Rettelse

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Reportagen fra Børneteaterfestivalen kommer først i uge 19 og ikke i denne uge, som der beklageligvis stod i sidste nummer.

Summetime

En rolig morgen giver færre sygedage. Derfor har Haderslev Realskole undervisningsfri summetime mellem 8 og 9.

Erik Hørlyk er konstitueret leder af den private Haderslev Realskole, der i snart to år har haft summetime for indskolingen.

'Mange af vores forældre skal først begynde på deres arbejde 8.30 eller 9.00. De ville derfor gerne have en mere rolig morgen, hvor de ikke behøvede at være i klassen på slaget 8.00. Nu kan de komme, når det passer dem, mellem 8 og 9, eventuelt give en besked til læreren, være i klassen et stykke tid og få sagt ordentligt farvel til barnet', forklarer Erik Hørlyk.

Før summetimen var der mere eller mindre kaos, når der blev ringet ind. Lærere, elever og forældre stod tæt sammen, beskederne fløj gennem luften, og alles stressniveau var højt.

'Med en summetime får børnene leget af med hinanden, så de er klar til at modtage undervisning, når undervisningen begynder klokken 9.00. Læreren får sagt ordentlig goddag til alle, og forældrene er meget begejstrede', fortæller Erik Hørlyk.

I en forældreundersøgelse svarede 93 ud af 94, at de var meget glade for ordningen. Derfor kommer 3. klasse med i ordningen efter sommerferien.

Siden ordningen blev indført, har Erik Hørlyk registreret et faldende sygefravær blandt lærere og pædagoger.

'Det er ganske uvidenskabeligt, men antallet af sygedage blandt indskolingspersonalet er faldet fra 99 til 64, siden vi indførte summetimen', siger Erik Hørlyk.