Søren Kaae Pedersen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Søren Kaae Pedersen, Seminarieskolen i Aalborg, er død, 36 år. Søren var som så ofte før ude at motionere, da han pludselig faldt død om. Søren var en utrolig omsorgsfuld og favnende mand. Han var utrolig opmærksom på kollegers og elevers sindsstemninger og spurgte altid ind, hvis han kunne se, man var tynget af noget. Søren var også en humoristisk mand. Smilet var altid på spring sammen med en hurtig bemærkning. Spændt fulgte vi alle med på intranettet, da Rikke lå med veer, hvor Søren holdt os alle detaljeret informeret om forløbet. Det var næsten som at være der selv. Ingen tvivl om, at Sørens nye familie fyldte meget i hans liv, hjerte og sjæl. Søren havde aldrig været lykkeligere end i dette sidste stykke tid af sit liv. For Seminarieskolen er det et stort, stort tab. Både fagligt og personligt. Sørens kærlige personlighed og varme væremåde vil blive dybt savnet på Seminarieskolen af både lærere, elever og deres forældre.

Kollegerne på Seminarieskolen i Aalborg