Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg var ret god til undervisningslære på seminariet. Jeg kunne ryste planer med mål, indhold, metode, materialer og selv evalueringsform ud af ærmet. Det var ingen sag. Problemerne begyndte først, da jeg som ung, kåd lærerspire skulle afprøve planerne i den skinbarlige virkelighed.
Jeg begik en del fejl. Var lidt for kammeratlig over for eleverne, kom på kant med nogle midaldrende, kvindelige kolleger, der var gift med betydningsfulde mænd, og ragede uklar med en pæn manufakturhandler, der var far i min klasse.
Men planer var ikke noget problem. Det er nemt, når man lige er kommet ud fra seminariet. At blive en god lærer tager imidlertid mange år. Jeg tror, jeg blev en habil lærer efter 10-12 år i folkeskolen.
Metodefriheden er nerven i lærerjobbet, og gode undervisningsmidler er nødvendige redskaber til udførelse af lærerens metiér. Begge forudsætninger har det for tiden skidt.
Desuden er kritisk refleksion og en solid læreridentitet en forudsætning for at håndtere de ustandselige dilemmaer, som en lærer i folkeskolen udsættes for. Den gode lærer skal kunne etablere et nært forhold til sine elever og vise dem tillid, men samtidig kunne distancere sig. Han skal kunne tage sigte på det faglige indhold og samtidig have øje for den sociale og personlige udvikling. Kunne skælde ud og trøste. Være åben, men fast. Kunne planlægge sin tid, men ikke lade sig styre af kalenderen. Være visionær og holde benene på jorden. Tænke på sine egne professionelle og faglige interesser, men samtidig være loyal over for helheden. Være dynamisk, men også eftertænksom.
Nu skal alle lærere til at være seminarister igen. Vi skal genopdrages i en ny ensrettet, vesteuropæisk uddannelsesorden med mål- og processtyring og produktkontrol. Den nye orden skal vistnok sikre, at samfundet ikke overrumples af de asiatiske økonomier. Ganske ligesom Østtyskland i sin tid brugte skolen til at hale ind på Vesttysklands teknisk produktive forspring. Visse uddannelses- og skolepolitiske initiativer giver ironisk nok og med skam at melde mindelser om den tidligere diktaturstat.
Aldrig har jeg skullet leve med så mange mål og planer, skemaer og formularer. Bevares, det er nemt nok, hvis man har tid. Det er jo ligesom på seminariet. Men kan min dyrekøbte lærererfaring ikke bruges bedre?
Erik Schmidt
