Champagnepropperne burde have sprunget ude i det danske uddannelseslandskab den 15. juni. Men det gjorde de ikke. Der var heller ingen rullende kameraer, for hvad skulle de egentlig filme. Men faktisk var det en stor dag. En dag, der vil blive husket som en mærkedag i dansk uddannelseshistorie. Dagen, hvor et nyt fænomen - professionshøjskolen - så dagens lys.

Og dagen, hvor et gammelt fænomen, seminariet, sivede ud af historien.

Dog: Seminariebygningerne ligger der stadig, mens professionshøjskolerne på deres side ikke er bygningsværker. Ikke endnu i hvert fald. Indtil videre er de en organisationsform baseret på en lov.

Det er en fortælling om, at stort er godt. SR-regeringerne samlede således i 1990'erne seminarier og andre uddannelsessteder i Centre for Videregående Uddannelser, de såkaldte CVU'er, og nu har Bertel Haarder så taget skridtet videre ved at fusionere CVU'erne til syv professionshøjskoler.

Midlertidige bestyrelser skal forestå fusionerne på det praktiske plan, så højskolerne står klar 1. januar, hvor nye bestyrelser og ledere bliver indsat.

I uddannelsesmiljøerne tales der om, at det ikke slutter her. På et eller andet tidspunkt vil de syv professionshøjskoler muligvis blive lagt sammen til tre højskoler, der arbejder tæt sammen med de regionale universiteter i Aalborg, Odense og Roskilde.

Det perspektiv er nemlig allerede lagt ind i loven om professionshøjskolerne, som blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne den 6. juni. I formålsformuleringen står der: »Professionshøjskolerne og universiteterne skal samarbejde strategisk og konkret«.

Det nye er ordet »samarbejde«. I CVU-loven stod der blot »forskningstilknytning«.

De gamle bygninger består

Uddannelsen af lærere vil i de kommende år stadig foregå i de gamle seminariebygninger, men undervisningen vil sikkert blive omorganiseret, så linjefagene bliver samlet. Det var nemlig et hovedargument i Globaliseringsrådet - der har født idéen om professionshøjskoler, og som giver penge til projektet - at de faglige miljøer i uddannelserne skulle styrkes ved at samle lærerne i klynger, så tysklærerne for eksempel bliver samlet på ét uddannelsessted og eksempelvis matematiklærerne på et andet.

Den studerende tager så ikke nødvendigvis sin læreruddannelse på et og samme seminarium, men på for eksempel to forskellige. Den studerende går med andre ord ikke på et seminarium, men på en professionshøjskole.

Rektor for CVU København og Nordsjælland, Chresten Kruchov, taler om reelle og virtuelle campusser. Således vil den professionshøjskole, som CVU København og Nordsjælland indgår i, allerede i 2009 sandsynligvis stå klar med nye bygninger nær Hillerød Station, bygninger, der skal huse professionsuddannelser i fysioterapi, afspændingspædagogik, sygepleje og pædagogik. Læreruddannelsen vil derimod være en virtuel campus, idet undervisningen fortsat vil foregå på Zahle, Blaagaard og Københavns Dag- og Aften­seminarium, men på kryds og tværs.

»Vi vil se nybrud i forhold til de kulturer, som undervisningsstederne har haft. For at skabe nye faglige muligheder vil de enten samarbejde tættere eller gå fysisk sammen«, siger Chresten Kruchov. Samarbejde på tværs af uddannelserne kan også komme på tale. Oprettelsen af professionshøjskoler handler nemlig ikke kun om at styrke de enkelte uddannelser ved at samle dem i større enheder. Højskolerne skal også kunne fungere som fleksible og dynamiske enheder, der hurtigt kan designe nye uddannelser, som passer til et arbejdsmarked, der forandrer sig i højt tempo. Som der står i lovens formålsformulering: »Professionshøjskolen har til opgave at udbyde og udvikle videregående uddannelser og efter- og videreuddannelse, der på et internationalt fagligt niveau imødekommer behovet for kvalificeret arbejdskraft i såvel den private som den offentlige sektor«.

Et aktuelt eksempel er lærermanglen i Nordsjælland.

»Vi vil nok gå i samarbejde med kommunerne om at sige: Hvis I mangler arbejdskraft for at kunne levere god undervisning her, hvordan klarer vi så det? Man kan jo ikke bare læne sig tilbage og sige: Nå, der mangler så og så mange lærere, det gør der så, det må vi så vente så og så mange år på. Børn skal jo undervises hver dag, og skolerne skal levere«, siger Chresten Kruchov.

Desuden kræver de nye forvaltninger, der er kommet i kølvandet på strukturreformen, nye kompetencer.

»I dag er medarbejderne meget specialiserede, men mange kommuner har lavet nye enhedsforvaltninger, der kræver tværfaglige kompetencer både i selve forvaltningen og ude i institutionerne. Før efteruddannede man en sygeplejer, hvis hun havde brug for noget pædagogik, men i professionshøjskolerne kan man tage højde for den slags allerede i grunduddannelsen«, tilføjer Chresten Kruchov.

Læreruddannelsen bliver én blandt mange

Det standser ikke ved den offentlige sektor. Professionshøjskolerne skal ifølge loven også uddanne arbejdskraft til det private arbejdsmarked.

Partierne bag professionshøjskolerne indgik den 12. juni »Aftale om erhvervs­akademier og etablering af vækstlag i forhold til tekniske og merkantile professionsbacheloruddannelser«.

Aftalen - der er en udløber af velfærdsforliget og møderne i Globaliseringsrådet, som giver penge til projektet - går ud på, at professionshøjskolerne senest i 2015 skal have designet merkantile og tekniske bacheloruddannelser. Det er regeringens mål, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang i 2015 gennemfører en videregående uddannelser. I dag gør 42 procent det.

Med andre ord: Læreruddannelsen bliver blot en blandt mange, og det vækker bekymring i Danmarks Lærerforening.

»Først mistede vi indflydelse ved dannelsen af CVU'erne, og med professionshøjskolerne mister vi endnu mere. Vi kan ikke være sikre på, at de studerende og ansatte, der sidder i bestyrelsen, er fra læreruddannelsen. Det kan også blive vanskeligt at få en DLF-repræsentant ind. Der er mange om få pladser«, siger John Illum, formand for pædagogisk udvalg i DLF.

Bestyrelsen bestemmer over højskolens pengekasse, og John Illum frygter, at den vil flytte penge fra læreruddannelsen til for eksempel tekniske og merkantile uddannelser eller til andre uddannelser, der bliver oprettet, fordi det regionale arbejdsmarked har et akut behov.

Ifølge loven skal flertallet af bestyrelsen nemlig bestå af »udefrakommende«, der skal »bidrage til at fremme professionshøjskolens strategiske virke med deres erfaring med og faglige indsigt i professionsbacheloruddannelser rettet mod private og offentlige erhverv og professioner samt med deres indsigt i det private og det offentlige arbejdsmarkeds behov for erhvervsrettet videregående uddannelse«.

Det ligner alt i alt et farvel til den danske seminariekultur, påpeger professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Jens Rasmussen. Men det ligner også et goddag til en styrket læreruddannelse.

»Professionshøjskolerne er et farvel til idéen om, at seminarier skal profilere sig som seminarium, forstået som et lokalt uddannelsessted. Og et goddag til en mere samvirkende orientering imod, hvordan læreruddannelsen som uddannelse kan profileres i de større enheder. Læreruddannelsen vil formentlig blive styrket«, siger Jens Rasmussen.

Professionshøjskolerne er hjemmehørende i Nordjylland, Midtjylland, Sydjylland, ved Lillebælt, på Sjælland samt to styk i hovedstadsområdet.