Camilla I

Camilla Lærke Lærkesen sidder og kigger på de andre, mens hun nøje lytter efter, hvad de siger. Det gør hun som regel, når der er gruppearbejde i hendes folkeskoleklasse på Store Magleby Skole nær Dragør. Sådan har det været hele hendes skoletid. Når hun ind­imellem tager ordet, er det kun for en kort stund, og så giver hun sig igen til at lytte. Til at observere de andre. Det undrer hendes lærere, for hun klarer sig godt skriftligt, og de beskriver hende som en kvik elev. Alligevel byder hun ikke ind i gruppen, hvor de andre elever får lov til at tage ordet og styringen.

Da klokken ringer til frikvarter på Store Magleby Skole, forvandles skolens gange og udendørsarealer til én stor, larmende legeplads. Så her er Camilla ikke. I stedet er hun med tre veninder søgt ned i kælderen - derned, hvor de andre børn sjældent kommer - og her sidder de på hver deres gamle træstol i et rum uden vinduer og lægger planer. Næsten hvert frikvarter forløber på denne måde. De planlægger, hvordan de skal blive accepteret af de populære børn i klassen. Pigerne er inspireret af »Grease«, som de alle har set, hvor en af hovedpersonerne går fra at være den stille, kiksede og nørdede pige med briller til at være den smukke, udadvendte og populære pige - en pige, som går i læderjakke og har touperet hår. Pigerne beslutter sig for at ændre på deres garderobe.

Forstå de stille børn

Frank Spring, adjunkt på University College Sjælland, har mange års forskning i psykologi og ledelse bag sig. Sammen med Heidi Honig Spring har han skrevet bogen »Stille stemmer« om tavse og indadvendte børn i den inkluderende folkeskole.

»Lærerne efterlyser redskaber til at forstå de stille børn, og det kan jeg godt forstå, for det er ikke så enkel en problematik, som man umiddelbart kunne tro«, siger Frank Spring.

Anmeldelse: 'Stille stemmer'

For når sølvpapirskugler og papirfly flyver gennem luften, og lyden fra virale videoklip spiller fra børnenes smartphones, rettes lærerens fokus naturligt mod de larmende elever, mener han. Men selvom de fylder mindre, må man ikke glemme de stille elever, som ifølge Frank Spring ofte er ambivalente omkring deres stille væsen. På den ene side har de et behov for, at det bliver anerkendt og accepteret. På den anden side har de ofte et usagt ønske om at sige mere i klassen, så de kan føle sig som en del af det sociale fællesskab og blive anerkendt for deres faglige kunnen.

I den moderne folkeskole med stigende uro i klasselokalerne, længere skoledage og mere gruppearbejde er der en udfordring for de introverte elever. Og kigger man på omgivelsernes forventninger til børnene, bliver udfordringen ikke mindre.

Hvis man spørger Frank Spring, er der intet vundet ved at fortælle dem, at de skal sige mere. Det samme mener Ingrid Lund, som er specialpædagog og familieterapeut ved Universitetet i Agder i Norge, og som nok er den person i Norden, der har forsket mest i stille og introverte elever. Det skyldes, at der på trods af de velmenende intentioner i sætningen »du skal sige mere« ligger en række implicitte budskaber bag, som let kan misforstås og være med til at opretholde elevens tavshed.

Camilla II

Når gruppearbejdet i klassen er overstået, bliver Camilla tit sur på sig selv over, at hun ikke har sagt mere. Det får hun jævnligt at vide af sine lærere, at hun skal. Hver gang tænker hun, at nu skal hun tage sig sammen. Nu skal det ske. Men når hun kommer ind i klassen igen, ender hun alligevel med at holde sig tilbage.

»Du skal sige mere« 
- Implicit budskab nr. 1: Det er et problem at være stille

Udfordring: Stilheden kan være naturlig

Som lærer er tavshed en særligt kompliceret udfordring, da den kan være udtryk for dybereliggende problemer hos barnet, men også bare kan skyldes, at barnet er introvert af natur.

»Nogle elever er bare mere stille af natur, end andre er, men man kan sagtens være stille og trives. Det behøver ikke at være udtryk for et problem i elevens privatliv, og det behøver ikke at være et problem for eleven. Men hvis man som lærer italesætter det som et problem, bliver det ofte også opfattet sådan af eleven«, siger Frank Spring.

Som samfund har vi en idé om, at børnene skal være meget verbale - og en tendens til at gøre stilheden til et problem - også når barnet selv trives fint med den. Det fortæller professor ved Universitetet i Agder Ingrid Lund.

»Det er en svær balance som lærer, for børn har brug for at træne deres sociale kompetencer, til når de skal ud i verden og klare sig blandt andre mennesker. Meget i den sociale situation handler om træning. Hvis barnet trives med et stille sind, må man forsøge at finde den rette balance mellem at udfordre barnet og lade det vælge sin egen vej«, siger hun.

Løsning: Gå i dialog med barnet


For at finde ud af, om det stille barns adfærd er udtryk for mistrivsel - for eksempel problemer i hjemmet, at barnet føler sig udenfor eller måske ligefrem har psykiske vanskeligheder, som kræver behandling - bør man som lærer have en løbende dialog med barnet, men det forudsætter tillid i relationen. Det ser Frank Spring som en af hovedkonklusionerne i »Stille stemmer«.

»Det bedste korte råd, jeg kan give, er, at man som voksen sammen med eleven finder ud af, hvad baggrunden for tavsheden er, og derpå finder den rette måde at arbejde med tavsheden på. Det kan tage tid og kræver tålmodighed, men selvom man har travlt, er det vigtigt at komme i dialog med de stille elever. Som det fremgår i reformen, skal trivslen i skolen jo styrkes, og det gælder også de stille og introverte elever«, siger han.

En god tommelfingerregel til at finde ud af, om barnet trives med sin tavshed, er at holde øje med, hvilken tilgang klassekammeraterne har til barnet.

»Når tavshed hindrer venskaber og sociale relationer, gør det, at livskvaliteten forringes. Så hvis man kan se, at barnet ikke inviteres ind i fællesskabet af klassekammeraterne, vil der nok være tale om et problem, som man skal forsøge at gøre noget ved. Men det er en menneskeret at være stille, og der er ikke noget galt med, at en elev gerne vil være alene indimellem«, siger Ingrid Lund.

Camilla III

Camilla forstår det ikke selv. For selvom det måske kunne tolkes sådan, er Camillas tilbageholdenhed ikke et udtryk for manglende interesse eller engagement. Hun foretrækker bare ofte at lytte til, hvad de andre har at sige, frem for selv at snakke. Og når hun en gang imellem får lyst til at sige noget, har hun brug for at formulere det inde i sit hoved, før hun siger det, så det lyder helt rigtigt. Ofte betyder det, at en anden når at sige det, hun ville sige, eller at samtalen bevæger sig videre, så hendes perfekt formulerede sætning ikke længere virker relevant. Og så er der jo ingen grund til at sige den højt.

»Du skal sige mere« 
- Implicit budskab nr. 2: Det vil altid være godt for eleven at sige mere

Udfordring: Dårlige oplevelser kan skræmme

Når et barn først har taget mod til sig til at tage ordet i klasseundervisningen, er det vigtigt, at det også får en positiv oplevelse ud af det. Ellers risikerer oplevelsen at afskrække barnet fra igen at forsøge.

»Hvis den stille elev bliver mødt negativt med drillerier eller hån fra klassen, vil det blot bekræfte elevens selvforståelse om at være dårlig til at tale foran mange mennesker - og måske endda fasttømre en oplevelse af at være marginaliseret«, siger Frank Spring.

Professor Ingrid Lund fortæller, at tavsheden hos nogle af de stille børn, hun har snakket med, er blevet grundlagt af dårlige oplevelser helt tilbage i børnehavetiden.

»Forskningen viser, at mange af de unge, som er stille, er det, fordi de har dårlige oplevelser med i bagagen. Hvis de bliver mobbet, eller de andre børn griner ad dem, når de åbner munden, vil det helt naturligt få de introverte børn til at trække sig mere ind i sig selv«, siger Ingrid Lund.

Løsning: Skab et trygt miljø

Når Ingrid Lund taler med de stille børn, som gerne vil ændre deres rolle, går et ord igen: tryghed.

»De har alle sagt til mig, at de er klar til at blive udfordret, hvis bare det er af en voksen, de kender og har tillid til. Hvis det er en voksen, de føler sig trygge ved. Og hvis det er i rammer, de føler sig trygge ved. Eleverne skal have forståelse for hinandens udfordringer og ikke le, når de andre begår fejl. Det er vigtigt, at man som lærer får stoppet denne opførsel, så de stille elever føler sig trygge til at forsøge sig«, siger hun.

Det vil ofte hjælpe, hvis de andre elever i klassen får øjnene op for de mere stille elevers kvaliteter. Her er lærerens kendskab til forskellige metoder og hendes konkrete planlægning afgørende, hvis man spørger Frank Spring.

»Man kan eksempelvis under et gruppearbejde uddelegere forskellige roller i gruppen ud fra sin viden om de enkelte elever og sikre, at den stille elev får opgaver, der demonstrerer hendes værdifulde bidrag«, siger han.

Og så hjælper det at være bevidst om gruppesammensætningen, når der skal laves gruppearbejde.

»Sætter man en introvert elev i en gruppe med fire ekstroverte, får den introverte elev ikke et ord indført«, siger Ingrid Lund.

Camilla IX

Camilla ser sig selv som asocial og sær. Hun elsker at sidde derhjemme med en skål cornflakes i skødet og bladre gennem sin mors gamle Ude og Hjemme, tænke over, hvordan forskellige mennesketyper opfører sig, eller skrive små historier i sin notesbog. Hun fortæller ofte de andre børn, som vil lege med hende, at hun har ondt i hovedet, så hun kan gå alene hjem til sig selv, når den hektiske skoledag er ovre, og hun nyder stilheden og de dybe samtaler med veninderne i det tomme kælderlokale. Hver gang larmen fra skolen forsvinder bag dem, og pigerne går ned ad den mørke trappe til kælderen, føler hun sig lidt lettet. Men det gør ikke længslen efter at tilhøre den populære gruppe mindre.

»Du skal sige mere« 
- Implicit budskab nr. 3: Det er let at sige mere

Udfordring: Både indre og ydre forhindringer

Som lærer kan man let undervurdere, hvor svært det er at komme ud af rollen som den tavse elev. Både for eleven selv og for omgivelserne kræver det omstilling, når den stille elev begynder at snakke mere.

»Som mennesker gør vi det, vi har lært, og det, vi er bedst til. Hvis barnet omgås andre ved ikke at sige så meget, har barnet sandsynligvis lært, at dette er den mest hensigtsmæssige og måske også mest trygge måde at være i relationen til andre på - på godt og ondt. Og så kan det være svært at ændre adfærd og lige pludselig skulle omgås mennesker på en anden måde. Det gælder også i forhold til at skulle agere anderledes i løbet af en skoledag«, siger Frank Spring.

Blandt klassekammeraterne kan det også opleves som en udfordring, når de sociale mønstre i gruppen pludselig ændrer sig. I »Stille stemmer« beskriver Frank Spring og Heidi Honig Spring et eksempel med en dreng fra 6. klasse. Til at begynde med deltog han ikke aktivt i nogen af sine lektioner, men sammen med klasselæreren fik han lagt en plan, som indebar, at han skulle vælge én lektion i løbet af dagen, hvor han sagde noget. Initiativet blev mødt positivt af drengen, som også begyndte at sige mere, men lærerne bemærkede, at det blev mødt knap så positivt i resten af klassen. Ofte fik han ikke lov til at fuldføre sine svar, for når han forsøgte, opstod der afbrydelser og uro i klassen, hvor eleverne blandt andet kastede papirkugler og viskelædere efter hinanden. Noget, lærerne aldrig havde observeret i klassen før. Spørger man Frank Spring, kan årsagen til klassekammeraternes opførsel sandsynligvis forklares med, at de begyndte at føle sig utrygge.

»I en gruppe danner vi opfattelsen af os selv gennem den måde, andre forholder sig til os på. Vi er kun noget, i kraft af at andre forholder sig til os - altså at vi får feedback fra omgivelserne. På den måde hænger relationerne i en klasse sammen i et bestemt mønster af kommunikation og adfærd. Når en elev pludselig ændrer adfærd, bliver mønsteret forstyrret. Det kan medføre, at andre i klassen oplever, at deres position - og selvforståelse - bliver truet af forandringen. Og derfor ser man nogle gange, at de andre elever ubevidst forsøger at presse den stille elev, som forsøger at ændre adfærd, tilbage i den rolle, han før havde«, siger Frank Spring.



Løsning: 
Tag små skridt

Hvis man forsøger at hjælpe en tavs elev til at sige mere, må man også anerkende, at det ikke bliver let for eleven, og at det er en proces, som kan tage tid og kræver støtte. I sin forskning har Ingrid Lund snakket med både lærere og stille og introverte elever. En dag sagde en lærer til hende, at de børn, som trækker sig tilbage fra klassen, selv har truffet valget og derfor også selv må melde sig på banen igen. Den holdning er hun stødt ind i flere gange, men det er en holdning, hun meget gerne vil have ændret.

»Mange lader dem bare være i fred, men hvis der er mange voldsomme børn, vil de stille børn trække sig. Også selvom de har et ønske om at sige mere. Og så har de ikke en chance, hvis læreren ikke er opmærksom på dem og hjælper dem«, siger hun.

Når hun i forbindelse med sin forskning snakker med børn, som af den ene eller anden grund er stille, er budskabet entydigt.

»De børn, jeg har snakket med, siger alle, at de voksne ikke må opgive dem eller stoppe med at spørge ind til dem. Ofte er det en god idé at gå ind i et samarbejde med dem om, hvad man som lærer kan gøre, og hvad de selv kan gøre for, at de kommer på banen, hvis det er noget, de har lyst til. Det er også vigtigt, at eleven selv tager initiativet og først gør det, når hun føler sig klar. Man må tage små skridt ad gangen og lægge små delmål«, siger Ingrid Lund.

Camilla V

Selvom Camilla er meget introvert, er hendes klasselærer, Rine Korte, ikke bekymret for hende. Det ville hun være, hvis Camilla ikke var så intelligent og så godt rummet i sin familie, som hun er. Camilla selv er bekymret. Eller det var hun.


Meget er sket, siden Camilla Lærke Lærkesen havde sin daglige gang på Store Magleby Skole. I dag er hun 23 år, læser retorik på Københavns Universitet og bor med sin kæreste i det indre København. Siden hun gik ud af folkeskolen, har hun gået til flere coachingforløb for blandt andet at lære at blive bedre til smalltalk og til at tale foran mange mennesker - men også for at lære at udnytte styrkerne ved sit introverte væsen som at fordybe sig, koncentrere sig og reflektere over tingene. Adspurgt om, hvad hun ville sige til sit yngre jeg, hvis hun havde muligheden, giver Camilla Lærke Lærkesen sig tid til at tænke lidt, mens sætningerne former sig i hendes hoved.

»Jeg ville forsøge at forklare hende, at det med at være introvert også bare er en måde at være på. At der ikke er noget galt med det«.