Undervisningsministerens '10 skridt mod en bedre folkeskole' har fået sindene i kog og markeret de politiske ideologier. Det mest omstridte punkt er det sjette: 'Den faseopdelte skole', som angiveligt vil 'styrke den pædagogiske dimension ved at give skolerne bedre mulighed for at anvende holddannelse på tværs af klasser og årgange'.

I praksis ønsker regeringen en lovændring, der giver skolerne mulighed for at lave holddelinger, også ud fra faglige kriterier, på tværs af klasser og årgange gennem hele skoleforløbet, men med klassen som den fortsatte basisenhed. Socialdemokratiet ser det som en trussel mod den udelte enhedsskole, og partiets uddannelsespolitiske ordfører Frank Jensen frygter niveaudeling og sortering af eleverne. Sat på spidsen står en individualistisk præstationsideologi over for en kollektivistisk samarbejdsideologi - to ekstremer, som Holger Henriksen advarer mod i bogen 'Kulturkampen - bidrag til enhedsskolens historie'.

Formuleringen under punkt seks er indholdsmæssigt åben for fortolkninger. Den fremhæver primært en ny struktur, der dog ikke er nyere, end at den allerede er implementeret på flere skoler organiseret i selvstyrende team. Derfor er det også nødvendigt at sammentænke programmets punkt seks med punkt syv 'Fleksibilitet', hvori det foreslås, at skolerne skal kunne arbejde med årsnormer frem for ugenormer for fagene.

Strukturændringer bør styres af indholdsmæssige, faglige og pædagogiske overvejelser, der begrunder dem. I mit møde med skoler, der har organiseret sig med en vandret tredeling, er jeg konstant stødt på argumentet 'større professionalisme'. Det gælder i forhold til fag, tværfaglige forløb, samarbejde, teamdannelse, bedre udnyttelse af lærerresurser, mere optimale vikarsituationer og bedre muligheder for at undervisningsdifferentiere. Ikke et ord om niveaudeling og elevdifferentiering, men det betyder ikke, at de pågældende skoler ikke i perioder danner hold på tværs efter forskellige parametre - også efter faglighed. Men kan man så stadig tale om undervisningsdifferentiering og en udelt enhedsskole?

Holger Henriksen definerer enhedsskolen som en organisation af skolen, 'der uanset elevernes baggrund (...) giver lige adgang for alle', og hvis sigte er 'almen dannelse'. Hermed formulerer han også enhedsskolens problem i et pluralistisk samfund præget af ulighed. Men trods kulturens vilkårlighed sætter den sig stadig igennem, og demokratiet er det fælles grundlag for at kunne leve sammen, for at tale om det fælles bedste og almendannelsens indhold: 'Tænker man sådan, så betyder undervisningsdifferentiering elevens ret til personlig stillingtagen til det fælles stof, der undervises i. Den nødvendige elite bør gøre demokratiske erfaringer ved at tage ansvar for fælles opgaver, og elever med vanskeligheder bør opleve, at vi tillægger dem betydning', skriver Holger Henriksen.

Tidligere tiders kyniske deling af børn i praktiske og boglige begavelser giver mig gåsehud. En individualistisk præstationsideologi, der munder ud i sortering i vindere og tabere, er skræmmende - fordi det så definitivt afstikker og begrænser den enkeltes fremtid. Men lige så betænkelig var socialdemokraternes uddannelsespolitik, der for tredive år siden havde vanskeligt ved at adskille lighed og ensretning - en kollektivistisk samarbejdsideologi, der satte klassen over de personlige rettigheder - og som førte til den perverse udlægning 'hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære'.

Men som sagt, formuleringen i programmets punkt seks er åben for ideologiske fortolkninger!

Conni Hesel Poulsen er lærer på Gammelgårdskolen i Århus