Svend Aage Alexandersen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag den 22. april blev Fredericiaskolens personale samlet til en meget sørgelig meddelelse. Svend Aage er død.

Så uventet og ubegribeligt, at tavsheden blev mærkbar.

En sådan meddelelse efterlader mange spørgsmål. Hvordan og hvorfor er de første, og derefter kommer - hvad så nu? Hvordan skal vi undvære Svend Aages venlige interesse og rare væsen? Hvem kan overtage hans plads som ven og advokat for børn med særlige behov?

Der er flere spørgsmål, og mange bliver aldrig besvaret.

Som kollega formåede Svend Aage at give en positiv vinkel på enhver situation. Med lun charme fik han gjort sin indflydelse gældende blandt andet til fordel for de børn, han brændte for.

Svend Aage gav os del i sit liv med sin elskede familie, med de huse, han satte i stand, og med cykling, der var hans store interesse. Han fortalte om store oplevelser med cykelferie i Italien og Frankrig, og paradoksalt nok var det netop på en sådan ferie, hans hjerte standsede.

I denne svære tid går vores tanker og medfølelse til Svend Aages familie.

Svend Aage er død og er manglet og savnet.

Æret være Svend Aages minde.

Personale og ledelse på Fredericiaskolen