Når man vil skabe ny erkendelse, er det ikke givet, at vores eksisterende sprog er dækkende for det nye. Så må der nye begreber til.

Jazzmusiker, filosof og ph.d. Jens Skou Olsen genintroducerer i sin afhandling, der blev forsvaret tidligere i år, et gammelt glemt begreb: Erfarelse.

Med ordet »erfarelse« forsøger han at tydeliggøre forskellen mellem overfladiske oplevelser og dybere, transformative oplevelser, som skaber en slags levende erfaring i form af erfarelse. Vores hverdag og virkelighed er ifølge Jens Skou Olsen fyldt med store og små oplevelser - også i skolen, hvor eleverne for eksempel oplever at skulle dygtiggøre sig igennem læringsmålstyret undervisning.

Vi lever i en kultur, der har udviklet sig til en altovervejende visuel og rationel analytisk kultur. Vi ser på skærme, læser, skriver, analyserer og kategoriserer meget - og selv om 2016 som altid byder på mange oplevelser, så er det Olsens pointe, at der i skolen og vores samfund generelt er blevet langt mindre råderum for dybere, transformative (forandrende, redaktionen) oplevelser eller erfarelser.

»Jeg arbejder med den tese, at viden og kunnen, som for alvor rodfæstes og bliver en kilde til glæde, forudsætter denne dybe erfarelse. Og hvis ikke vi skaber et råderum for, at erfarelser kan opstå, så præges vores liv af mere eller mindre overfladiske oplevelser og deraf følgende overfladisk viden og kunnen. Erfarelse er en slags dyb, transformativ oplevelse, der gør, at vi forandrer os, vores viden, kunnen og syn på verden«, siger Jens Skou Olsen.

Hans vej ind i den pædagogiske verden har ikke været snorlige. Som jazzmusiker og kontrabassist blev han for 20 år siden docent på en af Kulturministeriets kunstskoler, og han er i dag optaget af at være hovedunderviser på Den Danske Scenekunstskoles diplomuddannelse i ledelse inden for kunst og kultur. Som docent blev han en del af kunstskoleledelsen - og interessen blev her vakt: Hvorfor er det så svært at lede? Forundringen udmøntede sig i forskning, en ph.d.-afhandling ved Roskilde Universitet og i øvrigt et medlemskab af bestyrelsen i tænketanken Sophia.

Som at køre bil og kigge på fødderne

Fra sit ståsted kan han se en acceleration af en problematisk tænkning, som præger vores uddannelsesverden. Han mener for eksempel, at fokus bliver sat helt forkert, hvis man forsøger at gøre læring og læringsmål til det afgørende for undervisningen.

»Det svarer til at køre bil og kigge på fødderne. Alle er så optagede af læring, læringsmål og det didaktisk-metodiske apparatur - og det skygger fuldstændig for at være opmærksom på verden og navigere i et levende samspil med såvel sig selv som sine omgivelser. Det er livsfarligt«, siger Jens Skou Olsen. Han mener også, at det er problematisk, når nutidens skolebørn vænner sig til, at »læringsmål« og »læringsudbytte« er det væsentligste i undervisningen:

»Børnene lærer at leve på en måde, der ikke for alvor er et levende liv. Det er et vedvarende endnu ikke, hvor der altid er et nyt mål, der skal nås. Børnene lærer at læringsmålstyre alting, og det er et problem, da vores liv ikke er et læringsmål, der skal nås. Hvad er læringsmålet, når jeg kysser min kone? At vi fortsat skal være gift om et halvt år?« spørger han og fortsætter:

»Det, vi først og fremmest lærer børnene, er, at livet består af at komme fra niveau ét til niveau to. Der er hele tiden nogle mål, vi skal stræbe efter, se frem til og opnå: vuggestue, børnehave, skole, gymnasium, universitet, job, forfremmelse, opsparing, medlemskort til golfklubben, pension. Men det er ikke det, der er det vigtige i livet. Vi bliver spærret inde i et intentionalitetsfængsel: Alting skal være rettet mod noget andet. Der opstår et altdominerende tunnelsyn, hvor vi skal score højt for at gå videre - og det bliver begrundelsen for, at vi skal lære noget«.

»Lærerkunsten«

Han har bidt mærke i, at overlæge Lars Heslet i bogen »Fra det yderste« beskriver, hvordan lægerne flygter fra sygesengen, fordi den evidensbaserede diagnostik har fortrængt »lægekunsten«. Lægegerningens teknokratiske blik fylder det hele. Den forståelse udfolder Jens Skou Olsen på skolen: For er der plads til »lærerkunsten« med skolereformens nuværende fokus?

»Alle dybe erfarelser i forbindelse med tilegnelse af ny viden og kunnen indebærer et fald: Du skal falde ud af dig selv, ud af din hidtidige selvforståelse omkring det, du tror, du er, og du kan - der, hvor du tænker: 'Uha, hvad foregår her?' Midt i det frie fald er der en lærer eller et medmenneske, der griber dig. Det er også det, vi musikere gør, når vi spiller koncerter. Vi spiller på en sådan måde, at vi inspirerer folk til at falde, og så griber vi dem igen«, siger Jens Skou Olsen.

Vejen til de store fald kræver planlægning.

»Jeg foreslår ikke, at vi blot skal være planløse. Jeg taler for en god balance. I buddhismen taler man om 'planlagte uheld'. Jeg tror meget på planlagte uheld eller fald«, siger Jens Skou Olsen.

»Jeg argumenterer for, at vi som lærere skal gå foran og falde selv. Vi er ikke blot instruktører eller arkitekter for andre menneskers tilegnelse af viden og kunnen. Vi skal selv falde og opleve følelsen af pludselig at få nye indsigter. Der sker nemlig det, at vores begejstring smitter børnene. Og jeg tror, at der er faldgruber i positiv forstand - mulighed for at falde - i alle fag og praksisser. Det er en kunst at skabe de her fald for sig selv og sine elever - at falde og gribe. Det er en spændende praksis, for det kan godt være, at det ikke altid lykkes. Men netop den manglende forudsigelighed er en forudsætning for, at der kan ske noget spændende«, siger han og peger på, at netop usikkerheden og risikoen forsøges reduceret, når pædagogikken nøjes med at rette fokus mod det, der virker:

»Vi forsøger at overbevise hinanden om, 'at med de her metoder og den her didaktik, så virker det'. Det kan jeg ikke sige, når jeg skal improvisere musik på en scene. Jeg kan sige: 'Jeg har stor erfaring for, at der sker noget fedt med denne musikform, de her musikere og det her publikum' - og nogle gange slår det bare ikke så mange gnister som andre gange«, siger Jens Skou Olsen. »Men det fascinerende er, at det ikke hjælper blot at forsøge at spille sikkert - for så sker der helt sikkert intet som helst«.

»Paradoksalt«

Undervejs i interviewet understreger Jens Skou Olsen flere gange, at det ikke handler om at presse endnu flere uopnåelige idealer og krav ned over en i forvejen ekstremt presset lærerhverdag med begrænset frihed. Han fortæller om engang, han i forbindelse med et foredrag for en lærerforsamling fik følgende feedback på sit skriftlige opdrag: »Fint nok med dine spændende filosofiske tanker, men lærerne har ikke tid - lokummet brænder jo!«

»Så justerede jeg mit oplæg til 'Hvad skal vi gøre, når der ikke er noget at gøre?' Det interessante er, at min konklusion er den samme: Vi kan sidde og ærgre os over tingenes tilstand - men det bliver hurtigt ulideligt. Der er kun en vej, og det er: Prøv at finde muligheder, nye tilgange og nye former for mening, som kan skubbe til vores fælles forståelse af, hvad der er vigtigt og rigtigt«, siger Jens Skou Olsen.

»Der er ikke anden løsning end at prøve at finde tilbage til det, det handler om. Find et frirum dér, hvor der intet frirum er. Skab dybe oplevelser også der, hvor der ikke er tid til at skabe dybe oplevelser. Det er et paradoks, det ved jeg godt, men spørgsmålet er, om vi ikke sammen kan finde en eller anden vej til at improvisere over skolereformen?« spørger jazzmusikeren og sammenligner lærernes virkelighed med improvisationsjazz: Når fire musikere improviserer, støder de ofte ind i både musik, spillested og hinanden, og de bliver eksperter i at udnytte forbud, begrænsninger og fejl til at skabe levende musik på trods.

»Hvis vi som lærere ender i en eftergivenhedstilstand, hvor vi føler, at vi er tvunget til at passe ind i noget, vi ikke føler, vi kan passe ind i, så dør vi indeni. Vi underviser pligtskyldigt og kommer til møderne - men der er ingen gnist. Det er ikke et levende arbejdsliv, og det bliver vi syge af. Det levende arbejdsliv næres af, at vi føler, at vi har råderum til at udfolde os og vores glæde ved vores fag - at medskabe rammer, navigere i dem, sætte vores sejl og vælge vores kurs sammen med de børn, der jo er meningen med det hele«.