Begejstrede lærerstuderende
Folkeskolens hjemmeside er for længst blevet føjet til vores 'foretrukne'
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
At surfe ind på en hjemmeside er ofte enten en oplevelse af kaos og ingen mulighed for at finde det, man søger, eller så nagelfast en struktur, at man er faldet i søvn, før man overhovedet gør forsøget. Men ikke Folkeskolens hjemmeside.
Det er en fornøjelse at blive mødt med yderst appetitlige og åbenlyst interessante og relevante historier, der ikke kun frister etablerede interessenter på folkeskoleområdet, men også lærerstuderende.
Layoutmæssigt fremstår siden rimeligt uden dog at være sindsoprivende appetitvækkende. Man skal dog ikke negligere, at den derved også er langt mere printervenlig, et ret væsentligt faktum, når muligheden for at vælte sig i studierelevant materiale er til stede. Historierne, som heldigvis er det første, der springer i øjnene, er der skam ikke noget galt med. Men hvorfor man vælger en atypisk opsætning, hvor menuen findes diskret i toppen af siden, har vi stadig ikke fundet svaret på. Er det for at være smart og anderledes (uden forbedrende effekt), eller er der mon en praktisk årsag? Langt hellere så vi gerne, at de forstyrrende blinkende reklamer, om end de reklamerer for noget skolerelevant, lå i toppen af siden. Så ville de være langt nemmere at abstrahere fra og ikke fjerne fokus fra forsidens i sig selv udmærkede indhold og organisering.
Søgefunktion slår knuder
Sidens forskellige funktioner er det, som studerende, absolut værd at ofre tid på:
Muligheden for at læse seneste udgave af bladet i sin fulde længde, og oven i købet være lidt på forkant, da hjemmesiden hver uge tyvstarter på udvalgte artikler, er et absolut plus. Derudover er det genialt med så stort et arkiv, som er at finde på sitet.
Opgaveskrivningen og undervisning krydres langt nemmere med rigtige eksempler fra hverdagen, når man har adgang til en kæmpe database, som det her er tilfældet. Dog kunne søgefunktionen godt forbedres, eventuelt ved at søgeordene var markeret i de fundne tekster. Ligeledes har vi måttet erfare, at søgefunktionen lidt for ofte slår knuder. Ret frustrerende, når man ved, hvor meget interessant materiale der gemmer sig under overfladen.
At gøre aktivt brug af anmeldelserne har vi stadig til gode, men debatforummet er vi derimod ret fortrolige med. Et absolut genialt sted med en god tematisk strukturering og mulighed for at mødes og deltage i en diskussion med masser af spændende holdninger til og perspektiver på folkeskolen. Det er os en gåde, hvorfor dette forum ikke bruges mere af DLF's medlemmer, end det er tilfældet, trods det lidt for store antal af links, der ikke virker.
Endelig skal nævnes sidens mailservice, hvor det er muligt at få tilsendt nyhedsmails ud fra selvvalgte interesseområder. Et helt igennem gennemført koncept. Ligeledes åbner siden mulighed for at skabe sit eget artikelarkiv, hvis man benytter sig af muligheden for personligt log-in.
Folkeskolens hjemmeside er for længst blevet føjet til vores 'foretrukne'!
Lea Tilde Nielsen, studerende på Århus Dag- og Aftenseminarium, og Sanne Bundgaard, studerende på Vordingborg Seminarium