Så er et nyt skoleår startet - og der er ingen tvivl om, at både lærere og pædagoger også i år vil arbejde fuldt bevidst om, at vejen til stjernerne nødvendigvis må være fyldt med trængsler - dagligdagens rationelle krav om kvalitet i arbejdet i den totale skole (Hargreaves og Fullan). Skade blot at trængslerne for det meste ikke er de naturlige problemer, der opstår i lærer-elev-samspillet i undervisningens og dannelsens proces, men skabes ved irrationel indblanding i skolens arbejde fra uprofessionelle aktører. I år udmøntet i form af blandt andet færre og større skoler pænt ranglistet efter 9.-klassernes karaktergennemsnit, øgede klassekvotienter, for få resurser til efteruddannelse og støtte til elever med AKT-problemer. Og så den helt nye indblanding: Tvangsinkluderede elever med særlig vidtgående behov.

Sjældent er et skoleår startet med et så kraftigt aftryk af tilfældige undervisningsministervikarers, økonomers, revisorers, statistikeres og professorers synsninger og meninger. Alle har de udtalt sig med en sikkerhed, som åbenbart skulle skjule, at de ikke besad den dybtgående teoretiske viden og erfaringsbegrundede indsigt i skoledannelsens inderste substans, som kunne have retfærdiggjort, at de blandede sig. Hvad angår den aktuelle indsnævring af specialundervisningsbegrebet og -omfanget lænede dette »tæskehold« sig op ad en fejlbehæftet finansministeriel rapport, diverse officielle statistikker, som blandt andet Uni-C korrekt advarede mod at fæste lid til, usikre Krevi-rapporter om diverse sparepotentialer, rejseholdsmeninger om læringsmæssige fordele ved storskoler, bare de er offentlige og ikke private eller ligger i Finland. Ud af alt dette kom der så en kommuneaftale med blandt andet de ønskede beskårne økonomiske rammer for specialundervisningen med øget inklusion af hidtil segregerede elever som forudsætning. Der er ingen tvivl om, at specialskoler med fordel kan etableres som specialklasseenheder på almindelige skoler - og kvalificeret inklusion i »normalklassen« er naturligvis det allerbedste! Men for at understrege, at man ikke anerkender, at inklusion er dyrere end segregering - ja, så fyrede man for god ordens skyld godt 3.000 lærere!

Således blev en i bund og grund rigtig tænkning om varsomhed med segregering af elever med særlige behov ødelagt af kolde økonomiske hensyn. Bittert for lærerne og potentielt katastrofalt for både de nyinkluderede elever og deres nye klassekammerater. Særlig svært at kapere er det, når tænkningen om kvalificeret inklusion, som siden 1979 har været hovedsigtet med indstilling til specialundervisning, revitaliseres uden grundige strategiske analyser på skoleforvaltningerne, ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og den enkelte skole. Den overordnede strategi er alene økonomi, forudsætningsstrategiske analyser synes fuldstændig at mangle, og udviklingsstrategierne indskrænker sig mange steder til et lemfældigt ugekursus eller mindre i inklusion! Det synes berettiget, hvis den professionelle lærer siger fra med opbakning fra alle andre, der er involveret i den løbende skoledannelse.