Den tyske sociolog Niklas Luhmann forklarede i 80'erne og 90'erne hele verden, hvordan man ved hjælp af simple principper åbenbart kunne få meget komplekse systemer til at fungere - og ikke mindst videreudvikle sig. Pædagogisk gjorde han det ganske vist på en måde, som var så kompleks, at de færreste nåede frem til andet end en simpel forståelse af hans kompleksitet, men det er en anden sag. Pointen er her, at Luhmann på sin egen og ganske overbevisende måde viste, at der i sociale relationer nødvendigvis må herske en meget høj grad af enighed og respekt om noget grundlæggende, hvis man vil kunne gebærde sig som unikt individ. Ligesom i sproget, hvor en fælles forståelse af syntaks og grammatik er afgørende forudsætninger for, at vi kan forstå, hvad vi hver især siger og skriver. Disciplin åbner således for kreativitet. Socialt pres åbner for individuel frihed. Principper kan gøre livet lettere for os. Principper kan gøre vore liv rigere.

Men det er ikke ligegyldigt, hvilke principper man enes om. Princippet om, at »det skal gøre ondt, før det kan blive godt«, kan, i princippet, tage livet af enhver proces, selv om det selvfølgelig kan være hensigtsmæssigt nu og da. Og princippet om »øje for øje, tand for tand« kan i dag tage livet af vor art med de våben, vi er privilegerede af at have adgang til.

Så hvad er da kriteriet for »et godt nok princip« i skolen? Er der overhovedet noget generelt svar på det? Jeg vover at svare bekræftende, for vi er som mennesker på mange måder så ens, at ganske mange principper vil kunne understøtte alles trivsel og præstationer samtidig. Her er et enkelt eksempel, jeg godt tør stå inde for:

Det er forbudt at acceptere meningsløshed i skolen uden at gøre noget meningsfuldt ved det!

Med overhængende risiko for overdreven selvreference vil jeg mene, det er et godt princip, fordi det lever op til mit generelle kvalitetskriterium for principper, for så vidt det fremmer folks oplevelse af at kunne handle frit, ansvarligt, engageret og meningsfuldt - uanset hvem de er - hvilket betyder, at alle får mere energi, mere glæde, bedre processer og bedre resultater ved hjælp af princippet.

Og hvis det forekommer besværligt at skulle bekæmpe meningsløsheden, kan man jo overveje, hvordan det vil være at leve med den. Det er lidt ligesom det engelske kofanger-slogan: »If you think education is expensive, try ignorance«. Der skal nok være opbakning til at bekæmpe meningsløshed, når det kommer til stykket. Tror jeg.

Luhmann kan i øvrigt meget vel have fået ideen til sin teori ved at lege med legoklodser, for netop de simple principper for legoklodsstøbning har jo muliggjort, at selv små børn kan samle klodserne til noget ganske komplekst. Som legoklodser ligner naturens grundstoffer, ligner Luhmann Lego.