Hvis ikke man vidste bedre, ville man tro, at tosprogethed langt om længe var et accepteret vilkår i den danske folkeskole. Man støder som aldrig før på begreber, der signalerer tosprogethed, for eksempel tosprogsområdet, tosprogskonsulenter, tosprogslærere, tosprogstimer, tosprogsundervisning og tosprogede lærere.

I årevis har det område, som handler om undervisning af tosprogede elever, i Undervisningsministeriet været kategoriseret under: »Børn og unge med særlige behov«. Mange har i årenes løb beklaget sammenfaldet mellem specialpædagogik og interkulturel/flersproget pædagogik. På Undervisningsministeriets hjemmeside er man nu begyndt at skelne mellem disse to områder, hvorfor tosprogsområdet optræder som en ny kategori. Politikken er dog stadig den samme, om end måske mere etsproget og monokulturel end nogensinde før.

Tosprogskonsulenter er en betegnelse, som synes at være på vej til at afløse betegnelsen: »Folkeskolens konsulenter for undervisning af tosprogede elever«, der dog ifølge hjemmesiden stadig er den officielle betegnelse for konsulenternes faglige forening (FOKUTO). Undervisning af tosprogede elever i kommunerne er alt andet lige ikke blevet mere tosproget, nærmest tværtimod. Undervisning i modersmål er skåret væk de fleste steder, og det er småt med tosproget undervisning. Derfor er det vildledende, at de konsulenter, der har undervisning af tosprogede elever som deres ansvarsområde, skulle være tosprogskonsulenter.

Tosprogslærere er en betegnelse af en nyere dato, der refererer til lærere, der underviser tosprogede elever i dansk, i bedste fald dansk som andetsprog. Det er nærmest tåbeligt at betegne lærere, som underviser i og på dansk, som tosprogslærere.

Tosprogede lærere kunne være en betegnelse, som gav mening, hvis fraværet af tosprogethed ikke var så fatalt, som det er. Betegnelsen tosprogede lærere bruges i forhold til lærere, der potentielt selv er tosprogede, fordi deres familier er det. Det danske uddannelsessystem har til gengæld gjort alt, hvad det har kunnet for at gøre disse potentielle tosprogede etsprogede. Hvis den tosprogede lærer kan læse og skrive på sit modersmål, kan vedkommende efter al sandsynlighed ikke takke det danske uddannelsessystem for kompetencen. Benævnelsen tosproget lærer er derfor yderst tvivlsom, fordi denne ikke har fået uddannelse i at være tosproget lærer.

Den tosprogede elev afløste betegnelsen fremmedsproget elev i midten af 1990'erne, dengang dansk for fremmedsprogede elever blev til dansk som andetsprog. Da Undervisningsministeriet skulle motivere denne begrebsforandring, skrev man, at det ikke betød nogen realitetsændringer. Det var for at bringe begreberne i overensstemmelse med international terminologi. Hvis man i dag spurgte Undervisningsministeriet, hvorfor området »Børn og unge med særlige behov« er afløst af betegnelsen tosprogsområdet, ville det sandsynligvis svare på samme vis.

Når tosprogsområdet, tosprogskonsulenter, tosprogslærere og tosprogede lærere blot er en sminkebetegnelse for etsproget og monokulturel uddannelsespolitik, vil det være mest passende at benævne den som sådan. Er der ikke noget orwellsk nysprog over dette? Hvis tosprogetheden ad åre vil blive et accepteret vilkår i Danmark, vil man nok ikke ane, hvordan man skulle begrebsliggøre den, fordi betegnelserne for den allerede er reserveret til etsproget og monokulturel uddannelsespolitik.

Bergthóra Kristjánsdóttir er lektor på Professionshøjskolen København, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole