Leg er centralt for elevers udvikling og for opbygning af deres indbyrdes fællesskab. Derfor bør skoler og lærere give legen de rigtige fysiske og psykiske rammer.

Det mener Jan Kampmann, professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet.

»En drivende motivationsfaktor for leg i frikvarterer er, at den danner ramme om indbyrdes forhandlinger. Legen bruges til at finde ud af, hvem der er med, og hvem der ikke er med, og til at give den enkelte en position. Legen er kort sagt det forum, de anvender, når man afprøver sin egen identitet«, siger Jan Kampmann.

Legen er afhængig af elevernes alder, gruppen og de fysiske rammer. Men for de yngste og mellemgruppen spiller opbygningen af fællesskab en stor rolle.

»For dem er legen et genialt rum til at afprøve noget. For eksempel blive gode kammerater. Det geniale består i, at leg gør det muligt at komme med besværgelsen 'det er bare noget, vi leger'. Hvis der går kludder i det, og eleverne måske er på vej ud i en konflikt, kan de forholdsvis nemt afmontere det farlige. Sådan en nødbremse er der tit brug for«, siger professoren.

Leg er leg

Lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier på Syddansk Universitet, Flemming Mouritsen, understreger, at man skal passe på med at lægge voksnes synsvinkler ned over det, elever foretager sig i frikvartererne.

»De leger for at lege. Det er det centrale, ikke opbygningen af hierarkier eller læring, men legens betingelse er fællesskabet. Det er i den sammenhæng, man kan iagttage, hvilken betydning legen har for gruppen, og hvordan den ændrer sig med alderen«, siger han.

Legen er noget andet end skolegang.

»Det er ikke kun skolens læring, der stiller krav. Det samme gør frikvarterets leg. Når man leger, gør man det med udgangspunkt i mundtlige overleveringer fra andre, og det kræver meget øvelse at beherske de teknikker, som legen kræver«, siger Flemming Mouritsen.

Fasen, hvor de rette betingelser kommer på plads, er tit mere vigtig end selve legen.

»Voksne tror, at leg er noget, man kan tænde og slukke for, men sådan ser virkeligheden slet ikke ud. Forud for legen foregår en mental afgrænsning med en hel masse lange, møjsommelige forhandlinger om, hvem der er med, og hvem der leger hvad hvor. Den fase er næsten vigtigere end legen, og den foregår tit i timerne«, siger Jan Kampmann.

Rigtige fysiske rammer

En måde at tage elevernes frikvartersleg alvorligt på er at skabe de rigtige fysiske betingelser. Det handler om, at omgivelserne skal rumme de rigtige muligheder.

»For at kunne etablere et legerum skal man kunne foretage nogle afgrænsninger af det fysiske rum til at kunne erklære: 'her leger vi'. Det kræver god plads, hvis man skal undgå territorialstridigheder. At det forholder sig sådan, kan man også iagttage ved, at det som regel er meget lettere at lege ude end inde, hvor der er mindre plads«, siger professoren.

Skoler kan understøtte legekultur ved at bakke op om behovet for legeterritorier, mener Jan Kampmann:

»Det handler tit om blot med simple midler at give mulighed for at lave fysiske afgrænsninger både inde og ude. Det kan være med nogle streger eller ved at give adgang til smårum og kroge, som de kan kalde deres«.

En anden måde at skabe gode forudsætninger for frikvarterslegen på er at placere elementer på legearealet. Det kan ifølge professoren være naturmaterialer som træstammer eller tegnede baner:

»Dyrt indkøbte, færdigkonstruerede legepladslandskaber er ikke nødvendige. Faktisk er det bedre med løse dele, der ikke er færdigdefinerede, og som man kan hive ind i legen, sådan som det passer dem«.