Egentlig begynder Helen Akinyi Asewes arbejdsdag med første time klokken 8.00. Men hun møder på Migingo Primary School klokken 6.30. Sidste time slutter 15.30, men hun går aldrig hjem før 18.00 og nogle gange senere. Lørdag er ikke skoledag, alligevel arbejder hun den halve dag.

»Jeg kan godt lide at undervise. Jeg kan godt lide børnene. Og jeg mener, at undervisning er det mest ærværdige arbejde, der findes«. Sådan lyder den 45-årige lærers enkle forklaring. Kort og kontant, som alt hvad hun siger. Hun er vant til at tale til en klasse med over 40 elever, og hun er vant til at blive lyttet til.

Den første halvanden time er frivillig for eleverne, men mange kommer for at få hjælp til lektierne, ro til at læse eller bare et bord at skrive ved. Skolens elever kommer fra fattige fisker- og landbrugsfamilier, og hjemme er der hverken mad eller tid til lektier.

»Det er os lærere selv, der har besluttet, at vi vil være her for børnene før og efter timerne og om lørdagen. De er så mange i klasserne, at det er umuligt at lære dem det, de behøver«, fortæller Helen Akinyi Asewes.

Det er vigtigt at synge

Første time er matematik i 3. klasse. Eleverne står klar i tre rækker a 18 ved de slidte træpulte, da Helen træder ind i den hvide skolebygning. Pigerne i blå forklædekjoler og drengene i kakifarvede shorts og skjorter. Uniformer og skriveredskaber skal forældrene selv betale, så meget få er nye, og enkelte børn kommer uden uniform.

»Good morning miss teacher«, lyder det i kor, og timen er i gang. Helen forklarer, hvad emnet er, og eleverne svarer ved at gentage hendes sætninger.

Det handler om at trække fra, og hun forklarer og stiller dem regneopgaver, som de besvarer ved at række de korrekte antal træpinde i vejret, når de har talt sig frem på små snoresamlinger af pinde eller kapsler.

Indimellem stiller hun en opgave, som skal besvares af en enkelt, og samtlige elever strækker sig, så langt de kan fra pulten med hånden i vejret. Klassen genlyder af ivrigt knipsende fingre og »Teacher, teacher, teacher«.

Simon, der får lov til at komme op til tavlen, kan alligevel ikke svare og må sætte sig ned. Han får alligevel et taktfast klap fra alle for forsøget. Monica kan klare opgaven og får lov at danse en lille sejrsdans, mens de andre taktfast klapper »Well done, Monica«.

Ifølge Helen er det vigtigt at synge. »At synge sætter dem i den rigtige stemning. Nogle af dem har måske problemer derhjemme, men når de synger, glemmer de det«.

Regeringen indførte fri underskole for alle i 2002, så Migingo Primary School er vokset fra 500 til næsten 1.000 elever, men der er stadig kun 18 lærere til at tage sig af de 25 klasser. Det betyder, at der er over 40 elever i hver klasse, og at der kan være stort aldersspænd i klasserne, fordi nogle børn ikke har gået i skole i flere år, men er kommet tilbage, da det blev gratis. Det stiller ifølge Helen store krav til lærerens evne til at holde elevernes opmærksomhed.

Verber skal løbes ind

Næste time er kiswahili, som er Kenyas nationalsprog. De fleste børn i området er af Luo-stammen, og deres modersmål er derfor luo. Undervisningen foregår på engelsk fra 2. klasse. Men i 1. klasse bliver der talt luo, og eleverne har det også som et separat fag. Kiswahili-timen foregår på kiswahili, og eleverne lærer om verber. Læreren gentager hvert verbum et par gange og viser samtidig, hvad det betyder - at gå, halte, krybe eller fløjte. Og da de kommer til verbet »løbe«, får alle 45 elever lov til at løbe fra den ene ende af klassen til den anden og tilbage. De griner og fjoller, men i samme øjeblik hun klapper i hænderne, sidder de alle ned igen.

Hver time varer kun 30 minutter. Men Helen forklarer, at der skal ske noget hele tiden.

»Når maven knurrer, fordi man ikke har fået morgenmad, er det svært at koncentrere sig. Det er meget vigtigt, at der foregår aktiviteter undervejs. Derfor forsøger vi at lave noget fysisk indimellem. Det handler om at finde måder at gøre undervisningen elevcentreret på, selv med mange elever«.

Alle elever skal føle sig specielle

På samme måde mener Helen, at det er lærerens pligt at sørge for, at eleverne er glade for at gå i skole. Selv om det nu er gratis, skal der fortsat arbejdes for at få eleverne til at komme i skole i stedet for at blive hjemme og hjælpe til. I landområderne er der ikke mange sanktionsmuligheder, hvis eleverne ikke kommer i skole, så det gælder om at få dem til at komme af egen vilje.

»Man skal have det ansigt på, der tiltrækker dem. Nogle af dem er måske lidt tilbage eller har svært ved det, men de skal hver især føle, at de er noget specielt, for de er alle gode på deres egen måde. Det er vigtigt at have et inviterende ansigt på, selv hvis man er træt«.

Og træt kan man hurtigt blive, når man kommer ind i Migingos lærerværelse. Langs væggene har hver lærer sin egen papkasse med bøger, og på de fem borde, hvor lærerne kan sidde i spisepausen og efter timerne, ligger stakkevis af elevhæfter og venter. I engelsk, som Helen underviser i, har eleverne stileøvelser fra 4. klasse, og i 8. klasse afleverer de tre gange om ugen. Det bliver til mange stile at rette i spisepausen og om eftermiddagen.

Men stilene får også smilet frem på Helens mund. To af stilene er rigtig gode, og hun viser dem til en kollega.

»Nogle af disse børn har en rigtig god fantasi. Det er det hele værd at undervise. For man ser virkelig resultaterne af det, man gør«.

Helen har altid vidst, at hun ville være lærer. Begge hendes forældre var lærere, så der var ingen tvivl i hendes sind om, at hun skulle på den toårige læreruddannelse. Hun har undervist i 16 år og halvdelen af dem på Migingo. De sidste fem år har hun desuden arbejdet for lærernes fagforening Kenya National Union of Teachers som tillidsmand og kontakt til det lokale kontor.

Rejsen til Kenya var finansieret af Ulandssekretariatet