Hvad har manden gang i? Har de sidste 30 års pædagogiske diskussioner været fuldkommen forgæves? Skal man definere forældrenes socialstatus, før man beslutter, om børnene skal have spanskrørs- eller rundkredspædagogik? Sådan spørger Lone Kühlmann i Politiken den 29. november 2007. Manden, hun refererer til, er en kommunalt ansat embedsmand med ansvaret for integration og undervisning af tosprogede elever. Han har i medierne i dagene inden sat spørgsmålstegn ved, om folkeskolens kritiske progressive pædagogik er velegnet til børn fra etniske minoriteter og den danske arbejderklasse i modsætning til middelklassens børn. Det er i hans optik forældres etnicitet og socialstatus, som skal være bestemmende for valg af pædagogik. Jeg undrer mig ligesom Lone Kühlmann, fordi jeg ser det som et problem, at tosprogede elever ikke er blevet undervist efter en kritisk progressiv pædagogik. For eksempel Osman og hans efterkommere.

Osman flyttede til Danmark i 1960'erne. Hans egne børns manglende succes i skolen blev i 1980'erne forklaret som værende et overgangsfænomen, fordi hans børn ikke var født i Danmark. Osmans børnebørn har lige så lidt succes med deres skolegang som deres forældre. Man kan ikke forklare den manglende succes hverken med, at børnene ikke er født i Danmark, eller med at forældrene ikke har gået i folkeskolen. Den kommunale embedsmand skelner imellem traditionel pædagogik i modsætning til kritisk progressiv pædagogik. Forskellen på disse pædagogiske retninger kan beskrives ved hjælp af forskelle på sprogsyn, kundskabssyn, læringssyn og syn på læreplaner. Sprogsynet i den kritisk progressive pædagogik er helhedsorienteret med fokus på indhold. Sprog forstås her inden for rammerne af sproglig mangfoldighed, hvor der skelnes imellem modersmål og andetsprog og undervisning i og på sprog. Har det sprogsyn karakteriseret den undervisning, som Osmans efterkommere har modtaget? Nok ikke. Kundskabssynet i den kritisk progressive pædagogik er dynamisk og katalytisk, eftersom erhvervelse af en ny viden skaber vilkår for at generere ny viden i interaktion med ligestillede med det formål at skabe stærke (empowered) og kritiske individer. Har det kundskabssyn karakteriseret den undervisning, som Osmans efterkommere har modtaget? Nok ikke. Læringssynet i den kritisk progressive pædagogik er interaktivt og kritisk kundskabsgenererende. Eleverne skal kunne relatere indholdet i skolen til deres egen gruppes situation og være i stand til at analysere de sociale spørgsmål, der påvirker deres eget liv, og eventuelt kunne ændre ved præmisserne på en demokratisk vis. Har det læringssyn karakteriseret den undervisning, som Osmans efterkommere har modtaget? Nok ikke. Når man når til synet på læreplaner, står det først for alvor dårligt til. I 20 år undlod Undervisningsministeriet at udstede læreplaner i dansk som andetsprog, og i dag er status for faget, at det er et timeløst fag. I 25 år undlod Undervisningsministeriet at udstede læreplaner for undervisning i modersmål. Et år efter udstedelsen blev rammerne ændret, således at kun efterkommere af (vest)europæere kan modtage gratis undervisning i deres modersmål. Interkulturelle læreplaner findes endnu ikke. At påstå at de læreplaner, som Osmans efterkommere er blevet undervist efter, skulle være baseret på kritisk progressiv pædagogik, er langt ude i hampen. Der er gode grunde til at undre sig over, hvad manden har gang i.

Bergthóra Kristjánsdóttir er lektor ved Professionshøjskolen København