Bag voldene i Fredericia ligger Købmagergades Skole. En ganske almindelig kommuneskole bygget i begyndelsen af 1900-tallet. Her har man i de senere år gennemført et forsøg med en international linje, hvor en del af undervisningen varetages af indfødte engelske lærere. Dette forsøg er netop blevet grundigt evalueret, og det har givet overraskende resultater. Den internationale linje er et tilbud til alle kommunens elever i 7.-9. klasse. De fleste har måttet skifte skole for at vælge den, så de er på forhånd højt motiverede. Klasselæreren er dansk, og det samme er lærerne i de kulturbærende fag: historie, samfundsfag og kristendomskundskab. Men de naturvidenskabelige fag foregår på engelsk med lærere, som er uddannet til at undervise i to fag på »secondary level«. Undervisningen følger Fælles Mål, og eleverne går til danske afgangsprøver. Derudover arbejdes der på at give eleverne mulighed for at gå op til en ­GCSE-eksamen - General Certificate of Secondary Education - som svarer til 1.g-niveau. Der anvendes både engelske og danske undervisningsmaterialer. »Fredericia-modellen« er strengt taget ikke international, men derimod halvt dansk og halvt engelsk. Der er ikke noget samarbejde med skoler i andre lande, heller ikke engelske, og der er ikke mere international dimension i undervisningen end på så mange andre skoler. Og hvad er der så kommet ud af det? Eleverne er selvfølgelig blevet gode til engelsk, men det er faktisk ikke det udbytte, de selv og ledelsen og lærerne fremhæver som det vigtigste. Det er derimod, at de internationale klasser har en anden læringskultur end almindelige klasser. De engelske lærere er ambitiøse på deres fags vegne, de forventer virkelig noget af deres elever. Og det får eleverne til at oppe sig: De læser lektier, de møder velforberedte, og de er aktive i timerne. Alle bliver løbende testet ligesom i de engelske skoler. Det er der til gengæld delte meninger om. Eleverne er bevidste om deres egen læring, og det skyldes også, at de oplever to meget forskellige måder at undervise på: den engelske, som er fagcentreret og målrettet, og den danske, som i højere grad fokuserer på personlig udvikling. Eleverne kan sætte ord på forskellen, og de værdsætter kombinationen. For de danske lærere har det været en overvindelse at skulle tale engelsk på teammøderne. Men det er de kommet over. Derudover har det været særdeles udfordrende at diskutere synet på eleverne, fagsyn og læringssyn. De engelske lærere synes, at kravene i Fælles Mål er for vage, de danske derimod, at de er rigeligt præcise. Det udfordrer den pædagogiske argumentationsevne at skulle samarbejde med nogen, der opfatter det at være lærer på en helt anden måde end en selv. Man bliver meget bevidst om sine egne værdier. Også for skolen har oprettelsen af den internationale linje haft positive konsekvenser. Skolen har tidligere haft et noget blakket omdømme, men det har ændret sig med det internationale tilbud. Linjen er ikke uden hurdler. En af de største er at rekruttere og fastholde engelske lærere. En dansk netto-lærerløn er ikke høj sammenlignet med lønnen for en engelsk »gymnasielærer« med nogle års anciennitet. Og de udenlandske lærere, der har lyst til luftforandring, drømmer måske ikke lige om en dansk provinsby. Desuden har der været en række praktiske problemer med bolig, feriepenge og den slags. De problemer skal der findes nogle holdbare løsninger på, for der er andre skoler, der står på spring for at oprette internationale linjer.

Tove Heidemann er leder af internationale relationer på CVU Sønderjylland