Styrk samarbejdet
Mange forældre og elever oplever samarbejdet konfliktfyldt
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det hører til de faste rutiner på danske skoler, at der bliver indkaldt til skole-hjem-samtaler og forældremøder. Der bliver afholdt valg til skolebestyrelser, valgt forældrerepræsentanter for de enkelte klasser, afholdt sociale arrangementer, hvor forældre, børn og lærere deltager, og så videre. At der skal samarbejdes mellem skole og hjem, anses tilsyneladende så naturgivent i dansk skoletradition, at de involverede sjældent stiller spørgsmål ved formålet med de enkelte samarbejdsformer. Men hvis man spørger de forskellige deltagere om deres oplevelser, får man ofte meget forskellige svar. Og for mange forældre og elever står det ikke blot uklart, hvad formålet er, men samarbejdet opleves også til tider konfliktfyldt. Begrundelserne er mangeartede - og ofte modsatrettede. Vi mener, at de vigtigste tre punkter må være: Sæt barnet i centrum: Samarbejdet skal ikke blot ses som en skole-hjem-relation, men som en barn-voksen-relation. Undersøgelser viser, at børn oplever, at der ofte bliver talt hen over hovedet på dem, og at de ikke har mulighed for reel feedback. De oplever, at de ikke er med til at sætte dagsorden. »Styrk kulturmødet: Skole-hjem-samarbejdet skal være med til at styrke kulturmødet mellem forskellige kulturer og sociale grupper. En opgave folkeskolen skal genopdyrke, så den ikke bliver en skole for individualister. Styrk demokratiforståelsen: Skolen skal styrke forståelsen af demokratiet i den måde, man møder forældrene og deres børn på. Her må undersøges, hvordan repræsentation i skolen bedst virker ved at gentænke demokratitanken i det nære. Vi mener, det er vigtigt at undgå at styrke forældrene som forbrugere af skolens aktiviteter (børns skolegang er ikke en vare) og at undgå at misbruge skole-hjem-samarbejdet til social disciplinering/afretning af forældre (som for eksempel at fjerne kontanthjælpen og at iværksætte forældreopdragelse af »de fremmede«).