Aage Carlsen bliver ikke fyret

Han vender dog ikke tilbage til sit job

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vordingborg Kommune har trukket afskedigelsen af tillidsmand Aage Carlsen fra Svend Gønge-skolen i Lundby tilbage. Aage Carlsen vender dog ikke tilbage til sit job, men har valgt at sige op og gå på pension til efteråret. Den løsning kommer til at koste kommunen 1,2 millioner kroner.

Vordingborg Kommune og DLF har indgået et forlig, som betyder, at Aage Carlsen får fuld løn de næste seks måneder, men at han ikke skal møde på arbejde på Svend Gønge-skolen. Så fylder han 60 år, går på pension og får forhøjet sin pension med fire ekstra år. Det koster kommunen 200.000 kroner.

Derudover skal kommunen betale 105.000 kroner for at få kapitaliseret fradraget for førtidspension. Oven i købet skal kommunen betale 150.000 kroner til Aage Carlsen i godtgørelse for selve fratrædelsen. Alt i alt beløber det sig til 450.000 kroner.

Danmarks Lærerforening vurderer, at forliget reelt koster kommunen 1,2 millioner kroner. Ud over de 450.000 kroner, som parterne har forhandlet sig frem til, skal kommunen betale Aage Carlsen 693.000 kroner i tjenestemandspension, indtil staten tager over. Dertil kommer den løn, Aage Carlsen har fået, siden han blev fritaget for tjeneste 1. februar i år.