Den socialdemokratiske ordfører Frank Jensen var bleg. »Vi overlader ikke folkeskolen til andre«, sagde han sammenbidt til undertegnede. Det var i 2002. Vi stod i forstuen uden for mødelokalet i Undervisningsministeriet. Der lugtede af sved. Helle Sjelle fra Konservative havde røde kinder. Alt var kaos. Aage Frandsen fra SF var stået af. De Radikale, Enhedslisten og Kristendemokraterne havde forladt forhandlingerne én for én gennem de seneste uger.

Hvis Frank Jensen nu også meldte sig ud, ville Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre sidde helt og holdent på folkeskolen. De ville udgøre forligskredsen, og de havde flertal i Folketingssalen.

Så han måtte blive, for som partifællen Knud Heinesen, tidligere undervisningsminister og fadder til 1975-skoleloven, sagde: »Folkeskolelovens formålsparagraf er samfundets trosbekendelse til fælles værdier«.

Frank Jensen blev og kæmpede for at begrænse skaderne på den udelte enhedsskole, som Socialdemokraterne havde fået endeligt igennem med 1993-skoleloven sammen med De Radikale efter årtiers politiske kampe. Konservative og Dansk Folkeparti arbejdede på deres side for en indførelse af delt skole med nationalt pensum og nationale test.

En ny skillelinje i skolepolitikken

Det var et af de største dramaer i dansk skolepolitiks historie. Så dramatisk bliver det formentlig ikke efter dette folketingsvalg, men det kan blive svært nok. Der er nemlig opstået en ny skillelinje i skolepolitikken, og den går ned mellem Det Radikale Venstre på den ene side og Socialdemokraterne og SF på den anden.

De Radikale er blevet stående på deres oprindelige kulturradikale skolesyn. Deres skoleudspil »Vores skole« emmer således af ånden fra 1993-skoleloven med formuleringer som: »Børnene skal lære at lære«, »Demokrati skal gennemsyre hele skolens kultur og arbejde« og »Eleverne skal opleve, at de har indflydelse, og at det nytter at engagere sig«.

Men Socialdemokraterne og SF har flyttet sig. Deres fælles skoleudspil »En ny start for folkeskolen - S og SF's reform for en fælles og fagligt stærk folkeskole« udtrykker en ny, mere prosaisk tidsånd, der sætter fagligheden i højsædet og lægger lidt mindre vægt på elevernes alsidige personlige udvikling.

En faglig folkeskole

Det er værd at se nærmere på de to partiers udspil. De fleste iagttagere regner med, at det bliver socialdemokraten Christine Antorini, som får undervisningsministerposten, hvis regeringen skifter farve efter valget.

De ti overskrifter i S og SF's udspil er alvorstunge. Seks af dem lyder sådan her:

. Styrket faglighed i indskoling.

. Forældrekontrakter skal sikre ro og orden i klassen.

. En virkelighedsnær uddannelseskultur, især til gavn for bogligt svage elever.

. Mulighed for helhedsskoler.

. Fleksibel udskoling for de ældste elever, hvor udskolingen opdeles i linjer.

. Styrket evalueringskultur (»de nationale test fortsætter som et internt pædagogisk evalueringsredskab også efter et regeringsskifte«).

Socialdemokraterne og SF lægger altså op til en mere faglig skole, der er langt fra De Radikales reformpædagogiske skole.

Det skyldes, at Socialdemokraterne og SF lægger vægt på skolens mulighed for at agere social løftestang. De er bekymrede over, at »en femtedel af de danske folkeskoleelever i dag forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse«.

Det er ikke kun ulykkeligt for de unge selv, det er også uheldigt for samfundsøkonomien, skriver SF og Socialdemokraterne:

Ballade på rød stue

Så der er lagt i ovnen til heftige skolepolitiske diskussioner på rød stue efter valget, især selvfølgelig hvis der kommer en socialdemokratisk ledet regering.

Nemt bliver det ikke for Socialdemokraterne at finde fodslag med De Radikale, for Frank Jensen er ikke længere på Christiansborg, og han var måske den sidste socialdemokrat, der havde kulturradikale holdninger på skoleområdet a la De Radikales.

Socialdemokraterne kan også risikere, at SF begynder at vippe med båden, for der er stadig reformpædagogiske og kulturradikale synspunkter i SF. »Vi vil skabe en folkeskole, hvor alle børn lærer glæden ved at skrive, læse og regne«, står der således i SF's eget skolepolitiske program. Eleverne skal altså også lære glæden ved at lære at kende.

Så der bliver brug for rundkredspædagogik på rød stue.