“Dette er en mørk dag, ikke bare for lærerne, men for alle, som er optaget af, at Norge skal have en god skole”, sagde formanden for den største norske lærerorganisation, Steffen Handal, og så trist og udslidt ud, som han stod dér tirsdag aften den 27. september. Ved siden af stod en minister, som meddelte, at den norske regering havde grebet ind i den norske lærerstrejke.

Konflikten begyndte i det små i Bergen tilbage i juni, og efter sommerferien har de tre konfliktende lærerforeninger, Utdanningsforbundet, Norsk Lektorlag og Skolenes Landsforbund, trappet op. Da regeringen greb ind, var 8.500 lærere i strejke.

For rullende tv-kameraer sagde lærernes formand også, at selv om lærerne nu går tilbage på job, så fortsætter læreroprøret – “et græsrodsoprør, der ikke stopper, selv om regeringen nu tvinger de strejkende tilbage i job”.

Set med danske øjne er det svært ikke at blive mindet om en lige så træt og brugt lærerformand, Anders Bondo Christensen, der den 25. april 2013 sagde: “Det er ikke et regeringsindgreb. Det er et regeringsovergreb”.

Men forskellene er åbenlyse. Den danske regering greb ind i en altomfattende lockout, hvor det var de kommunale arbejdsgivere, der som kampskridt forhindrede lærerne i at passe deres undervisning. Og uenigheden handlede om lærernes arbejdstid. I Norge er det lærerforeningerne, der har taget kampskridtet og sendt stadigt flere lærere i strejke.

Og her handler konflikten som udgangspunkt om løn.

Ligheden ligger i det store spørgsmål, som har optaget fagbevægelsen på det offentlige område siden 2013: Fungerer den danske model overhovedet på det offentlige arbejdsmarked, hvor arbejdsgiveren sparer formuer i løn ved både lockout og strejke, og hvor det kan være meget svært at skelne imellem rollen som arbejdsgiver og rollen som lovgiver, der kan bryde ind og afslutte en konflikt?

Det kiggede arbejdsmarkedsforskeren Laust Høgedahl på efter den danske lærerlockout. Han konkluderede blandt andet, at den norske model for regeringsindgreb kunne være værd at lære af.

Her er det nemlig ikke lovgiverne, der skriver den tekst, der bliver gældende, hvis arbejdsmarkedets parter ikke selv kan nå til enighed om en overenskomst.

I stedet har man i Norge nedsat et såkaldt lønnsnemnd - et lønråd.

“Det er den norske regering, der vælger, hvornår man vil stoppe konflikten, men det er ikke regeringen selv, der skriver lovteksten. Det lægger man ud til lønrådet. Det er en meget effektiv måde at amputere eventuelle spekulationer i et lovindgreb på, fordi man slet ikke har mulighed for at benytte dobbeltrollen”, sagde Laust Høgedahl i 2018 til Folkeskolen.

Tvungen faglig voldgift – igen

Det norske Storting har mødefri frem til oktober, så der havde ikke været nogen afstemning om sagen, da arbejds- og inklusionsminister Marte Mjøs Persen fra Arbeiderpartiet stoppede konflikten.

Som arbejdsminister er en af hendes opgaver at tage stilling til, om en konflikt har konsekvenser for liv og helbred eller andre alvorlige samfundsmæssige konsekvenser.

Da hun greb ind, var omkring 50.000 grundskoleelever og 20.000 elever på ungdomsuddannelserne ifølge det norske undervisningsministerium ramt.

OM LØNKONFLIKTEN

Grundfjeldet i den norske løndannelse er den såkaldte frontfagsmodel, hvor konkurrenceudsat erhvervsliv – i praksis industrien – altid forhandler først i de årlige lønopgør.

Målet er, at frontfaget lægger stramme rammer for resten af arbejdsmarkedets lønforhandlinger. På den måde undgår man, at lønstigningerne bliver højere, end virksomhederne kan tåle. Men særligt i de to pandemiår har de offentlige arbejdsgivere set frontfagsrammen som et absolut loft, mens mange private arbejdsgivere har ladet lønnen vokse ud over rammen.

I seks ud af de seneste otte år har særligt nogle grupper af lærere skilt sig ud og haft lønstigninger, der lå lavere end frontfagsrammen, mens andre kommunalt ansatte inden for det samme forhandlingsområde har ligget over rammen siden 2014.

Forskellene opstår både ved det centrale bord, hvor nogle grupper bliver prioriteret, og ved variationen i, om lønstigningerne sker i procent eller kroner – og når man forhandler løn lokalt i kommunerne.

Særligt lærere med mere end fire års uddannelse (i Norge kan man uddanne sig til børnehavelærer, grundskolelærer, praktisk-musisk lærer, lektor med videre på flere forskellige måder på mellem tre og fem år) er sakket bagud. Det er denne gruppe, lærerforeningerne uden held forsøgte at løfte særskilt ved dette års lønoverenskomstforhandlinger.

Kilde: Utdanningsnytt.no

Den 15 uger lange strejke har langtfra omfattet alle kommuner, og på mange skoler er det kun en lille andel af lærerne, der har strejket.

De elever, der er begyndt i skole i år, har været undtaget, og når kommuner har bedt om at få en lærer undtaget fra strejken af hensyn til udsatte børn, har de fået ja.

Så var de samfundsmæssige konsekvenser virkelig så alvorlige, eller var det mere varigheden af alle tiders længste norske lærerstrejke, der blev for meget for regeringen?

Det diskuteres nu i Norge, der tidligere er blevet kritiseret af den internationale arbejdsorganisation for at bruge tvungen faglig voldgift for meget.

I alt omkring 150 gange, siden lønrådet blev oprettet i 1952.

Præcis som i Danmark i 2013 oplever de norske lærere lige nu, at regeringen har foræret sejren til kommunernes landsforening, der i Norge hedder KS. KS havde ingen grund til at komme lærerne i møde og dermed risikere, at de øvrige kommunale faggrupper ville kræve tilsvarende forbedringer af forårets forhandlingsresultat. Så KS har – oplever i hvert fald lærerforeningerne – lænet sig tilbage og afventet et regeringsindgreb.

Ifølge det norske lærermedie Utdanningsnytt er sædvanen, at resultatet af en tvungen voldgift er lig med det sidste tilbud, arbejdsgiver har lagt på bordet.

Så intet tyder altså på, at lærerne opnår den lønstigning, de har kæmpet for. Og samtidig har konflikten kostet lærerforeningerne mange, mange millioner kroner. Alle strejkende lærere har fået et beløb svarende til deres løn efter skat, da fagforeningers strejkebidrag er skattefri i Norge. Alt imens de strejkeudtagne kommuner har sparet den fulde lærerløn for hver af de strejkende lærere.

Ville indhente et lønefterslæb

Års opsparede frustrationer fik i sommer de norske lærerforeninger til at løbe risikoen og kaste sig ud i en konflikt, som de godt vidste ville blive lang og tung.

Det gjorde man på vegne af de højestuddannede grundskole- og gymnasielærere, der ved adskillige af de årlige lønoverenskomstforhandlinger har fået mindre lønstigninger end andre kommunalt ansatte.

Strejken blev blæst i gang under sloganet “Vil du satse på eleverne, må du satse på lærerne”.

Argumenterne over for befolkning og politikere var, at lærerne flygter fra faget, og stadigt flere norske børn bliver undervist af ikkelæreruddannede. I den norske offentlighed har meningerne været delte.

Der er respekt for problemet med lærermangel, men samtidig er der ikke tale om en klassisk lavtlønsgruppe. Ovenikøbet kom strejken i halen på en pandemi, som også gik hårdt ud over skolegangen – heller ikke et godt udgangspunkt for at få forældrenes sympati.

Tilbage står lærerne uforløste efter 15 ugers sammenhold og kampgejst. De strejkende kolleger er tilbage på arbejdet, og nu venter både arbejdsgivere og arbejdstagere på lønrådets afgørelse.

“Jeg er stolt over det arbejde, vi har gjort. Men når det er sagt, er jeg frustreret og forbandet. De fine ord, der siges i festtaler, al den honnør og applaus, lærerne fik efter pandemien, bliver tomme ord. Kommunerne og regeringen har nu givet klar besked om, at det ikke betyder noget, hvem der står i klasselokalet, når eleverne går ind ad skoleporten”, siger Aud Heiberg, formand for Utdanningsforbundet i Gjøvik Kommune.