendes mand ville have taklet situationen anderledes.

Behøver jeg at nævne, at hendes egen søn var en del af den gruppe, der blev sendt på gangen et øjeblik, og at det netop var fra sønnen, hun havde historien?

Ovennævnte er ikke en særlig situation. Dagligt hører jeg om henvendelser fra interesserede og opbakkende forældre, der har forslag og ændringer til, hvordan dagligdagen i klassen skal forløbe.

Der var engang, hvor der ikke blev sat spørgsmålstegn ved det, lærerne sagde og gjorde, og det undrer mig indimellem, hvad der har gjort, at der i dag er helt utroligt mange mennesker, der mener at have den rigtige opskrift på, hvordan vi skal udføre vores job.

Jeg er klar over, at eleverne hjemme er enestående guldklumper, men i skolen har vi desværre hverken tid eller resurser til at give dem alle særbehandling hele tiden. Eleverne er vores job, og vores opgave er først og fremmest at give dem noget faglig viden, men også at få dem til at fungere som en gruppe, og måske er sidstnævnte en af vores sværeste opgaver. Mange elever er enere, der er vant til at blive set, hørt, lyttet til og føjet. Når de så skal dele opmærksomheden og tiden med 24-25 andre børn, der også er vant til at blive set, hørt, lyttet til og føjet, så sker der noget.

Som professionelle, kompetente lærere klarer vi langt det meste i skolen, men indimellem er vi nødt til at gøre brug af forældresamarbejdet for at finde en fælles løsning, så børnene får en god og positiv oplevelse af at gå i skole. Og her tænker vi på alle børnene. Alt for mange mindre synlige børn lider under den opmærksomhed, der bliver taget fra dem af deres mere synlige kammerater.

»Han keder sig, giv ham flere udfordringer«, »Måske er du ikke inspirerende nok«, »Hun prøver bare grænser af, det er helt naturligt«, »Er alle børn i den alder ikke sådan?« og favoritten: »Jeg var også sådan som barn«. Der er muligvis sandhed i udtalelserne, der alle er hentet fra forældresamarbejde, men ingen af dem hjælper mig nærmere spørgsmålet om, hvordan jeg skal arbejde med enere i en gruppe, hvis der ikke er forståelse for det i enernes bagland?

Hvad skal jeg gøre, når det forventes, at jeg tilrettelægger sær-undervisning til synlige børn, der muligvis keder sig lidt en gang imellem? Og hvad skal jeg stille op med de kritiske blikke, jeg bliver genstand for, når jeg forsigtigt påpeger, at jeg i min ubeskrivelige naivitet ser en forskel på at være ansat som underviser og som servicemedarbejder?

Mette Hylleberg er lærer