Rollemodeller viser vejen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Red Barnet Ungdoms rollemodelsprojekt UNG2400 består af tosprogede unge, der blandt andet holder foredrag på folkeskoler og inspirerer unge mellem 12 og 20 med deres personlige fortællinger om det at være ung i Danmark. En af rollemodellerne er Salma El Abdfllaoui, 16, fra Marokko.

Hvorfor har du valgt at være rollemodel?

»Jeg vil gerne hjælpe andre unge med de problemer, der er forbundet med at være ung. Det kan være problemer i skolen, med forældrene eller med selvtilliden. Jeg vil vise dem, at her er der en, der har haft lignende problemer, men som det er gået godt for«.

Hvilken forskel kan du gøre som rollemodel?

»De tosprogede opdager, at der er andre måder at leve sit liv på. Jeg viser dem, at man godt kan tillade sig at forfølge sine drømme, og at det er tilladt at få succes. Jeg er en inspiration for de unge, der tænker: 'Hvis hun kan, så kan jeg også'. Det får dem til at reflektere over deres eget liv og deres egen rolle i det. De danske unge opdager, at der findes et andet billede af tosprogede end det, medierne tegner. Jeg får brudt nogle fordomme og viser, at størstedelen er ligesom mig, også selvom vi ikke er så synlige i mediebilledet«.

Hvad har det givet dig at være rollemodel?

»Jeg er blevet bedre i skolesammenhænge. Til eksamenssituationer, og når jeg skal holde klasseoplæg. Derudover giver det mig noget at kunne hjælpe andre unge. Når jeg for eksempel holder foredrag for nogle tosprogede drenge, der ligner små kriminelle, og de efterfølgende kommer op til mig og fortæller, hvor meget de har fået ud af foredraget, så ved jeg, at jeg har gjort en forskel«.

mls@dlf.org