Skal Danmark klare sig i konkurrencen på det globale marked, skal vi satse på bredden, mener professor i pædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Ove Korsgaard. Ikke eliten, sådan som undervisningsminister Tina Nedergaard foreslog i et interview i sidste nummer af månedsmagasinet Undervisere.

Professoren er enig med ministeren i præmissen, nemlig at viden er vejen til velstand i dag. Men der er ingen grund til panik i Danmark, siger Ove Korsgaard.

»Vi har en uddannelseskultur, der har været med til at gøre Danmark til et af de bedste lande i verden at leve i. Den skal vi holde fast i og videreudvikle. Danmarks styrke er en veluddannet bredde«.

Han mener derfor, at den talentpleje, som regeringen nu har sat højt på den uddannelsespolitiske dagsorden, er et forkert svar på de globale udfordringer.

»Talentplejedagsordenen er udtryk for, at vi er inde i en anden samfundsformation end industrisamfundet. En samfundsformation, hvor viden og vidensproduktion er blevet den afgørende nøglefaktor, som nationerne prøver at klare sig på«.

»I gamle dage var det jord og adgang til naturresurser, der genererede velstand. I industrisamfundet var det kapital og - primært fysisk - arbejdskraft, der skabte rigdom. Nu er det så viden, der er den afgørende faktor. Det kan ingen regering i verden, uanset partifarve, sætte sig ud over«, fastslår Ove Korsgaard, der blandt andet i bogen »Kundskabskapløbet. Uddannelse i videnssamfundet« har skrevet om netop viden som det nye internationale konkurrenceparameter.

»Vi ser derfor skiftende regeringer føre en uddannelsespolitik, hvor viden i den grad er i centrum, uanset om det er en centrumhøjre- eller centrum-venstre-regering«.

Lighed fremmer økonomisk vækst

Men Danmark kan godt slå koldt vand i blodet, mener altså Ove Korsgaard. På grund af den særlige skoletradition er vi godt rustet til videnskapløbet, siger han.

»Skolen i Danmark efter Anden Verdenskrig - som man kalder den progressive skole eller velfærdsstatens skole - hviler på en dobbelt formålsformulering, nemlig at skolen selvfølgelig skal bidrage til økonomisk vækst og velstand. Og det gør den bedst ved at minimere kløften mellem elite og bredde gennem uddannelse. Ikke ved at uddybe kløften mellem eliten og bredden gennem uddannelse«.

Tankegangen i enhedsskolen er således, uddyber professoren, at hvis man fremmer ligheden i samfundet, fremmer man også mulighederne for økonomisk vækst og en god samfundsudvikling.

Men denne lighedstænkning er klart på retur, mens en neoliberal frihedstænkning er på vej frem, siger Ove Korsgaard. Frit skolevalg er ét eksempel. Dyrkelse af eliten er et andet, anfører han.

»Lighedstanken negligerer ikke eliten, men den lægger vægt på at løfte alle med op, og når Danmark har klaret sig så godt, som vi har igennem en lang årrække, skyldes det blandt andet, at vi netop har satset på at løfte alle så meget som muligt«, tilføjer Ove Korsgaard.

»Det betyder, at vi ikke har satset så meget på eliten, som vi kunne. Men vi har så satset på bredden og dét at løfte hele befolkningen så meget som muligt uddannelsesmæssigt. Og det har været en kæmpe fordel for det danske samfund«.

Hvis man løfter de dygtigste, trækker man de andre med op, mener undervisningsministeren?

»Det synspunkt kender jeg til hudløshed fra mit tidligere felt, idræt. Når man dyrker eliten, så hjælper man bredden, hedder det sig. Det er en meget tvivlsom påstand. Sociologiske studier viser, at der ikke er den sammenhæng. Det er andre faktorer end eliten, der er afgørende for, hvad der får bredden til at dyrke bestemte idrætter. Så at føre den tankegang over på uddannelsespolitikken tror jeg ikke på«, siger professoren, der tidligere har været forstander for Gerlev Idrætshøjskole.

»Ingen kan være uenig i, at den overordnede politik må være, at alle skal have mulighed for at udfolde deres talenter. Men så nemt slipper man ikke om ved problemstillingen, for det er jo et spørgsmål om resurser. Vil man firkantet sagt bruge mange resurser på at fremme eliten, i håb om at man så trækker bredden med op? Eller vil man gå den anden vej og prioritere bredden, ud fra den opfattelse at det i sidste instans også er en fordel for eliten?«

En mere sikker vej

Når Ove Korsgaard er tilhænger af den sidste model, skyldes det, at »når man løfter så mange som muligt med de resurser, man har til rådighed, fremmer man en samfundsudvikling, som er mere funktionsdygtig og har en bedre sammenhængskraft«.

Han frygter, at »talentdagsordenen kan komme til at underminere det, som vi betragter som et gode ved enhedsskolen som et sted, hvor man møder et bredt udsnit af talenter«.

»Enhedsskolen er netop udtryk for et politisk ønske om, at man skal møde mange former for talent, intelligensmæssigt, socialt, kulturelt, sportsligt. Hvis man rendyrker talentperspektivet, vil det føre til, at man ikke på samme måde møder den danske virkelighed i al sin mangfoldighed i klassen og skolen«.

»Det er muligt, at vi ikke får udviklet talenterne til det ypperste, hvis vi fastholder den danske tradition for at satse bredt og løfte den samlede vidensproduktion så meget som muligt. Men vi kan føle os mere sikre på, at vi får en samfundsudvikling, vi kan være stolte af og identificere os med«, siger Ove Korsgaard og minder om, at det er en tradition, der går helt tilbage til etablering af folkeskolen i 1814 og til Grundtvigs kamp for folkeoplysning.

»Hvis vi bliver ved med at gå rundt i en eller anden suppedas og tror, at janteloven er det eneste gyldige, vi kan lave uddannelsespolitik efter, så bliver vi helt klart slået i den internationale konkurrence. Vi skal have nogen, der tilhører den internationale elite hvad angår viden. Og det starter jo, når de er små«. Undervisningsminister Tina Nedergaard i et interview i augustnummeret af månedsmagasinet Undervisere.