Styring, organisation og evaluering har længe domineret den offentlige dagsorden om skolen - ikke pædagogikken. Men nu ser det ud til, at presset på lærerne rykker til pædagogikkens område. Tilsyneladende er en række pædagogiske koncepter, en slags varedeklarerede pakker, afgørende ved at mase sig ind som konkurrent til den selvstændige, årvågne og didaktisk stærke lærer, der altid har haft en relativt autonom status i den danske folkeskole. Blandt koncept-pædagogikkens hyldevarer finder vi Læringsstile, Reading Recovery, Den skotske metode, Multiple Intelligences, LP-modellen, Lego, Leg og Læring, Trin for trin, PALS og Cooperative Learning - disse koncepters eventuelle kvaliteter i øvrigt ufortalte.

Også visse tendenser på læreruddannelsen peger på mere metodelære og mindre tid til pædagogikkens grunddiscipliner. For nylig sagde professor Jens Rasmussen således til Folkeskolen: »De studerende skal undervises i undervisningsmetoder, ikke i filosofi eller psykologi«. Jens Rasmussen er i parentes bemærket formand for Eva-gruppen vedrørende evaluering af lærer-uddannelsen (2003).

Hvis det holder, risikerer lærernes didaktiske kompetence og situationelle dømmekraft at blive dømt offside.

Derfor er det meget stimulerende for debatten, at rektor for professionshøjskolen Metropol Stefan Hermanns tanker om lærerne går i en helt anden retning.

Han udtalte for nylig til Folkeskolen: »Centralaksen i skolen er lærergerningen. Det er i relationen mellem lærer og elever, at fremtidens samfund skabes (.)«.

»De sidste 20-30 års New Public Man­agement har trukket skolen i retning af en serviceydende institution, der styres stramt af stat og kommune og brugere. Bestemte undervisningsmetoder som læringsstile låses fast, og lærernes metodefrihed udfordres«.

Men skolen er noget andet end en serviceydelse, siger Stefan Hermann, og læreren repræsenterer »ideen om, at vi er nødt til at blive udstyret med en civiliserethed, der hviler på, at vi lærer verden at kende gennem viden«.

Se, det er der zweck i!

Erik Schmidt