»Guten tag, ich bin Frau Janlow!«

Danske Jane Janlow er ikke længere bare »Jane«, som hun var for sine folkeskole-elever hjemme i Danmark. Siden august sidste år har hun undervist 8.- og 9.-klasserne i tysk på Darwin High School i Australien, hvor tonen er en anden, og meget ikke er som i Danmark.

»Jeg er vant til at være Jane og ikke Frau Janlow, så alene den distance i sproget gør jo, at man lige nøjagtig ved, hvem der er hvem. Hierarkierne fungerer fint her, men det gør de jo også i Danmark, hvor alle udmærket ved, hvem der er læreren, og hvem der er eleven, men det foregår med en anden tone og en anden baggrund her i Australien«.

At hun er havnet i Darwin, der med sine 80.000 indbyggere er den største by i Northern Territory, den nordligste af Australiens otte stater, skyldes hendes mand, Jens Tolstrup. I 2004 sagde han ja til at lede statens kriminalforsorg i fire år. Jane og parrets to teenagesønner syntes, det lød spændende, og fulgte med down under. Heldigvis stortrives hele familien her i det tropiske klima, der byder på vajende palmer, saltvandskrokodiller, dagtemperaturer på 32 grader og en luftfugtighed på 90 procent, hvilket gør air-condition uundværlig.

»Det meste her er modsat i forhold til Danmark. Der er kondensvand på ydersiden af ruderne, vandet drejer den modsatte vej i vasken, man kører i venstre side, og alt er anderledes. Men det er jo en del af oplevelsen og det, der er det sjove ved at bo et andet sted«, understreger Jane Janlow, der også er meget glad for sit job og de mange nye udfordringer.

Slåskamp om magten

Ud af sine tyve år som lærer i Danmark har Jane undervist i tysk i de fem, men at være dansker og undervise i tysk på engelsk gav anledning til »sprogforvirring og nogle pudsige udtryk fra min side«, mindes Jane. Heldigvis tog hun det med et smil og indrømmede blankt, når der »gik ged i det«.

»Det har ikke været opnåeligt/muligt for mig at bruge min rutine, som jeg normalt ville have gjort, fordi jeg har skullet koncentrere mig så meget om den sproglige levering. Det er en stor udfordring at undervise på et fremmedsprog, men nu slapper jeg lidt mere af og er ikke længere bange for at begå fejl«, siger den danske lærer, der også nu har langt nemmere ved at gennemskue og acceptere den rollefordeling, der er mellem lærer og elev.

»I starten opfattede jeg det som en slåskamp om magten, men det hænger jo sammen med, at der er tale om sprogundervisning. Traditionelt vejer sprog ikke så meget som engelsk, matematik og science i elevernes og forældrenes bevidsthed. Australiere er ikke særligt motiverede for at lære andre sprog, for 'resten af verden taler jo engelsk'. Nu har jeg erfaret mig til nogle værktøjer, så det ikke længere er et problem«.

Jane Janlow anvender blandt andet storyline-metoden i sin undervisning, selvom den hverken er særlig kendt eller anvendt her.

»Det kan være svært på en high school at finde nye undervisningsmetoder, fordi curriculum skal holdes, og fordi systemet er temmelig firkantet. Alle ved, hvad alle skal, det er bare at slå op i en bog, hvor det hele er beskrevet i en noget strammere version af 'Fælles Mål' i form af 'assessment-schedules'«.

Mundtlig indsats tæller ikke

Hvert semester får eleverne hver især et mål, som nøje forklarer, hvilke skriftlige opgaver de skal aflevere og hvornår. Lærerne underviser så frem til de opgaver og giver tid til, at de bliver løst og afleveret. Dernæst går læreren i gang med næste del af det planlagte pensum.

»Det danske system virker mere fleksibelt, og den enkelte lærer har bedre mulighed for at sætte sit præg på undervisningen. Her er det, som om vi kapper skalpen af eleverne og så propper en masse viden ned i hovedet på dem, hvorefter vi sætter skalpen på igen«.

Danske lærere vil genkende dette system som den gamle »tankpasser-model«, påpeger Jane Janlow og understreger, at i Danmark er lærere mere vant til at have eleverne som medspillere i klassen.

»Hjemme tæller den mundtlige del af undervisningen jo lige så meget som den skriftlige. Eleverne får karakter for deres 'mundtlige indsats'. Hvor gode er de til at være problemgennemskuende, problemløsende, og hvordan arbejder de i gruppen? Det er vigtige faktorer i vores bedømmelse af eleverne i Danmark, men det er det ikke her. Her er der heller ikke den samme tradition for at være sammen i klassen og diskutere. Det anses ikke som betydningsfuldt, og eleverne er kun interesserede i resultatet af deres skriftlige prøver«.

Elever kæmper mod systemet

Som hun ser det, er den største forskel mellem den danske folkeskole og systemet her, at lærerne ikke er der for elevernes skyld, men for at systemet kan fungere.

»Det får vi det til ved at være her alle sammen, men det er ikke et spørgsmål om at få den enkelte elev sat i centrum og give eleverne mulighed for at forvalte et ansvar for egen læring. Ikke sådan at forstå at eleverne skal bestemme det hele, for sådan er det jo heller ikke derhjemme. I Danmark har vi vores ramme, og så er det vores opgave at få eleverne til at fungere som mennesker, der udvikler sig og lærer via demokratiske læringsprocesser, hvor man bliver hørt«.

I Australien er det ikke hendes indtryk, at de unge mennesker føler sig hørt, for hvis de gjorde det, tror hun, de ville bruge mindre tid på at lave ballade.

»De fighter systemet, fordi de ser det som en modstander og ikke som en medspiller«.

På spørgsmålet, om hendes danske baggrund ikke byder hende at forsøge at ændre på det i sin egen undervisning, svarer hun:

»Jo, det er det, jeg prøver på«.

Desværre ikke med det store held. Før alle gik på sommerferie i december, ville hun have udarbejdet en årsplan sammen med eleverne. De skulle være medbestemmende på to ud af fire temaer for næste skoleår.

»Eleverne er fløjtende ligeglade med medbestemmelse, for de har aldrig før haft den mulighed. Og med sådan en situation bliver det endnu mere tydeligt, hvad det er for et system, de arbejder under. Det er meget frustrerende, for jeg er vant til medspillere og er ikke vant til at blive set som en modstander«.

Strenge regler

Hjemme var Jane Janlow heller ikke vant til en totalt anti-berøringspolitik, men her er parolen: Du må aldrig røre en elev.

»Ikke engang en hånd på en skulder, for det kan blive misforstået på mange måder, og hvis pludselig én bliver krakilsk og ser en berøring af en skulder eller et opmuntrende klap, kan det føre til en retssag. Her kan den enkelte lærer blive retsforfulgt, og der er ikke et beskyttende system som i Danmark, hvor jeg da jævnligt har oplevet at få et knus af en elev, eller hvor jeg sagtens selv kunne lægge en arm om en skulder og give et kram«.

Omvendt er Jane Janlow opmærksom på, at problemet også eksisterer i Danmark, især set i lyset af de mange sager om pædofili, der har været.

»En del mandlige lærere i Danmark har nok følt det, som jeg føler det her i det system, hvor man kan blive mistænkeliggjort. Man gør meget for at holde sin ryg fri og er meget påpasselig med ikke at gøre de forkerte ting, da man lynhurtigt kan få et eller andet anbragt på sig, som kan være svært at komme af med igen«.

Ikke at Jane Janlow som sådan har følt sig observeret, men hun erkender at have haft enkelte »hændelser«, hvor hun føler, hun har »overtrådt en eller anden regel«, men heldigvis har hun ikke fået nogen klager. Heller ikke over sin påklædning, som skal følge det regelsæt, Management Behaviour Policy, hun fik udleveret ved sin ansættelse. Det forklarer, hvordan man opfører sig, hvordan man omgås, hvordan man er klædt, og selvom termometeret viser 34, er der ikke noget med klip-klapper, løse slå om-nederdele og spaghetti-stropper.

»Det synes jeg egentlig er noget af det gode. Vi har haft nogle problemer i Danmark, som vi kunne have undgået, hvis vi havde taget os sammen og lavet restriktioner for, hvordan for eksempel små piger på ti år i 4. klasse kan se ud«.

Den slags undgår man behændigt her, da eleverne går i uniform på langt de fleste af landets skoler, offentlige som private, og typisk til og med 7. skoleår.

I Australien begynder børnene at gå i skole et år tidligere end i Danmark.

8.-9. klasse kaldes Junior High og 10.-12. Senior High, det svarer til dansk gymnasium.

Et skoleår består af to semestre og fire terms (halve semestre).

Årstiderne er omvendte i forhold til de danske, og skoleåret slutter før jul, hvorefter den lange sommerferie holdes før oprykning til næste klassetrin.

Lærerlønnen er lidt mindre end i Danmark, men prisniveauet og skatten er lavere i Australien.

Darwin High School har 1.280 elever fra 8.-12. skoleår og 100 lærere.

Skolen tilbyder 200 fag, rummer 15 labs - heraf ni science-labs og seks computer-labs.

Skolerne lægger ikke deres egne skemaer, det er et centralt styret system.

Lærerværelserne er mindre enheder for hvert fakultet. Her har hver lærer sit skrivebord på et mindre, fælles kontor, hvorfra de også er tilgængelige for eleverne. Det centrale lærerværelse kommer Jane Janlow kun på om fredagen, når der er »Social Club«, og alle nyder et glas champagne.

En lektion er på 50 minutter.

Fra 8. skoleår skal eleverne på Darwin High School ikke længere bære skoleuniform.

Klasselærertanken, og at »kun få lærere arbejder sammen om én gruppe«, eksisterer ikke her, men er på vej ifølge Jane Janlow. Fra 1. januar 2007 følger Northern Territory i andre australske staters fodspor og indfører Middle Schooling, et læringssystem, der pædagogisk og metodisk retter sig imod 7.-9. klasse.

Eleverne har ikke et fast klasselokale, men går fra lokale til lokale, afhængig af hvilket fag de skal have. Lærerne underviser fra samme lokale.