Forlaget Alinea har udsendt fire elevhæfter med fællestitlen ”Lær at kode” og tilknyttet website.

Det må være et debatindlæg! I folkeskolen skal man jo netop ikke lære at kode – eller programmere, som det også hedder.

Nå ja, ”simpel programmering” nævnes under færdigheds- og vidensmål efter 9. klassetrin i fysik/kemi, men ellers optræder programmering kun i et par undervisningsvejledninger. Besynderligt nok findes ordet ikke i teksterne om det tværgående tema ”It og medier”.

Der er forskel på at kunne programmere og på at have stiftet bekendtskab med programmering. For et oplyst menneske i det 21. århundrede forekommer det sidstnævnte naturligt.

Det har aldrig været en politisk ambition, at eleverne i folkeskolen skulle lære at programmere – måske bortset fra årene lige efter Johnsen-udvalgets betænkning i 1972. Et stykke ind i 90'erne var det dog ambitionen, at eleverne skulle stifte bekendtskab med programmering og med andre samfundsmæssige og tekniske forhold omkring den – allerede i de sidste tre årtier af det forrige århundrede - eksplosivt voksende anvendelse af edb. Det skulle ovenikøbet ske i alle skolefagene. På trods af lovgivning, vejledninger, efteruddannelse og massive investeringer blev ambitionerne aldrig indfriet.

De fire hæfter er oversat fra engelsk. I Storbritannien har man gennem mange år ment, at eleverne ikke bare skal kunne bruge computere og programmer. De skal også lære noget om, hvordan disse ting virker og virker sammen. I en ny læseplan fra september 2013 defineres faget computing: ”The core of computing is computer science, in which pupils are taught the principles of information and computation, how digital systems work, and how to put this knowledge to use through programming”.

Om briterne har større held med deres ambitioner, end vi havde med vores, ved jeg ikke. Et afgørende element både der og her er lærernes uddannelse – ikke alle lærerne, men tilstrækkeligt mange. Her i landet har læreruddannelsen imidlertid aldrig omfattet ”indsigt i programmering” endsige ”computer science”.

I Storbritannien er hæfterne til brug i faget "computing" på "key stage 2", hvilket vil sige for de 7-11-årige. De danske hæfter er sjovt nok tænkt anvendt af elever over 11 år, nemlig i 4.-10. klasse.

Hvert hæfte rummer tre forløb, der hver består af fire såkaldte opgaver. Opgaverne er trin for trin-opskrifter, som nøje skal følges. Gør man det, nås det ønskede resultat. En slags avanceret ”Læs og forstå”. Hvis man når det ønskede resultat, har man forstået, hvad der stod i opskriften.

Spørgsmålet er imidlertid, om eleverne har stiftet bekendtskab med programmering i nogen seriøs betydning? Mit svar er nej. De ekstra udfordringer ”Prøv nu, om du kan”, der følger efter hvert forløb, udfylder ikke denne mangel.

De fire hæfter tænkes anvendt i undervisningen fra 4.-10. klasse – altså en mulig spredning på syv klassetrin. Vejledningen til opgaverne er tynd. Forløbene er ikke didaktiseret, så en lærer let kan forstå endsige begrunde deres tilstedeværelse i givne fag.

I hæfterne bruges flere programmeringssprog – foruden PowerPoint, som jo er programmerbart. Der er tale om Scratch, Lightbot, Thimble, Kodu, Logo, Snap, Touch Develop, App Inventor, Python og altså PowerPoint. Der er ikke noget forløb med Excel – selvom det nævnes i pressematerialet. Det burde der have været. De fleste af de nævnte programmeringssprog er udviklet med henblik på at lære programmering fra sig, og man skal ikke købe licens.

Opgavevejledningen anbefaler, at læreren selv afprøver et par af opgaverne (i hvert forløb) for at få føling med programmerne. Det forekommer lige lovlig optimistisk, medmindre læreren på forhånd er nogenlunde hjemme i programmering. Min anbefaling ville være, at læreren selv prøver samtlige opgaver med tillæg.

Ved udarbejdelse af undervisningsmaterialer skal en forfatter ofte overveje, hvilke forestillinger eleverne skal bære videre, når undervisningen er ophørt. ”Lær at kode”-hæfterne kan efterlade eleverne med det indtryk, at kodning er noget, man laver spil med og sjove applikationer til mobiler eller tablets. Det er det også; men hvis det er slutindtrykket, er det nærmest synd for eleverne.

Jeg er næsten ked af at aflevere denne anmeldelse af et materiale, som har en hensigt, jeg absolut kan sympatisere med. Måske var det ikke nogen god ide at tage afsæt i et britisk materiale skrevet til en anden tradition og anvendelse i en faglig sammenhæng, vi slet ikke har i folkeskolen.