Kommuner må til lommerne: Behovet for specialundervisning vokser på ny 

Da loven om specialundervisning blev ændret i 2012, sagde undervisningsminister Antorini cirka 100.000 gange, at det ikke var en spareøvelse. Men virkeligheden har selvfølgelig vist, at det er netop, hvad det var.

Det er ikke så mærkeligt. Det er nu engang billigere for en trængt kommune at sætte en elev i en almindelig klasse til 60-80.000 kroner om året end i en specialklasse, hvor udgifterne er flere gange højere. Også selv om man så bevilger støtte i nogle timer og får nogle af midlerne fra specialundervisningen.

Men det har haft nogle voldsomme omkostninger. Inklusion er alt for ofte blevet til tålt ophold i stedet for reel inklusion.

Heller ikke det er mærkeligt. I næsten hver skoleklasse sidder der to-tre elever, som tidligere ville have fået en eller anden form for specialundervisning. Klasserne er også blevet større. Og udviklingen bliver støttet af, at mange kommuner har en model, hvor skolelederen skal finde pengene i skolens eget budget, hvis en elev skal have specialundervisning.

Skolerne får flere elever med særlige behov 

For mange lærere har det ført til en skoledag med uro og manglende muligheder for at nå alle børn. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at ramme 28 elever, som en forsker siger inde i bladet. Det gør ondt i et lærerhjerte.

»Det sværeste for mig er, at jeg i dag har elever siddende, der er rigtig dårligt begavede - de oplever bare så mange nederlag - det skærer mig i hjertet«, siger en lærer i en undersøgelse.

»Det hænger ikke sammen«, konkluderer Claus Hjortdal, der for to år siden stod i spidsen for regeringens inklusionseftersyn.

Men nu ser udviklingen ud til at være ved at vende. I hvert fald nogle kommuner er begyndt at afsætte flere midler til specialundervisning. Det er også et emne for kommunalpolitikere op til valget. To ud af tre af de kandidater, som har udfyldt Folkeskolens kandidattest, siger, at det er gået for vidt med inklusion i folkeskolen.

Folkeskolens Kandidatprøve

Endelig har en forsker fundet en løsning: Den er ikke bare »send flere penge«. Den er også pædagogisk forsvarlig og tager højde for, at ingen - hverken lærere, forældre eller politikere - synes, at det er optimalt, at elever skal sendes på specialskoler, hvis det kan undgås.

Løsningen hedder hjælp til læreren ude i klassen:

»Det er ikke nok, at en vejleder sidder på et møde og siger, hvordan læreren skal gøre i klassen. Lærere er ikke tryllekunstnere, så hjælpen skal være i klassen«, siger en forsker inde i bladet.

Ja, det koster. Og det er nok ikke realistisk, at det sker i alle timer. Men hvis det kombineres med færre elever i klasserne og tid til, at lærerne kan nå både forberedelse og samarbejde med forældrene, kan det stadig lykkes at gøre folkeskolen til forældres foretrukne valg.

Men det haster, hvis vi stadig skal have en fælles folkeskole.