»Lad os finde nogle fejl og se, hvad vi kan lære af de fejl«. James Nottingham er en populær foredragsholder både i sit hjemland, England, og i hele Skandinavien. Her er han på scenen i Malmø.


Manden med modstandskraften

James Nottingham er en nordengelsk lærer, der har specialiseret sig i filosofi med børn, en engagerende oplægsholder – og direktør for det firma, der har licens til John Hatties Visible Learning i Skandinavien.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et auditorium i Malmø går direktør for Challenging Learning James Nottingham rundt på scenen med lange skridt, mens han fortæller. Hans nye bog om at opbygge modstandskraft hos eleverne er netop udkommet i Sverige, og han taler om næste udviklingszone, om at være modig, og han beskriver, hvordan hans tre børn cykler eller er i gang med at lære at cykle. Med ord skaber han billeder, der er lette at huske, flere uger efter at man har hørt ham.

»Læreren kan sige til klassen: De næste 8 minutter kommer jeg rundt og ser efter den bedste fejl i grupperne. Lad os finde nogle fejl og se, hvad vi kan lære af de fejl«.

Han fortæller, at når det handler om at spille computerspil, så vælger alle børn et spil, der ligger over deres aldersgruppe. De fejler, prøver igen, fejler og spiller forfra. De finder deres strategi. Sådan får de modstandskraft - resilience.

»Hvorfor tænker vi ikke på samme måde i skolen og udfordrer eleverne mere. Hvorfor tænker vi som lærere: 'Uhh, de må ikke fejle og lide nederlag, for så går det ud over deres selvværd'?« spørger han retorisk.

Kommuner køber Synlig læring fra engelsk firma

 Hatties mand i Norden

Han har auditoriet med sig, som han altid har, når han holder oplæg. Og det er langtfra første gang, han står på en scene i Skandinavien. Det er ikke sikkert, ophavsmanden til Visible Learning, den newzealandske professor John Hattie, har mulighed for at besøge en dansk kommune, der går ind i et Synlig læring-projekt. Men James Nottingham og hans medarbejdere i England, Norge, Sverige og Danmark er uddannet til at videreformidle Hatties forskningsbaserede tankesæt om de metoder i undervisningen, der giver den bedste læring, det, han opsummerer som Synlig læring.

Folkeskolen har spurgt Nottingham, om Visible Learning/Synlig læring er særligt udbredt i Danmark i forhold til andre lande:

»Det er ikke mere populært end i USA, Australien, New Zealand, England, Skotland, Holland, Mellemøsten og Skandinavien. Alle disse lande - herunder Danmark - er optaget af at forbedre elevernes læringsudbytte. Én måde at gøre det på er at få en bedre forståelse af den pædagogiske forskning, og hvad man kan lære af den, sådan at folk kan få mere ud af indsatsen - work smarter not harder. Visible Learning udgør en signifikant metaanalyse af forskning og er derfor værd at lære af«.

Kommuner vil ikke fortsætte Synlig læring-projekt: Sekterisk

Advokatkontoret i Bredgade

James Nottingham, 45 år, havde arbejdet nogle år, før han tog sin læreruddannelse med topkarakterer. Han var kendt for sit arbejde med filosofi for børn, før han i 2005 startede det firma, der senere kom til at hedde Challenging Learning, og som har hjemsted i den lille by Alnwick i det nordligste England. I dag har firmaet afdelinger i seks lande med omkring 20 fastansatte medarbejdere, heraf et par danskere. På challenginglearning.com er adressen på firmaets danske afdeling angivet til c/o Bach Advokater i Bredgade i København. Her får man imidlertid ikke fat i nogen fra Challenging Learning. James Nottingham forklarer, hvorfor han har arrangeret sig sådan:

»Challenging Learning ApS er et dansk firma! Vi har danske ansatte og betaler dansk skat, så vi har brug for et kontor og juridisk repræsentation i Danmark«.

Frivilligheden varierer

En af de ansatte er Martin Steno, som er læreruddannet fra Zahle og tidligere har arbejdet ti år som lærer på Hareskov Skole, blandt andet med talentudvikling. Han blev fuldtidsansat i Challenging Learning for to år siden og har stået for mange workshops i danske Visible Learning-kommuner. Alle kommuner og skoler får besøg, hvor han eller en af hans kolleger kommer ud i klasserne og er sammen med elever og lærer. Et kerneelement i projekterne er de såkaldte impact cycles, som han oversætter til »aktionslæringsscyklusser«. Otte uger ad gangen skal læreren arbejde med et indsatsområde - først dokumentere, hvordan det går fra start, så gennemføre indsatsen og så måle på effekten. Men det er forskelligt, om det, læreren arbejder med, er noget, han/hun selv har valgt at sætte fokus på, noget, skolen/ledelsen har besluttet, eller noget, der er fastlagt på kommunalt niveau. I det hele taget er graden af frivillighed meget forskellig, oplever han:

»De fleste skoler, vi arbejder med, er en del af et kommunalt projekt. Men vi har også skoler, der enten alene eller sammen med en naboskole har et projekt. Hvert enkelt projekt er skruet sammen på forskellige måder. Nogle elementer er ens, men rækkefølgen og ikke mindst tidsrammen og graden af frivillighed er forskellig«, fortæller han.

Nogle siger, at Synlig læring er endnu en pædagogisk modebølge - og på vej væk. Til det siger James Nottingham: »Som andre professioner (lægevidenskab, luftfart og så videre) er vi nødt til at lære af evidens. Det kan godt være, folk holder op med at kalde det VL, men jeg tror, der kommer til at gå lang tid, før Hatties analyser af andres forskning 'går over'«.