Debat
Hvilke andre lovbrud anbefales?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Statsministeren sagde i valgkampen 2007, at det skulle være slut med »uhumske skoletoiletter«. Kontorchef i Undervisningsministeriet Jørgen T. Møller siger nu i et interview i Politiken 6. juni: »Skoleeleverne har ret til ordentlige toiletter«. Desværre fralægger kontorchefen sig med det samme ansvaret - ligesom statsministeren ved at henvise problemet til kommunerne. Og så tilføjer kontorchefen, at »man kan ikke få det hele på en gang, og man må prioritere, at toiletterne er i orden, for det skal de være. Så må det være på bekostning af noget, man bedre kan undvære«.
Toiletterne skal være i orden, siger han og vasker hænder!
Kontorchefen ved selvfølgelig godt, at regeringen igennem flere år har lagt kommunerne i et økonomisk jerngreb, som binder og begrænser dem totalt, og derfor er valget at skære i elevernes timetal, så stadig flere elever kommer under det lovpligtige minimumstimetal, at skære i specialundervisningen, så stadig flere elever ikke får deres retmæssige hjælp, eller at afskaffe elevplaner, test og andet lovbefalet omkostningstungt bureaukrati indført af Bertel Haarder. Hvilke lovbrud kan kontorchefen - eller statsministeren - anbefale kommunerne for at skaffe penge til ordentlige toiletter?