»Hvad er følelser for noget?« spørger en voksen.

»De hænger deroppe«, svarer pigen og peger op på væggen med tavler fra »Trin for Trin«.

Episoden er et eksempel på, at »Trin for Trin« gør følelser til noget udvortes for barnet, mener psykolog og konsulent Per Kjeldsen. Dermed bliver »Trin for Trin« adfærdsregulering.

»Jeg har set en dreng fra 3. klasse komme ind fra frikvarter og sige til sin lærer: 'Jeg talte til ti, før jeg slog ham'. Den dreng har stadig ingen empati for den anden«, siger Per Kjeldsen.

Han har været med til at skabe 28 redskaber til dæmpning af uro og etablering af indre disciplinering for netværket Uro-net under Undervisningsministeriet og mener, at »Trin for Trin« fuldstændig forbigår årsagen til, at et barn eksempelvis er uroligt.

»Materialet foregøgler børnene at hjælpe dem. Nederlaget for det barn, der bliver ved med at være uroligt, er derfor ekstra stort. Men det alvorligste er, at materialet lærer urolige børn at undertrykke deres følelser og aggressioner. Børn skal naturligvis lære at beherske sig, men de skal også forstå, at det kan være nødvendigt for dem at græde eller blive gale«, siger Per Kjeldsen.

Samtidig skal børn lære, hvordan andre oplever dem, når de er udfarende. Børnene skal udvikle relationskompetence.

»Læreren kan komme barnet i møde ved at sige: 'Jeg kan godt forstå, du har brug for at skælde pigen ud, men du behøver ikke samtidig sparke hende'. Herefter kan begge børn registrere og forstå de følelser, de forskellige dele af episoden medførte«, siger Per Kjeldsen og anerkender, at målet med »Trin for Trin« også er at lære børnene at reagere hensigtsmæssigt.

»Men ingen siger, man når derhen, for undervejs bliver følelserne tingsliggjort. Man kan kun lære at tolke andres følelser ved at tage udgangspunkt i ægte situationer«.

Per Kjeldsen er ikke kun bekymret for de urolige børn. Den stille, forsagte pige kan også være ilde stedt.

»'Trin for Trin' går ud på at lære børnene at beherske sig, styre sig og dæmpe sig, så den stille pige bliver yderligere forstærket i at holde sin mund. Det ligger ikke i 'Trin for Trin', at hun skal få empati over for sig selv«.

Lærere er for beskedne

Det naturlige er at bruge konkrete situationer, der opstår blandt børn, mener Per Kjeldsen.

»Hvis en elev mobber en anden, kan læreren tale med dem om, hvordan de hver især har oplevet mobningen. Det 'tvinger' barnet til at finde frem til noget inde i sig selv. De kan måske ikke udtrykke det mundtligt, og så må læreren sætte ord på deres mimik og kropssprog: 'Jeg kan se på dig, at du ...'. På den måde får børnene en naturlig bevidsthed om deres egne følelser, og når de bliver ældre, vil de forstå, at en trussel på sms eller en fuck-finger vækker frygt eller afsky hos modtageren«.

Udgangspunktet er elevens opfattelse af sig selv.

»I stedet for at sige til en vred elev: 'Sådan skal du ikke tale til mig', skal læreren spørge: 'Hvad er du vred over?' Læreren kan så undskylde, at hun har gjort eleven vred, og tilføje: 'Men de ord, du bruger, støder mig'. Når det er sket nogle gange, holder eleven op med at bruge sårende, emotionelle ord og holder sig til sagen«.

Lærere skal i det hele taget blive bedre til at turde bruge sig selv.

»Barnet tænker ikke over, at dets handlinger betyder noget for læreren, men det opdager eleven, når læreren siger: 'Det, du gjorde der, ødelagde min undervisning'. Mange lærere tror, det er så svært at skabe arbejdsro, at de ikke kan tackle det, men de skal blot fortælle børnene, at de også har følelser«, råder Per Kjeldsen og giver et eksempel på, hvordan han har brugt sig selv:

»På bagerste række i en sal med ni 8.- og 9.-klasser sad otte skaterfyre med huerne trukket godt ned over ørerne. Jeg forklarede, at jeg er så gammel, at jeg har det skidt med, at folk har hue på inden døre, og bad dem om at tage huerne af for min skyld. De var ikke ligeglade med mine følelser, så de tog huerne af. Jeg roste dem og sagde, at det betød mere for mig, end de troede. Hvis du hele tiden bruger situationen som udgangspunkt, bliver børn hurtigt empatiske«, siger Per Kjeldsen.

Lærere kan skabe ro

Når lærere skal skabe arbejdsro, anbefaler Per Kjeldsen, at de inddrager eleverne aktivt og får dem til at vurdere: Hvad er en god klasse? Hvad er en god kammerat? Og modsat: Hvordan er en dårlig klasse og kammerat?

»Ud fra det taler læreren med eleverne om, hvad de kan gøre for at få det godt sammen«.

Han finder det problematisk, at undervisningsminister Bertel Haarder netop har udgivet et hæfte med ideer til regler og sanktioner for samværet på en skole. Hæftet fremhæver blandt andet eftersidningen.

»Der skal være regler, men eleverne skal selv være med til at formulere dem, og sanktionen skal komme i form af dokumentation: 'Det, du gjorde, svarer ikke til vores regler for, hvad der skal til at skabe en god klasse'. Eleven erkender at have forløbet sig. Det gør han måske et par gange, indtil han har lært, at reglerne også gælder ham. Han udvikler empati og indre disciplinering, og det medvirker til at gøre klassen bedre. Men der vil også altid være børn med personlige problemer, der ikke magter at overholde klassens regler, selv om de selv har været med til at formulere dem. Disse børn kræver en specifik indsats for at kunne udvikle empati og social kompetence«.

Det ligger lige for at bruge samværet med eleverne i stedet for at ty til et materiale som »Trin for Trin«, mener Per Kjeldsen. Det kræver blot, at læreren tror på, at det kan lade sig gøre.

»Normale børn har ikke brug for noget, der er egnet til autister. De skal arbejde med sig selv og hinanden i de situationer, som opstår spontant. Man kan ikke skemalægge arbejdet med den sociale og følelsesmæssige udvikling. Og så skal forældrene inddrages ved at etablere fælles regler for opdragelsen, og hele lærerteamet og den enkelte klasse skal være enige om lærerens rolle som model for udviklingen af empati og relationskompetence. Over for følelser kan vi hverken bruge standby- eller deleteknappen«.

Læs også artiklen »Nyt disciplinhæfte støver eftersidningen af igen« side 4-5